Han var en myreflittig mand. Modtog priser og medaljer – to af dem med kongelig afsender. Han var professor i middelalderarkæologi ved Århus Universitet. Han stod for at udgrave bl.a. vikingeskibene i Roskilde Fjord. Han var Rigsantikvar, i bestyrelsen for foreninger og han skrev og redigerede bøger. Og så fandt han sammen med sin kone, Rikke Agnete, et fristed på en lille hvid, firlænget gård på øen Alrø. Han blev også begravet på øens kirkegård – med en mønt i støvlerne, så der var noget til arkæologerne om mange år. Hans navn var Olaf Olsen.
FLID VAR ET DUELIGHEDSTEGN
Olaf Olsen blev født 7. juni 1928 som den mellemste af tre brødre. Hans storebror var Erling Olsen, som bl.a. var boligminister, justitsminister og formand for Folketinget. Hans lillebror, Sverre Olsen, var som bankdirektør med til at indføre Dankortet.
Hvis deres far, Albert Olsen, havde levet længe nok til at følge de tre sønners karriere, ville han nok have været en smule stolt – uden dog at udtrykke det for højt. Han var søn af en lokomotivfører, og blev uddannet som maskinarbejder. Men han ville mere, og det kostede – flid, tid og energi. Han blev magister i historie og var den første, der blev ansat på det nye historiestudium på Århus Universitet. Flid var for ham et duelighedstegn, som han gjorde, hvad han kunne, for at de tre sønner fik hægtet på skjorterne. De har senere givet udtryk for, at han faktisk var ret så tyrannisk. Deres mor, Agnete, tilhørte to kendte jødiske slægter – Bing og Henriques. Og det var ikke med forældrenes gode vilje, hun blev borgerligt gift med Albert Olsen.
Olaf Olsens forældre var socialdemokrater på – som vi ville sige i dag – den yderste venstrefløj. Agnete var blåstrømpe og prædikede ligestilling i tide og utide. Så i Olafs hjem blev der diskuteret politik.
FLUGTEN TIL SVERIGE
Under besættelsen blev Albert Olsen arresteret af tyskerne 29. august 1943 kl. 5 om morgenen. Det var dagen efter at samarbejdspolitikken brød sammen, og den militære undtagelsestilstand blev indført. Tyskerne arresterede mere end 100 kendte personer som gidsler og internerede dem i Horserød. Ved en tysk fejl blev Albert Olsen løsladt og han måtte derfor gå under jorden, da Gestapo ventede på ham hjemme.
I løbet af september blev rygterne om de snarlige jødearrestationer endnu mere vedholdende. Og i oktober måtte familien som så mange andre tage til Sverige. Fordi Agnete Olsen var jøde, var hendes tre sønner jøder. Hendes forældre måtte også afsted.
I Sverige kom de to ældste drenge til at bo og gå i gymnasiet i Lund – forældrene og den yngste dreng boede i Göteborg, hvor der blev oprettet et professorat til Albert Olsen.
Da Den Danske Brigade blev oprettet, var Olaf og Erling for unge til at være med. Men de kom ind i brigadens sanitetskompagni. Agnete Olsen var også aktiv – hun var bl.a. med til at pleje de jøder, som Folke Bernadotte med de hvide busser havde reddet fra KZ-lejrenes rædsler og fået bragt til Sverige. Hun blev senere overført til tjeneste i Brigaden.
KOMMUNISMENS UTOPIA
Hjemme i Danmark igen fik Olaf sin studentereksamen og begyndte at læse historie på universitetet.
Han var som så mange andre unge kommunist og meldte sig ind i partiet. Specielt efter besættelsen hvor kommunisterne havde spillet en stor rolle i modstandskampen, og hvor Den Røde Hærs indsats under 2, verdenskrig var eneste lyspunkt i kampen mod nazismen, troede mange unge, at Sovjetunionen var utopia. Som Winston Churchill udtrykte det: ”Hvis man ikke som ung er socialist, har man ikke noget hjerte”.
Olaf fik et studenterjob på den russiske ambassade. Her skulle han undervise i dansk og også hjælpe med at sende propaganda-materiale til danskere, som kunne være interesseret i at vide mere. Den 18-årige Olaf havde kun offentligt tilgængelige kilder til rådighed, når disse danskere skulle findes: Den Blå Bog, avis- og tidskriftartikler. Et arbejde enhver russer med dansk-kundskaber kunne have udført. Men nu blev det altså et kortvarigt studenterjob.
