”Jeg bor her midt i naturen, og hver gang jeg kører ned ad bakken og kommer hjem, er jeg glad”.
Hjem er for Kaj Rudebeck den gule ejendom på Alrøvej i Amstrup – nabo til Amstrup Mose eller ”Søen på Jensnæs”, som den også hedder. Den godt 200 år gamle ejendom er nu renoveret – men den var tæt på at være en ruin, da han overtog den – ”Da vi tog vinduerne ud i den længe faldt væggen sammen”, siger han og peger.
DYRLÆGE FOR KVÆG
Kaj Rudebeck er dyrlæge, og var med til at bygge Odder Dyreklinik op. Han arbejdede i klinikken i 33 år med speciale i kvæg.
Da han var 62 år solgte han sin andel i klinikken, men fortsatte med i tre år at arbejde som freelancer nogle dage om uge. Han brugte også den indvundne fritid til at renovere ”ruinen” og med at gå på jagt.
Han holdt – og holder – af de store kvægdyr, som han lærte at omgås, da han voksede op på Brosbølgård – 7 km syd for Tarm i Vestjylland. Det var også her, han lærte at gå på jagt – ”det har jeg gjort, siden jeg bare var en snothvalp – i begyndelsen var jeg dog kun med min far”, siger han.
SALMEVERS OG KATEKISMUS
Kaj Rudebeck gik i skole efter den vestjyske skoleordning: to formiddage om ugen i sommerhalvåret – og i vinterhalvåret fra 8 – 15. Om sommeren skulle børnene arbejde.
Her terpede en indremissionsk lærer salmevers og katekismus – foruden de almindelige skolefag. Af-liring af salmevers og timerne i religion var en del af skolegangen dengang. Ikke kun i Tarm og omegn. Men på en egn, hvor en tredjedel af beboerne var missionsfolk, vægtede det mere end andre steder. Også historie blev der lagt vægt på – om vinteren.
DE SØNDERJYSKE RØDDER
Historie i – som han siger – alle afskygninger – er nu en fritidsinteresse for ham. Det er interessant at vide hvad, der er foregået – hvordan det er foregået – og hvorfor, det er foregået. Om det er globalt, nationalt eller helt lokalt.
Når man som Kaj kommer fra en familie, hvor bedstefar og hans syv brødre var indkaldt til at slås for kejser Wilhelm under 1. verdenskrig, betyder Sønderjylland og landsdelens historie meget. 30.000 dansksindede sønderjyder – blev indkaldt til at slås for Kejser Wilhelm i skyttegravene. 6.000 kom aldrig hjem igen. Hans familie var dog mere heldige. Alle kom tilbage – uden synlige skader.
Tilknytningen til landsdelen viser sig også på anden vis. Kaj kan snakke æ sproch – synnejysk. Og det lyder noget mere ægte end når skuespilleren Bodil Jørgensen tager fat.
EN AKTIV BEBOER
Han kom til Ørting i 1974, og med ham fik området en aktiv beboer, der tog del i foreningslivet. I 14 år var han formand for Ørting Hallen. Han har været i bestyrelsen for ØFUG og medlem af Ørting Hallens Venner, hvilket han stadig er. Han er også med i jagtudvalget i Falling Sogns Jagtforening. Og han har været medlem af menighedsrådet – næstformand i en periode.
I mange år har han været at finde på scenen når der blev spillet dilettant i Falling forsamlingshus. Sidste gang var i 2017. Det var aftener med fællesspisning, dans og store grin over skuespillet og skuespillerne. På scenen nåede Kaj at være gift med de fleste af de kvinder, der deltog. I 2015 var scene-hustruen Vibeke Døssing. Hun har nu tilføjet Rudebeck til navnet og bor på den gule ejendom i Amstrup.
SOLVENT I DECEMBER
Til ejendommen, der engang var en ruin, hører lidt jord og her står juletræer på række. Om sommeren holder fårene dem fri af ukrudt.
Sammen med to naboer danner Kaj, hvad der uofficielt bliver kaldt juletræssyndikatet. Umiddelbart smager ordet syndikat af Chicago-mafiaens spritsmugling i forbudstidens USA eller anden lyssky virksomhed. Men det betyder såmænd bare sammenslutning –
nogen, der arbejder sammen.
De fleste af de 500 – 1000 træer, Kaj producerer hvert år, sælges til Rumænien.
Det er ingen guldgrube at dyrke og sælge juletræer – ”men i december er jeg dog solvent”, siger han med et stort grin.
Men arbejdet med juletræerne drejer sig ikke kun om at være solvent en måned eller to. Det drejer sig også om at arbejde ude – at være i naturen. I det hele taget betyder naturen meget for Kaj Rudebeck.
LOKALSAMFUNDET – DET NÆRE
Det samme gør lokalsamfundet. ”Her hvor vi bor, finder vi den positive opmærksomhed. Vi løber ikke hinanden på dørene, men når vi hører, at nogen har brug for støtte, så agerer vi på det. Det er det sociale, nærheden i landsbyen, der betyder meget. Den finder vi ikke på samme måde i byen”.
Kaj Rudebeck hører til de mange i oplandet, som mener, at de mindre lokalsamfund er truet af centraliseringen af stort set alt. Senest er de små pastorater blevet erstattet af to storpastorater i oplandet. I vores område hedder det Fjordpastoratet. Seks sogne deles nu om to præster – helt uden hensyn til, at seks kirker skal betjenes og uden hensyn til, at der er stor forskel på at være præst i byen og på landet. Også menighedsrådene skal nedlægges og erstattes af ét fælles med ikke mindre end 12 valgte medlemmer – to fra hvert sogn – plus de to præster.
”Det er som om man tror, at stort er rationelt”, siger Kaj Rudebeck. ”Det er modbevist den ene gang efter den anden. Og det er altid de mindre lokalsamfund, der skal miste. Politikere og andre beslutningstagere tænker overhovedet ikke over, hvad de ødelægger. Men det er ved at være på tide”.
