I den ene ende af huset var stalden. I den anden ende boede familien. Far, mor, bedstemor og på et tidspunkt otte børn. I landsbyen Amstrup er huset på Alrøvej kendt som ”Hav Mines” hus. Eller ”Maries hus”.
I dag er det – med ejendomsmæglersprog – nænsomt moderniseret. Stalden er nu inddraget til bolig. Det samme er loftetagen, hvor der tidligere lå hø til dyrene. Og den ko, som en fremmed kun kunne malke, hvis vedkommende havde Hav Mines hat på, er for længst gået til de evige grønne enge.
Historien om Mine Havmand, som hun også blev kaldt, er vel ikke så forskellig fra den historie, der kunne fortælles om mange andre kvinder på hendes tid. De havde ikke meget at gøre godt med. Små boliger – en smule jord. Mange børn, der skulle forsørges, og de åbnede også senere deres hjem for børnebørnene, når deres døtre var – som det hed – kommet i ulykke.
OTTE BØRN OG BEDSTEMOR
Der stod ikke Mine på hendes dåbsattest. Men Rasmine. Hun blev født 11. maj 1863. Forældrene boede på Falling Mark.
25. maj 1888 blev hun gift med den to år yngre Morten Jørgen Mortensen fra Amstrup. Hans forældre boede dengang i huset, der senere blev Mine og Mortens hjem. Landbrug og fiskeri ernærede familien, fortæller folketællingen fra 1880. Morten, Mines ægtefælle, var deres ældste søn.
Efter at Morten og Rasmine blev gift, begyndte børnene at komme med godt to års mellemrum. Den ældste – Peter Anton – blev født 11. januar 1890. Den yngste – Åge – blev født 28. november 1902. I alt fire piger og fire drenge.
Ved folketællingen i 1906 bor seks af de otte børn hjemme. Også Mortens mor bor i huset. Hun står opført som ”aldersrentenyder”.
”HAVMANDEN”
De to ældste drenge var for længst sendt ud for at tjene på en gård. Alligevel var det mange munde at mætte. Under erhverv er Morten opført som ”daglejer i landbruget”. For at tjene en smule ekstra, tog han også ud og ordnede folks haver. Hans kunder var især gårdene på Alrø. Han blev derfor kaldt ”Hav’ mand”, og det blev overført til Mine. Så vidste alle hvilken Mine, der var tale om. Tilnavnet har altså ikke noget at gøre med havet.
Ved folketællingen i 1911 er Mortens mor død. Og yderligere to af børnene er kommet ud for at tjene.
TO ”UÆGTE” PLEJEBØRN
I 1913 døde Morten Mortensen – ifølge dødsattesten af lungebetændelse – han blev kun 48 år gammel. Mine blev boende i huset. Ved folketællingen i 1916 står, at hun arbejder ved landbrug. Hun havde nu to plejebørn. Den ene – Karl August – er søn af hendes datter, Ane Kirstine. Hun er 20 år, da hun i 1915 føder ham. I kirkebogen er noteret, hvor hun tjente 10 måneder før drengens fødsel. Nemlig på en gård i Fløjstrup, som lå i Beder-Malling kommune. Efter en gammel lov skal præsten, når der ikke udlægges en barnefader, notere, hvor moderen befandt sig på undfangelsestidspunktet. Det er nemlig det sogn, der skal betale alimentationsbidraget – det gamle ord for børnepenge. Og ikke nok med det. Hvis det ”uægte barn”, som det hed så smukt, senere fik brug for fattighjælp, var det også dét sogn, der skulle betale.
Mines første plejebarn er Svend Åge Jensen, som er født i 1913. Hans mor er en ugifte fabriksarbejder, som må have tilknytning til Ørting. For drengen er født i Århus, og det har sognerådet fået besked om. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Hav Mine. Så han er sikkert anbragt af sognet, som det hed. Begge drengene blev hos Mine til deres konfirmation i Falling kirke.
ENDNU EN DATTER KOM ”I ULYKKE”
Ved folketællingen i 1916 bor tre af Mines egne børn stadig hjemme. Den ældste – Anton – arbejder ved landbrug. Han er da 26 år. De to andre er 16 og 14 år. Hvad de to arbejder med, fremgår ikke.
Ved folketællingen i 1921 har Mine fået endnu et plejebarn i huset. Nemlig Jens Anton Nielsen. Det er datteren Ina Frederikke, der er 17 år, da hun føder ham. Der er ingen barnefar udlagt. Men af kirkebogen fremgår, at hun var i huset hos en gårdejer i Søby med efternavnet Nielsen, 10 måneder før drengen blev født.
FLERE PLEJEBØRN
Og der kommer flere plejebørn til i det lille hus. Ved folketællingen i 1925 er datteren Marie flyttet hjem. Hun fødte som 17-årig datteren Ester, som også bor hos Mine. Ingen far er udlagt – kun står i kirkebogen, at hun 10 måneder før fødslen arbejdede hos købmanden i Amstrup. Fem år senere kommer Marie igen i ulykke og føder i 1922 datteren Kirstine. Her er en fodermester på en gård i Søvind udlagt som barnets far. Men også Kirstine bor i Mines hus som plejebarn. Så ud over at tage ansvar for egne otte børn, tog Hav Mine også ansvar for fem plejebørn – de fire var hendes børnebørn.
LANDSBYSKOLER HAVDE IKKE PRÆVENTION PÅ SKEMAET
Kirkebøgerne fortæller mange historier om unge kvinder, der føder børn uden at der er udlagt en far. Ofte blev barnet efterladt hos bedsteforældrene. Brug af prævention stod så absolut ikke på landsbyskolernes skemaer. Mange præster, politikere og repræsentanter fra det bedre borgerskab mente endda, at oplysning ville medføre utugtig adfærd og syndig sex uden for ægteskabet. Borgerskabets kvinder fandt ud af det alligevel og havde midlerne. Men det gjaldt ikke de fattigste.
Forfatteren Thit Jensen tog i de første årtier af 1900-tallet land og rige rundt for at tale om det frivillige moderskab. Det var ikke småting, hun blev udsat for. Bl.a. satte præstefruer store annoncer i aviserne med advarsler til kvinder. Gå ikke – for jeres sjæls frelses skyld – til Thit Jensens foredrag. Hun blev bedt om at flytte fra hoteller, når andre gæster protesterede over hendes tilstedeværelse.
HUN TOG ANSVAR FOR FAMILIEN
Hav Mine hørte måske aldrig om den iltre forfatter. Hun tog bare ansvar for familien eftersom den voksede. Hun tog job på gårdene, og hun ordnede – som Morten – haver for folk. Hun havde lidt jord, så hun kunne dyrke kartofler og grøntsager, og så havde hun en gris og en ko i den del af huset, der fungerede som stald. Hun var arbejdsom, og også hendes børn fik lært at arbejde.
Hun døde i 1949 – 86 år gammel.
Hendes datter, Marie, blev boende i huset. Hun gik bl.a. ud som kogekone. Senere flyttede Maries tre år yngre bror, Åge, også ind. Han var arbejdsmand, og blev bl.a. meget brugt til dræningsopgaver. Han døde før Marie, som døde i 1988.
På kirkegården er gravene slettet og stenene knust. Men huset, der rummede familiens liv, ligger stadig på Alrøvej. Og historien om koen, der kun lod sig malke af personer, der bar Hav Mines hat, er stadig kendt. Havmanden Mine var en af områdets mange kvinder, som med få midler tog sig af familien, når der var brug for det. Hvad enten det var den gamle svigermor, børn eller børnebørn.
Tak til Lisbeth Bonde for research-hjælp.