FYRKAT UDGRAVNINGEN
Olaf Olsen gjorde historiefaget færdigt med topkarakterer – bl.a. for et speciale om Chr.4’s tugt og børnehus i København. Det udkom senere som bog. Han fik også topkarakter til den afsluttende eksamen, som omfattede hele historiestudiet.
I løbet af studiet havde han i et par år haft studenterjob på Nationalmuseet, hvor middelalderafdelingen blev hans store interesse. Men da han var færdig på universitetet i 1953, var arbejdsløsheden blandt akademikere stor, så der ventede ikke en stilling på det museum, han holdt så meget af. Dog fik han freelance-opgaver – eller projekter, som vi i dag ville kalde det tidsafgrænsede arbejde.
Bl.a. var han med til udgravningen af Fyrkat – den store vikingeborg i nærheden af Hobro. Og også til udgravninger i kirker.
FORSKNING I KIRKERNE
I 1954 fik Olaf Olsen en fast stilling på Nationalmuseet. I middelalderafdelingen var han den yngste, og måtte tage, hvad han i bogen ”mit levned” kalder ”alt forefaldende arbejde”. Det blev kirkerne. Og det er ikke mærkeligt, for som han skrev:
”Med deres intakte middelalderlige mure, det historiske inventar, kalkmalerierne og gravminderne udgør vores næsten 2.000 gamle kirker det altdominerende flertal blandt de levn, der er bevaret fra dansk middelalder og renæssance , og allerede derfor måtte de stå i centrum både hvad angår omsorgen for deres bevaring, forskningsarbejdet og den folkelige oplysningsvirksomhed”.
VIKINGESKIBENE I ROSKILDE
Senere, da yngste medarbejder havde fået fast grund under fødderne i afdelingen, kom den store udgravning af de fem vikingeskibe i Roskilde Fjord, som tusindvis af danskere og udenlandske turister nu besøger i Vikingeskibhallen. Også den udgravning skrev han senere en bog om.
Men han fortsatte også arbejdet med vikingeborgen Fyrkat og også Trelleborg var han involveret i. Olaf Olsen var myreflittig. Alene ved at skrive om alt, han nåede, kan man blive helt forpustet.
I midten af 1960’erne blev han frikøbt i et år fra arbejdet som museumsinspektør på Nationalmuseet for at skrive doktorafhandling – ”Hørg, hov og kirke – Historiske og arkæologiske vikingetidsstudier”, som han forsvarede i maj 1966. Disputatsen handlede om overgangen fra hedenskab til kristendom, og den viste sammen med hans kirkeudgravninger, at vore landsbykirker ikke er bygget på hedenske kultsteder.
MOESGÅRD OG GÅRDEN PÅ ALRØ
I 1971 vinkede han farvel til Nationalmuseet og København. Århus Universitet havde udpeget ham til at være Danmarks første professor i middelalderarkæologi. Så nu hed arbejdspladsen Moesgaard og hjemmeadressen blev gården på Alrø.
Han skulle begynde helt forfra med at bygge studiet op – lave læse- og studieplaner osv. Han blev en særdeles respekteret underviser for de studerende. Ikke mindst fordi han – som en af de få dengang – blandede teori og praksis. Nok skulle de have næsen i bøger på dansk, tysk, engelsk og fransk. Men de blev også taget med på ekskursioner og var med til udgravninger. F.eks. ved Øm Kloster. Han lavede øvelser, hvor de blev stillet over for konkrete opgaver, der skulle løses. Det var nytænkning på universitetet dengang.
På gården kom studerende og fagfæller på besøg, og sammen med sin kone deltog han i øens sociale liv. Bl.a. var han med til at spille amatørteater.
TILBAGE PÅ NATIONALMUSEET
Men i 1981 skulle P.V. Glob gå af som Rigsantikvar og på utallige opfordringer, som det hedder, søgte og fik Olaf Olsen stillingen. Han havde betænkeligheder. Dels fordi han var glad for Moesgaard – dels fordi gården på Alrø så kun ville være et weekend- og feriested. Men også fordi museerne på den tid var udsat efter den ene nedskæring efter den anden, og som Rigsantikvar skulle han være leder af Nationalmuseet. På trods af betænkelighederne endte han dog med at søge – og få – stillingen.
Konsekvenserne af de mange nedskæringer mødte han da også i form af bl.a. afskallede mure og desillusionerede mellemledere, da han igen fik sin gang på det museum, hvor han tidligere havde arbejdet i alt 20 år. Men med vanlig energi og flid tog han fat. Ved hjælp af en stor bevilling fra bl.a. Egmont Fonden fik han lavet en plan for museets fremtid og udvikling frem til år 2000 – et arbejde, som museets ansatte gik ind i med entusiasme. Det førte til lov om Nationalmuseets udbygning, og i juni 1992 kunne den nye lyse forhal og Egmonthallen på 1000 kvadratmeter til bl.a. særudstillinger tages i brug. Det samme kunne en helt ny biograf og foredragssal.
