Mine børn kender ikke fred

33-årige Radwan Albdullah venter. Og det har han gjort i måneder. Han krydser fingre for at hans kone og de fire børn kommer ud af Syrien og her til Danmark. Alle papirer er i orden. Men det er stadig uvist, om – og hvordan – de kan komme ud af landet. Det er tidligere slået fejl.

Det ældste barn er 11 nu. Den yngste 4.  Og han har ikke set dem siden september 2015, men prøver at holde kontakt via Facebook og Skype.

Måske kommer de i næste uge. Måske varer det en måned. Radwan venter på familien”Alle de penge, jeg har tjent på arbejde, er sendt til dem”, siger han.

At han længes efter dem, og at han er nervøs for deres liv i Syrien, behøver næppe at blive hverken forklaret eller uddybet.

Som mange andre måtte han forlade landet, fordi han ikke ville i militæret. Og i dag har han – som andre syrere i Danmark – et stempel i passet: Kan rejse til alle lande – dog ikke til Syrien.

Nu befinder han sig i Ørting, hvor han i godt et år har boet i den nedlagte købmandsforretning på Havrevænget. En syrisk familie bor længere nede ad vejen i den gamle børnehave. Der er plads til flere familier, så han håber på at kunne flytte derned, når hans kone og børn kommer.

Alle er venlige

Radwan har til for nyligt arbejdet i et flyttefirma. Og han søger nu et nyt job. Men uden et netværk er det svært at finde arbejde.

”Jeg har fået at vide, at 80 procent af alle danskere får job gennem deres netværk. Når man så ikke har et netværk, er det svært. Men jeg gør, hvad jeg kan”.

Han kender kun få danskere.

”Jeg oplever danskerne som utrolig venlige, og de var generøse og gav os ting, da vi kom. Alle her i byen siger godmorgen til mig, smiler og siger hej. De hilser på mig nede ved købmanden. Og jeg har aldrig oplevet fremmedhad her. Men det er svært at komme ind på folk. Det er nok bare fordi jeg tænker, at vi hjemme var meget mere åbne – og inviterede folk ind. Jeg har i det år, der er gået, haft nogle få danskere til kaffe. Men det er det hele”.

Radwan – hjemme i Syrien, hvor han arbejdede som lærer

I Syrien var han lærer, og han håber på at kunne få uddannelsen godkendt i Danmark – evt med tillægsstudier. Han går på sprogskole, og er inden længe gennem de moduler, danskkurset kan tilbyde. ”Jeg skal kunne forsørge min familie”, siger han. ”Og støtte min kone i at lære dansk så hurtigt som muligt”

Børn leger krig

Han ved, der kan opstå problemer, når hans kone og børn kommer hertil.

”Børn i Syrien er præget af krig”, siger han. ”I deres hverdag. I deres lege. Samler en gren op og straks har de et maskingevær. De har set alt for meget død og ødelæggelse. Det vil blive svært for dem at vænne sig til fred –  selvom det lyder mærkeligt. Så meget vil også være nyt og mærkeligt for min kone. Men jeg kan jo heldigvis støtte hende. Og her er andre syrere – flest i Odder. Hun får brug for kvinderne”.

“Hjemme boede vi på mine forældres gård. Og der bor hun stadig med børnene. Min bror boede der også. Så vi var en stor familie. Det bliver ikke så let at vænne sig til, at vi her kun vil være én familie”.

Børn i Syrien er præget af krigen. Samler en pind op – og straks har de et maskingevær

De sidste fire år har de ikke haft  elektricitet på gården. Alt er bombet.  “Min kone oplader telefonen i bilen. Maden laver de på bål. Det bliver noget helt andet her”, siger han. “Mine børn ser ikke TV, hører ikke musik. De hjælper med at passe får. Det bliver meget anderledes for dem”, siger Radwan.

Human og venlig

Radwan er muslim. Og hele hans familie er muslimer. ”Jeg er selvfølgelig præget af min kultur og af min relegion. Men jeg respekterer andres tro – også hvis de ikke har en tro”.

Han er ked af danske mediers lidt ensidige omtale af muslimer. 

”Min religion er human og venlig. Giver regler for hvordan du skal optræde som menneske – hjælpe, være venlig, give til dem, der ikke har noget. Præcis som kristendommen. En særdeles lille gruppe gør forfærdelige ting i religionens navn – udøver terror. Jeg kender ikke den gud og den religion, de påberåber sig. Jeg kender slet ikke den Koran, de henviser til, hvis de da overhovedet har læst den. Så hver gang der har været terror et sted i Europa, oplever jeg det som forfærdeligt, at min religion skal have skylden for det. Og jeg frygter, at nogle få fanatikere en dag slår til i Danmark”.

Han har da også tidligere oplevet, at danskere var bange for ham – specielt når han fulgtes med en kammerat eller to. “Alene mit udseende var nok”, siger han. “Ikke her i landsbyen – her siger de bare hej og smiler. Det var før, jeg kom her. Men det er måske ikke så sært, når medierne så tit beskriver os negativt. Og hvis folk, så ikke kender os, så…”

Tager hjem med det samme

”Danmark har taget godt imod mig – og snart også min familie. Og jeg skal betale tilbage ved at arbejde og lære sproget”

Men den dag, der er fred i Syrien, tager han tilbage med det samme.

”Jeg flygtede ikke fra Syrien – det er mit land, det rummer min kultur og hele mit liv. Jeg flygtede fra regeringen – og regeringens militær”. Og som alle andre, der ikke ville gå ind i militæret, kan han ikke nu nærme sig hjemlandet uden at blive arresteret.

“Men den dag, jeg kan komme tilbage, så..”