Den lille dreng blev født 17. december 1943, og hans forældrene var glade. I forvejen havde de
Datteren Else, som lige var fyldt fire år, da hun blev storesøster. Hun syntes også, det var spændende med en lillebror, men endnu mere spændende var det dog, at nu var der ikke mange dage til juleaften.
Det var under besættelsen, men den mærkede de ikke meget til ude på landet. Heller ikke til rationeringerne, for morfar og mormor boede på gården på Falling Mark, og mormor kom tit cyklende med mad i kurven.
To måneder efter fødslen blev drengen døbt og fik navnet Jørn.
Han voksede, og blev en både kvik og køn dreng, og hans far yndede at snakke om ”min søn”, og da drengen blev større, tog han tit Jørn med, når han som repræsentant tog rundt og solgte foderstoffer og andet til bønderne.
MED HORNET I BUND TIL MARSELISBORG HOSPITAL
Jørn var sund og rask. Sygdomme som fåresyge, mæslinger og skoldkopper fik alle – og det kunne da være slemt for barnet, men det var på den anden side noget, som alle børn skulle i gennem. Dengang diskuterede man ikke vaccinationer, for de fandtes ikke.
Hidtil var Jørn sluppet – men så fik han mæslinger. Han kom sig rimeligt hurtigt, men nogle få dage efter blev han igen syg. Meget syg. Hans forældre sendte bud efter lægen, som dengang kom til patienterne – ikke omvendt som i dag.
Han kom, undersøgte drengen og så skånsomt som muligt fortalte han forældrene, at det var endda meget alvorligt. Alt tydede på, at Jørn havde meningitis, og han skulle hurtigst muligt til Marselisborg Hospital.
De ventede og ventede på ambulancen – og for dem virkede det som en evighed. Derfor besluttede de selv at køre med drengen. Hans storesøster blev allerede passet hos naboen, så de kunne skynde sig at bære barnet ud i bilen. Hans far trodsede enhver fartgrænse og brugte hornet igen og igen – sikker på, at blev de stoppet af politiet, ville de hjælpe, når de så den syge dreng.
Da de nåede hospitalet, løb de ind med den lille dreng, som havde fået det dårligere. Mindre end 24 timer efter han blev syg, forlod forældrene hospitalet – uden drengen.
Jørn blev 4 år, 8 måneder og 26 dage.
“EN MØRK PRÆST SKAL IKKE BEGRAVE ET LYST BARN”
Sorgen var overvældende, og mange tog del i den. Familie, naboer og venner kom på besøg med mad og blomster – nogle af dem endda med købeblomster.
Også præsten kom på besøg for at fortælle Jørns forældre, at ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med. Det fik Jørns mor til at eksplodere, og i lang tid derefter snakkede de besøgende om dengang præsten blev hældt ud i ekspresfart. Og de godtede sig – den skinhellige fanden, som Jørns onkel udtrykte det. Kun mormor, som var en stille og gudfrygtig kvinde, var lidt betænkelig og ikke så glad for datterens verbale svada. Hun hældede modsat den lokale Herrens tjener til den mere lyse kristendom, men det var jo dog præsten.
”Han skal ikke begrave min søn. En mørk præst skal ikke begrave et lyst barn”, sagde Jørns mor, og så ringede hun til valgmenighedens præst i Odder og spurgte, om han ville komme til Falling. Hun havde været ung pige i huset, som det hed dengang, hos præstefamilien, og de havde bevaret kontakten. Så det blev ham, der stod for begravelsen af det lyse barn, da familien fem dage senere skulle bære den lille hvide kiste til drengens sidste hvilested i graven på første række ud mod Alrøvej. Men sorgen og fortvivlelsen over at have mistet barnet blev ikke begravet.
KOM VIDERE – FÅ ET ANDET BARN
Tidens tale var dengang: ”kom videre”. Og også de mennesker, der støttede op om forældrene til efter begravelsen, opmuntrede dem til at komme tilbage til dagligdagen. Ganske vist uden Jørn, men ”tiden læger alle sår”. Og så begyndte skuespillet – vi lader som om, det er bedre, og græder over tomrummet i ensomhed.
Dengang kendte man ikke ordet ”krisepsykolog”. Men lægen var hurtig med receptblokken – sovemedicin, nervemedicin – som det hed – og han kendte også et af datidens gode råd: Det var forfærdeligt, men læg det bag jer og få endnu et barn.
Ganske vist var vi på det tidspunkt forbi de tider, hvor de fleste forventede at miste et eller flere børn. Men de fleste familier snakkede ikke meget om sorg – den blev kapslet inde og til tider holdt på afstand af medicinalfirmaernes produkter.
Halvandet år efter Jørns død, fik hans forældre endnu et barn. En pige.
“MIN SØN” FORBLEV FIRE ÅR – ALLE ANDRE BLEV ÆLDRE
I familien blev der ikke snakket meget om Jørn – han var billeder i fine rammer og et gravsted, der blev besøgt lørdag efter lørdag i årevis. Men hans tilstedeværelse var der alligevel hele tiden i form af et årelangt medicinforbrug, og han var at finde i de mørke tider omkring mærkedage som fødselsdag, dødsdag, jul. Og han gemte sig også i de ikke opfyldte forventninger, der aldrig blev udtrykt med ord – men som alligevel lå i luften som en tung dyne: Det havde været noget andet, hvis Jørn havde levet. ”Min søn” forblev fire år, mens alle andre blev ældre år for år. Og så kan en far jo altid drømme om, hvordan drengen ville have udviklet sig.
SORGEN MÅ ALDRIG BLIVE INDKAPSLET
Havde Jørns forældre fået hjælp til at håndtere chokket over på mindre end 24 timer at miste den dreng, de elskede, og havde de fået hjælp til at sætte ord på den store sorg, ville både de og hans søskende have haft et lettere liv.
I dag er der hjælp at hente. Og Jørns forældre ville med det samme have fået tilbudt krisehjælp. Det er dog et efterhånden misbrugt ord, fordi alle ifølge medierne får tilbudt krisehjælp ved den mindste anledning. Så for mange mennesker er det næsten blevet en vittighed: Du skal da vist have lidt krisehjælp.
Men når det virkelig gælder, kan den hjælp være uvurderlig.
Drengen med det lyse sind, der levede 4 år, 8 måneder og 26 dage på denne jord, kan stadig lære os noget: Sorgen må aldrig blive indkapslet.
(Artiklen bygger på nedskrevne erindringer, et tidligere interview og efterladte papirer)
