Hun er vokset op i en større landsby i Tanzania – godt to timers kørsel fra Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg. Hun er den yngste af syv søskende, der blev forsørget af en mor, der hverken kunne læse eller skrive, men hun dyrkede grøntsager, handlede med dem og fortalte børnene, at de kunne blive lige hvad de ville – hvis de bare arbejdede for det.
Hun er maasai – og er stolt af det. Plejer at snakke om, at maasai-krigeren og den danske viking passer godt sammen.
Hendes navn er Helen Thomas Laizer – og vikingen er Henrik, hendes mand. De har nu boet på Horsensvej i Ørting i 13 år sammen med deres børn Bonny, Sarah og Marc.
Det var lidt tilfældigt, at de havnede i huset ved siden af landsbyens eneste fodgængerovergang.
”Jeg havde en lejlighed i Århus”, siger Helen. ”Det samme havde Henrik. Men vi ville flytte sammen i noget, der hverken var hans eller mit. Økonomisk var det lidt håbløst at købe hus i Århus, så vi kiggede rundt og faldt for dette hus i Ørting, og det har vi ikke et øjeblik fortrudt”.
ARBEJDER MED DEMENTE
I Tanzania blev Helen uddannet i hotel-branchen – hotel-manager hedder det sådan mere formelt. Hun kom til Danmark for at blive stewardesse, men ”sandt at sige blev det ikke til så meget”, siger hun. ”Jeg var ung, og mødte mange nye mennesker, så….ja, der gik lidt for mange fester i den”.
Senere mødte hun Henrik og uddannede sig til sosu-assistent.
Hun har også studeret til Sygeplejerske for cirka 5 år siden, og arbejdede ved siden af. ”Det var lidt hårdt”, siger hun. ”Vi havde små børn, og jeg skulle være hjemmefra 14 – 15 timer om dagen. Derfor stoppede jeg i 4. Semester og udsatte uddannelsen til et senere tidspunkt”.
Helen arbejder nu som specialist i Demenscentrum Århus. Hun er meget glad for sit arbejde og er stolt af at kunne gøre en forskel for de mennesker, hun har med at gøre.
”HUN HAR BEN I NÆSEN”
Mens Helen er væk et øjeblik får hendes mand sagt: ”Jeg er ret stolt af hende. Hun har ben i næsen og ved, hvad hun vil. Og det går hun efter”.
Det med at have ”ben i næsen” har hun ikke fra fremmede. Det har hun fra sin mor.
Helens mor, Elizabeth, måtte ikke gå i skole. Hendes far ville have, hun blev hjemme og klarede en masse arbejde. Derfor var det magtpåliggende for hende, at hendes egne børn fik uddannelse og et andet liv, så hun sled og slæbte med den smule jord, hun havde til rådighed til dyrkning af grøntsager.
Helen var Elizabeth’s 7. Barn – og hun fik hende, da hun var sidst i 40´erne og havde regnet med, at det med graviditeter var et overstået kapitel.
”BLEV FØDT DA DET REGNEDE FOR MEGET”
Som Henrik er stolt af Helen, er Helen stolt af sin mor. ”Ingen ved helt præcist, hvor gammel hun er. Men det er omkring 89 – 90 år. Dengang var der ikke i Tanzania så mange papirer på alt”, siger Helen. ”Det var mere noget med: Hun blev født det år, det regnede for meget – eller det år, vi fik for lidt regn”.
Elizabeth var senest i Danmark, da Helens og Henriks datter blev konfirmeret sidste år.
”Vi betaler ekstra, og så bliver hun hjulpet i lufthavnene. Når hun kommer til Billund, kan jeg gå helt ind og hente hende. Men det er en meget lang tur for en gammel kvinde, som ikke kan læse og som kun taler swahili”.
Men selv om hun er godt 90 år, lovede hun at komme tilbage, når Marc skal konfirmeres – om 7 år. Og når Bonny, Helens ældste søn, eller Sarah, som blev konfirmeret sidste år, skal giftes.
”Og jeg er stensikker på, at det vil ske”, siger Helen med et grin.
ET TROENDE MENNESKE
Helen er et troende menneske – det har hun også arvet fra sin mor.
”Jeg går meget i kirke”, siger hun. ”Det har jeg altid gjort, og det voksede vi op med. Jeg kommer i kirken her i landsbyen – men også i en kirke i Århus, hvor musik og i det hele taget gudstjenesten mere ligner, hvad jeg kender fra Tanzania. De almindelige gudstjenester kan godt virke lidt stive på mig. Men så er det fint, man kan vælge, og der kommer rigtig mange mennesker i kirken i Århus”.
BLIV BEDRE TIL AT BYDE VELKOMMEN
Hun skal helst tilbage til Tanzania mindst hvert andet år for at besøge familien. Her møder hun, hvad hun synes, vi andre kunne lære lidt af: Åbenhed og imødekommenhed. Og også hjælpsomhed.
”Vi kunne godt blive bedre til at åbne op for nye beboere her i landsbyen”, siger hun. ”Opsøge dem og byde dem velkommen. Vi kunne også blive lidt bedre til at opsøge f.eks. gamle mennesker, der er ensomme. Men det er som om vi regner med, at det tager andre sig af. Kommunen. De professionelle. Vi kan altid undskylde med, at vi har for travlt. Tanzania har ikke samme sociale sikkerhedsnet, som vi har her i Danmark. Og uanset hvor godt vores er, skal vi heller ikke være blinde for bagsiden af det. Nemlig troen på at andre tager sig af det hele.
Vi har gode naboer, og jeg snakker med alle, der vil snakke med mig. Og jeg elsker folk, der har sort humor”, siger Maasai-kvinden, der nu har boet på Horsensvej i 13 år og som er meget glad for landsbyen og for hele området.
