Christian d. IV var hysterisk bange for trolddom, og 12. oktober 1617 udsendte han en såkaldt forordning, der betød dødsstraf til alle, der dyrkede det overnaturlige. De var i ledtog med djævelen, så de skulle dø. Og så gik heksejagten ind over hele landet – også i vores område.
Rundt omkring i landsbyerne fandtes de såkaldt kloge koner, der var kendt for at kunne helbrede sygdomme. Men nu fik de også skyld for sygdomme, død og ulykker. Logikken var, at når de kunne helbrede, måtte de også kunne kaste ulykker over folk og fæ.
Christian d. IV’s forordning kom til at koste mere end 1000 danske kvinder livet i 1600-tallet. De blev brændt på galgebakkerne. Ilden skulle sikre, at al djævelskab var borte.
EN EMSIG LENSMAND FRA LAVADELEN
Den såkaldte øvrighed i vores område var lensmanden på Åkær, Laurids Ebbesen. Han var også lensmand i Skanderborg, og en mand hvis slægt det var gået tilbage for. De var dumpet ned ad adels-rangstigen, var nu kun at betragte som lavadel, og deres levevilkår var ikke bedre end bøndernes. Han havde giftet sig til rigdom og de to embeder som lensmand. For ham handlede det om at styrke sin anseelse – ikke mindst ville han fedte for kongen. Så han gik sammenbidt og nidkært ind i rollen som heksejæger. Fra juni 1618 til juni 1619 var der 10 processer her i området mod kvinder. De otte blev brændt på bålet.
FØRST HERREDSRETTEN – SÅ LANDSTINGET
Processen var, at først sørgede lensmanden for et sagsanlæg. Så kom kvinderne for Herredsretten, der lå ved Ulv Kirke – ikke langt fra hvor Golfbanen er nu. Kirken eksisterer ikke mere, men ruinen har været udgravet.
Hvis kvinderne blev kendt skyldige, blev sagen sendt videre til Landstinget i Viborg, der så kunne stadfæste eller afvise dommen. Blev dommen stadfæstet, blev kvinden brændt ved Herredstinget, hvor også galgebakken var.
De første to, der blev anklaget for ”trolddom”, udlagde – som det hed – flere kvinder, og lensmanden på Åkær – wannabe højere i adels-rangen – Laurids Ebbesen – sørgede for, at at det blev fulgt 
op af sagsanlæg.
MAREN ALRØD OG KNUD’S ”HEMMELIGHED”
Den første var Maren Alrød – en ældre enke fra Hundslund. Det var hende, der satte gang i de mange udlæg. Det var mænd, der anklagede hende. Bl.a. Knud Jensen fra Fensten. Han vidnede om en otte år gammel episode i Svinballe gildehus. Marens datter ville ikke drikke et krus øl med den gode Knud. Han blev så fornærmet, at han slog hende med ølkruset. Maren lovede ham en ulykke – og en uge senere blev han ”angrebet på lemmer og på sin hemmelighed”.
Maren forsvarede sig med, at skaden på hans ”hemmelighed” skyldtes druk.
Sognepræsten og 24 mænd vidnede. Hun blev brændt på bålet. Men udlagde andre før da.
Christian d. IV’s forordning krævede, at en person skulle være dømt, før der kunne anvendes tortur. Så det er givet, at gloende tænger og andet har hjulpet ”udlæggene” på vej. 6. Juni 1618 stadfæstede landstinget i Viborg dommen, og bagefter snakkede hun.
METTE KONGENS FRA ØRTING
En af dem Maren Alrød udlagde, var Mette Ludvigsdatter Kongens. Hun var hyrde i Ørting – altså en del af den absolutte bund på den sociale rangstige. Men hun var kendt for at helbrede både folk og fæ med korsets tegn – og til tider hjemmelavede drikke.
Et af hovedvidnerne mod hende var Brunek Pedersen. Han var syg og på vej til lægen i Skanderborg. Hans vogn væltede, og han var for syg til selv at komme op igen. En dreng så det, og han hentede Mette. Hun brugte korset, og fortalte ham, at han skulle vende om, tage hjem og komme igen fredag. Det gjorde han, og da var han mærkeligt nok blevet så rask, at han kom gående. Men det varede ikke længe. Så kom Mette med en drik, han skulle indtage søndag morgen før solopgang. Den hjalp bare ikke. Manden var så bitter, at han var hovedvidne i sagen.
Maren Alrød havde også fortalt, at Mette var en del af en heksekult, der blandt andet dansede på marker, så intet kunne gro der.
BRØD UD AF FÆNGSLET
Også hendes mand, Hans hyrde, var udlagt til at kunne trolddom. Men han forsvandt i tide. Enten begik han selvmord eller også tog han flugten.
Men at han var væk, blev en del af bevisbyrden mod Mette Kongens.
12 kirkenævninge dømte hende skyldig. Det samme gjorde Landstinget, og da det var muligt at sikre flere navne ved hjælp af tortur, angav også Mette flere kvinder.
Hun kom – ifølge en artikel i Historisk Samfund for Århus Stift – aldrig på bålet. Hvordan det lykkedes for hende, vides ikke. Men hun brød ud af ”kongens fængsel og jern” og forsvandt.
Vi har kendskab til, at mindst otte kvinder i dette område blev dømt som hekse.
Den sidste kvinde blev her i landet brændt 4. april 1693. På det tidspunkt var heksebrændingerne ebbet ud. Der findes ingen love eller forordninger om, at det skulle stoppe. Den almindelige opfattelse er, at dommere og andre var blevet uddannet bedre, og at oplysningstiden satte en stopper for de barbariske hekseprocesser.
SANKTHANS-HEKSENE
Men da havde Christian d. IV’s forordning krævet mere end 1000 kvinders liv.
På den baggrund kan hekseafbrændingen Sankthans aften forekomme at være en bizar skik.
Det er en skik, der er kommet til landet med tyske håndværkere. Det er beskrevet, hvordan de i Kalundborg i 1890’erne smed dukker lavet af halm på Sankthansbålet. Og omkring Åbenrå i 1920’erne. Så bredte skikken sig. Heksene skulle flyve til Bloksbjerg, hvor de alle mødtes med djævelen.
Sankthans-aften blev der brændt bål – længe før da. Ilden skulle rense for onde ånder.
Det var med samme begrundelse vi i dette land brændte mere end 1000 kvinder og nogle få mænd. Mindst otte i vores område.
Artiklen er skrevet på baggrund af artikler i magasinet Historie, i artiklen “3 østjyske troldkvinder” i Historisk Samfund for Århus Stift samt bogen “Troldkvinder og hendes anklager. Danske hekseprocesser i det 16. og 17. århundrede
