KORT NYT

To nye med­lem­mer valgt

Godt 30 men­ne­sker mød­te i aften op i Sog­ne­hu­set for at væl­ge med­lem­mer til Fjord­pa­sto­ra­tets fæl­les menig­heds­råd. To gen­gan­ge­re og to helt nye med­lem­mer skal repræ­sen­te­re Ørting og Fal­ling sog­ne.

I Ørting blev den nuvæ­ren­de for­mand for menig­heds­rå­det, Jens Peter Peter­sen, valgt sam­men med Git­te Bis­bo Bøgh, der er helt ny i den­ne form for

fri­vil­ligt arbej­de. Til dag­ligt arbej­der hun som admi­ni­stra­tiv leder på Vestsko­len.Som sted­fortræ­der blev Ton­ny H. Jakob­sen valgt. Også han, der har et entre­pre­nør­fir­ma i Hor­sens, er ny i arbej­det.

For Fal­ling sogn blev Knud Appel, som er næst­for­mand for det nuvæ­ren­de menig­heds­råd. Han blev valgt sam­men med Lise Færch, som er ope­ra­tions­sy­geple­jer­ske på Hor­sens Syge­hus.Som sup­ple­an­ter blev Kaj Rude­beck og Else Ros­borg valgt. De bor beg­ge i Amstrup. og har beg­ge tid­li­ge­re været med­lem­mer af menig­heds­rå­det for Ørting Fal­ling.

Maa­sai-Kvin­den på Hor­sens­vej

Helen Tho­mas Laizer – vok­se­de op i lands­by i Tan­za­nia

Hun er vok­set op i en stør­re lands­by i Tan­za­nia – godt to timers kør­sel fra Kili­manja­ro, Afri­kas høje­ste bjerg. Hun er den yng­ste af syv søsken­de, der blev for­sør­get af en mor, der hver­ken kun­ne læse eller skri­ve, men hun dyr­ke­de grønt­sa­ger, hand­le­de med dem og for­tal­te bør­ne­ne, at de kun­ne bli­ve lige hvad de vil­le – hvis de bare arbej­de­de for det.
Hun er maa­sai – og er stolt af det. Ple­jer at snak­ke om, at  maa­sai-kri­ge­ren og den dan­ske viking pas­ser godt sam­men.
Hen­des navn er Helen Tho­mas Laizer – og vikin­gen er Hen­rik, hen­des mand. De har nu boet på Hor­sens­vej i Ørting i 13 år sam­men med deres børn Bon­ny, Sarah og Marc.


Det var lidt til­fæl­digt, at de hav­ne­de i huset ved siden af lands­by­ens ene­ste fod­gæn­ger­over­gang.
”Jeg hav­de en lej­lig­hed i Århus”, siger Helen. ”Det sam­me hav­de Hen­rik. Men vi vil­le flyt­te sam­men i noget, der hver­ken var hans eller mit. Øko­no­misk var det lidt håb­løst at købe hus i Århus, så vi kig­ge­de rundt og faldt for det­te hus i Ørting, og det har vi ikke et øje­blik fortr­udt”.

ARBEJDER MED DEMENTE
I Tan­za­nia blev Helen uddan­net i hotel-bran­chen – hotel-mana­ger hed­der det sådan mere for­melt. Hun kom til Dan­mark for at bli­ve stewar­des­se, men ”sandt at sige blev det ikke til så meget”, siger hun. ”Jeg var ung, og mød­te man­ge nye men­ne­sker, så….ja, der gik lidt for man­ge fester i den”.
Sene­re mød­te hun Hen­rik og uddan­ne­de sig til sosu-assi­stent.
Hun har også stu­de­ret til Sygeple­jer­ske for cir­ka 5 år siden, og arbej­de­de ved siden af. ”Det var lidt hårdt”, siger hun. ”Vi hav­de små børn, og jeg skul­le være hjem­me­fra 14 – 15 timer om dagen. Der­for stop­pe­de jeg i 4. Seme­ster og udsat­te uddan­nel­sen til et sene­re tids­punkt”.
Helen arbej­der nu som spe­ci­a­list i Demens­cen­trum Århus. Hun er meget glad for sit arbej­de og er stolt af at kun­ne gøre en for­skel for de men­ne­sker, hun har med at gøre.

HUN HAR BENNÆSEN

Eliza­beth på besøg i Ørting. En sej kvin­de, som hver­ken lær­te at læse eller skri­ve. Men hun for­må­e­de at give syv børn et godt liv

Mens Helen er væk et øje­blik får hen­des mand sagt: ”Jeg er ret stolt af hen­de. Hun har ben i næsen og ved, hvad hun vil. Og det går hun efter”.
Det med at have ”ben i næsen” har hun ikke fra frem­me­de. Det har hun fra sin mor.
Helens mor, Eliza­beth, måt­te ikke gå i sko­le. Hen­des far vil­le have, hun blev hjem­me og kla­re­de en mas­se arbej­de. Der­for var det magt­på­lig­gen­de for hen­de, at hen­des egne børn fik uddan­nel­se og et andet liv, så hun sled og slæb­te med den smu­le jord, hun hav­de til rådig­hed til dyrk­ning af grønt­sa­ger.
Helen var Elizabeth’s 7. Barn – og hun fik hen­de, da hun var sidst i 40´erne og hav­de reg­net med, at det med gravi­di­te­ter var et over­stå­et kapi­tel.

