Villy Hansen bor i den nederste ejendom på Strevelshovedvej på nordsiden af Alrø – ved det gamle færgested mindre end 100 meter fra vandet. Og han er tredje generation på den lille ejendom, der er bygget i 1869. ”Min farfar købte den, men nu er det nok slut med at lade den gå i arv, for jeg tror ikke børnene vil bo her. Den ene datter bor i Fredericia – den anden i Esbjerg”.
Villy har også et mellemnavn – Phoomchawai. Det fik han, da han blev gift for anden gang med en kvinde fra Thailand, som kom her til landet, da hun var 48 år. Siriporn var hendes navn. De to fik 13 gode år på ejendommen tæt på vandet, før hun døde af flere blodpropper. Han tog selv til Thailand med hendes urne. ”Det havde jeg lovet hende”, siger han. ”Hun sagde: Hvis jeg dør først, må du love mig, at jeg bliver brændt og kommer til Thailand. Jeg vil ikke i et hul i jorden, sådan som I begraver folk”.
HELE LIVET PÅ ALRØ
Villy har boet på Alrø hele livet – dog lige undtagen tiden som soldat og derefter et halvt år på et klubværelse i Horsens. Han kender øen ud og ind – ved, hvem der boede i hvilke huse og på hvilke gårde.
Han husker, da der var to købmænd på Alrø – og man ringede og bestilte varerne, og så blev de bragt ud. Der var også to tømrere. ”Den ene kunne lave alting”, siger han. ”Også en pram hvis det skulle være. Vi havde andelsmejeri og frysehus. Alrø var en kommune og et selvstændigt sogn med egen præst”.
CYKLEDE UD I VERDEN
Villys eneste søster var en del år ældre end ham, og der var ingen børn at lege med på Strevelshovedvej. ”Men så cyklede jeg ud på min lille trehjulede og besøgte naboerne”.
Da trehjuleren blev skiftet ud med en to-hjulet, kunne han komme længere væk – og hans verden blev lidt større. Og i skolen på Alrø var der kammerater.
MØLLER-SIGNE OG EDELWEISS
Som ung besøgte han og andre tit Møller-Signe i Gylling. Hendes tre små ishuse, var samlingssted for både Gyllings og omegnens unge. Her kunne de købe is, pølser, hotdogs, kradsere og ikke mindst Congo-bajere, som chokolademælken blev kaldt.
”Vi kom også på Marsk Stig i Hou. Det var et cafeteria, så det var ikke så dyrt at sidde der. Edelweiss i Odder havde også et cafeteria. Der kom vi også. Det var der også mange andre unge, der gjorde. Fra Odder og fra omegnen. Men det blev jo lavet til restauranter, og så var det for dyrt”.
HAN BLEV IKKE FÆRGEMAND
Villy har arbejdet med meget forskelligt – landbrug, fiskeri, han har arbejdet på maskinfabrik, og så har han kørt lastbil. Men han fulgte aldrig i farfaderens og faderens fodspor som færgemand. Da hans tid kom, havde de fleste fået bil, og dæmningen mellem Alrø og fastlandet havde eksisteret siden 1931.
Færgemanden skulle ro båden mellem Strevelshovedvej og fiskerlejet i Sondrup. Cykler kunne også komme med. Dog ikke så mange som på den lille fiskekutter, der nu fragter cyklister mellem Alrø og Hjarnø om sommeren. ”Cyklerne blev lagt på tværs i bådens forstavn”, fortæller Villy. ”De skulle med, for dengang cyklede man jo alle steder hen. En tur til Horsens blev ikke regnet for noget”.
PIGSTAVEN SIKREDE BEBOERNE
Når det var isvinter, var det færgemandens arbejde at sikre, at isen var tyk nok til at gå og cykle på. ”Min farfar og senere min far gik ud på isen og slog på den med en pigkæp for at se, om den revnede”, fortæller Villy. ”Stangen havde en pig på 10 cm, som blev slået ned i isen. På den måde kunne de måle isens tykkelse. Var den 10 cm var den sikker”.