BLEV FØDT DA DET REGNEDE FOR MEGET
Som Hen­rik er stolt af Helen, er Helen stolt af sin mor. ”Ingen ved helt præ­cist, hvor gam­mel hun er. Men det er omkring 89 – 90 år. Den­gang var der ikke i Tan­za­nia så man­ge papi­rer på alt”, siger Helen. ”Det var mere noget med: Hun blev født det år, det reg­ne­de for meget – eller det år, vi fik for lidt regn”.
Eliza­beth var sene­st i Dan­mark, da Helens og Hen­riks dat­ter blev kon­fir­me­ret sid­ste år.
”Vi beta­ler ekstra, og så bli­ver hun hjul­pet i luft­hav­ne­ne. Når hun kom­mer til Bil­lund, kan jeg gå helt ind og hen­te hen­de. Men det er en meget lang tur for en gam­mel kvin­de, som ikke kan læse og som kun taler swa­hi­li”.
Men selv om hun er godt 90 år, love­de hun at kom­me til­ba­ge, når Marc skal kon­fir­me­res – om 7 år. Og når Bon­ny, Helens æld­ste søn, eller Sarah, som blev kon­fir­me­ret sid­ste år, skal gif­tes.
”Og jeg er sten­sik­ker på, at det vil ske”, siger Helen med et grin.

ET TROENDE MENNESKE
Helen er et tro­en­de men­ne­ske – det har hun også arvet fra sin mor.
”Jeg går meget i kir­ke”, siger hun. ”Det har jeg altid gjort, og det vok­se­de vi op med. Jeg kom­mer i kir­ken her i lands­by­en – men også i en kir­ke i Århus, hvor musik og i det hele taget gud­stje­ne­sten mere lig­ner, hvad jeg ken­der fra Tan­za­nia. De almin­de­li­ge gud­stje­ne­ster kan godt vir­ke lidt sti­ve på mig. Men så er det fint, man kan væl­ge, og der kom­mer rig­tig man­ge men­ne­sker i kir­ken i Århus”.

BLIV BEDRE TIL AT BYDE VELKOMMEN
Hun skal helst til­ba­ge til Tan­za­nia mindst hvert andet år for at besø­ge fami­li­en. Her møder hun, hvad hun synes, vi andre kun­ne lære lidt af: Åben­hed og imø­de­kom­men­hed. Og også hjælp­som­hed.
”Vi kun­ne godt bli­ve bed­re til at åbne op for nye bebo­e­re her i lands­by­en”, siger hun. ”Opsø­ge dem og byde dem vel­kom­men. Vi kun­ne også bli­ve lidt bed­re til at opsø­ge f.eks. gam­le men­ne­sker, der er ensom­me. Men det er som om vi reg­ner med, at det tager andre sig af. Kom­mu­nen. De pro­fes­sio­nel­le. Vi kan altid und­skyl­de med, at vi har for travlt. Tan­za­nia har ikke sam­me soci­a­le sik­ker­heds­net, som vi har her i Dan­mark. Og uan­set hvor godt vores er, skal vi hel­ler ikke være blin­de for bag­si­den af det. Nem­lig tro­en på at andre tager sig af det hele.
Vi har gode nabo­er, og jeg snak­ker med alle, der vil snak­ke med mig. Og jeg elsker folk, der har sort humor”, siger Maa­sai-kvin­den, der nu har boet på Hor­sens­vej i 13 år og som er meget glad for lands­by­en og for hele områ­det.

 

KALENDER

MORGENSANGKIRKEN

8. okto­ber kl. 9.30 er der igen mor­gensang i Ørting Kir­ke med efter­føl­gen­de kaf­fe i Sog­ne­hu­set

GENERALFORSAMLING

8. okto­ber kl. 13.30 hol­der Tors­dags­klub­ben gene­ral­for­sam­ling. For­e­nin­gen giver kaf­fe – og bag­ef­ter kan kor­te­ne fin­des frem. Det er i Sog­ne­hu­set – som sæd­van­ligt.

LIVET FØR OG EFTER ULYKKEN

12. okto­ber kom­mer tid­li­ge­re råd­mand og vice­borg­me­ster i Århus kom­mu­ne Dort­he Lau­sten til Dan­ske Seni­o­rers møde for at hol­de fored­rag om livet før og efter ulyk­ken. Hun bræk­ke­de ryg­gen i 2012 i en ulyk­ke uden for Ørting.

FÆLLESSPISNING

5. novem­ber kl. 12.30 invi­te­rer Tors­dags­klub­ben til fæl­les­spis­ning. Pri­sen er 50 kr – meld dig til sene­st når du kom­mer i klub­ben 29. okto­ber. Det er i Sog­ne­hu­set.

FAMILIEN FARTEN

9. novem­ber kl. 13.30 for­tæl­ler Anne Gret­he Trang­bæk og Hel­ge Rude Kri­sten­sen om deres rej­se rundt i det syd­li­ge Afri­ka. 22.000 km over 4 måne­der i Nami­bia, Botswa­na, Leso­t­ho og Swa­ziland. Dan­ske Seni­o­rer Ørting Fal­ling og Gyl­ling Pen­sio­ni­st­for­e­ning arran­ge­rer. Det er i Gyl­ling for­sam­lings­hus. Pris 60 kr. Til­mel­ding nød­ven­dig sene­st 26. okt. Ring til Tove Fors­berg – 52 38 53 80 – eller Kir­sten Jør­gen­sen – 50 48 47 58