Men selv om turen mellem Strevelshoved og Sondrup er kort, og vandet ser tilforladeligt ud, så er der strøm og dybde at tage hensyn til. Visse steder er der en dybde på syv meter. Derfor skulle det være en mand, der kendte turen ud og ind, der havde ansvar for at bedømme, om isen kunne bære. Og det gjorde både Villys far og farfar. Villy kender den også, og han har stadig pigstaven i et udhus.
OVER SUNDET I BILEN
Han har selv taget turen over Alrø sundet i bil. ”Jo da. Det var da jeg arbejdede på Gylling Maskinfabrik og min datter gik i børnehave i Gylling. Så kørte vi på isen. Det var i 1980’erne. Alt var frosset til, så vi krydsede over i bil. Vandet mellem Alrø og Hjarnø har også været frosset mange gange, og man kunne gå og køre mellem øerne”.
På Gylling Maskinfabrik var Villy med til at lave hydrauliske cylindre i nogle år. ”Men det blev for kedeligt. Jeg skulle ud og køre igen”.
LANDEVEJENE TRAK I HAM
Han ville tilbage til jobbet med at køre fra Padborg til Spanien, Østrig og Italien. At køre den tunge lastbil og være på vejene, trak i ham. Og når man kommer ind i hans hus på Strevelshovedvej, er indrammede fotografier af lastbilen med anhænger det første man ser. ”Det var gode år”, siger han. Og selv da han egentlig var stoppet, kørte han som afløser. ”Det var mest fersk kød, jeg kørte med. Mange tons fersk kød”.
TRE BEVÆBNEDE MÆND
På en tur som afløser skete det noget, der ville have sat en skræk i livet på alle andre. Det var i Italien. Pludselig dukkede tre mænd op og krævede at få hans lastbil.
”Det er ikke rart, når der midt om natten står tre bevæbnede mænd og vil have lastbilen og dens 22 tons oksekød”, siger han. ”Men vi havde fået at vide, at resultatet af modværge ville være. at man blev truet på livet og i sidste ende slået ned. De smed mig af, og så kunne jeg jo gå hen, hvor jeg ville. Der var nu ikke så langt til det sted, hvor kødet skulle have været afleveret, så der gik jeg hen. Jeg skulle måske have kørt derhen, da jeg kom. Men det var midt om natten, så jeg ville vente til om morgenen, fordi jeg syntes, det var synd at vække portneren”. Og så tilføjer han lidt tørt: ”De tre mænd fik da kød den dag”.
Men på trods af den oplevelse, hænger der altså fotografier af lastbilen og dens anhænger i entreen i hans hus.
SKARVEN ÅD FISKENE
Villy holder meget af dyrelivet og alle fuglene på Alrø. Men én fugl kalder han en satan. Nemlig skarven. For den ødelagde det for ham, da han i nogle år var erhvervsfisker.
”Jeg fiskede sammen med Jørgen fra Sondrup. Vi satte bundgarn. Jeg fik også selv købt en større båd, men den fik jeg solgt igen, for skarven satte en stopper for fiskeriet. De fordømte fugle, der lever af fisk, gik i garnet, og der var rigtig mange af dem. En kæmpekoloni hærgede over hele Horsens Fjord. De kom fra Vorsø. Fuglen var fredet, så der var ikke noget at gøre – andet end at stoppe med at fiske. Nu er der ikke mange skarver – sikkert fordi det er gået tilbage med mængden af fisk i Horsens Fjord”.
HER ER FRED OG RO
Da han i 2011 fyldte 63 år, gik Villy på efterløn og blev senere folkepensionist.
Han bliver boende på Alrø. ”Ja, så længe jeg overhovedet kan. For her er smukt, og her er fred og ro. Og her på Strevelshovedvej er der også langt til naboerne. Jeg har det godt med dem, men derfor er det alligevel godt med afstanden mellem os. Om sommeren kommer der da nogle turister, men det er ikke her, der kommer flest. Ellers er det kun de lokale, der går tur ned til stranden”.