DRONNINGENS GOBELINER
Olaf Olsen var også med i ”tapetkomplottet”: De gamle gobeliner i Riddersalen på Christiansborg hørte egentlig hjemme på Rosenborg. Og en lille gruppe mennesker mente, at de skulle tilbage. Men det ville være udelukket med mindre de blev erstattet af nogle andre. Det blev Bjørn Nørgaards farvestrålende gobeliner, der fortæller Danmarks historie. Hans kone, Rikke Agnete , også med i gruppen. Siden de blev hængt op da dronning Margrethe fyldte 60 år, har tusinder af danskere været i Riddersalen for at se dem, og ved udenlandske statsbesøg bliver de vist frem.
FLITTIG PENSIONIST
Da Olaf Olsen i juni 1995 fyldte 67 år, sagde han jobbet som Rigsantikvar op: ”Man skal gå, mens man endnu kan finde hjem”. Og hjem blev igen Alrø – nu på fuld tid. Bag opsigelsen lå ønsket om igen at vende tilbage til en aktiv tilværelse som historiker og arkæolog.
Fra da af var der altid et lys i mørket på gården. For han var et nattemenneske og arbejdede til langt ud på natten. Han var formand for det videnskabelige råd for den store danske encyklopædi – og nok den eneste, der har nærlæst artiklerne i samtlige 20 bind. Han skrev bøger og artikler. Han var involveret i arbejdet med at beskrive alle Danmarks kirker Og han var redaktør af den store danmarkshistorie i 16 bind, som Politikens Forlag og Gyldendal udsendte i et samarbejde, og hvor han valgte de historikere, der havde størst viden og indsigt i de forskellige perioder. Fritid i traditionel forstand blev der ikke meget af, da han gik ind i pensionisttilværelsen. Men Olaf Olsen var et af de lykkelige mennesker, hvor arbejde og fritid går op i en højere enhed. Og det var han gennem hele livet.
BESKYLDNINGER
Men sidst i livet blev han ramt af de lister til den sovettiske ambassade, som han som en ung mand på 18 år havde lavet med hjælp fra offentlige kilder.
PET-kommissionen, som var nedsat af et flertal i folketinget, fik viden om listen, og Olaf Olsen blev udråbt til at være sovjetisk spion. Særdeles aktiv i denne proces var nogle få wannabee-McCarthy-personer, som benyttede enhver lejlighed til at gentage beskyldningen – som om en usandhed bliver sand, når den blot bliver gentaget tilstrækkelig mange gange.
Alligevel martrede det hele den bundhæderlige Olaf Olsen i hans sidste leveår.
Olaf Olsen var ikke spion – hverken for det ene eller det andet land. Han havde i en kort periode et studenterjob på ambassaden og lavede en liste med oplysninger om godt 70 kendte danskere, som måtte formodes at have sympati for Sovjetunionen. Hans kilder var offentlige – enhver kunne have fundet oplysningerne i Den Blå Bog og avisartikler.
Han var – som mange andre unge efter besættelsen – optaget af det utopia, som de troede Sovjet var. Men som så mange andre meldte han sig ud af DKP, da de russiske tanks bragede ind i Ungarn i 1956. Og igen med Churchills ord:
”Hvis man ikke er socialist som ung, har man ikke noget hjerte”. Den gamle statsmand tilføjede så: ”Hvis man ikke er borgerlig som ældre, har man ikke en hjerne”.
SE FIGURERNE PÅ STENEN
Partipolitisk borgerlig blev Olaf Olsen aldrig. Men hjerne havde han.
Gå en tur på kirkegården på Alrø, find hans gravsten og se på de fire figurer, der er indhugget og som vidner om et langt liv med forskning og formidling af Danmarks historie:
- En støbeform med to kors og en thorshammer – den henviser til hans disputats om overgangen fra hedenskab til Kristendom her i Norden.
- En plan for Alrø Kirke som et vidnesbyrd om hans arbejde med vores kirker, alt det nye, han fandt ud af og dét, at han holdt liv i udgivelserne om Danmarks kirker.
- Et billede af den mursten, han engang fandt i en nordjysk kirke. På den er indridset en skibsstævn – vikingeskibene i Roskilde Fjord – og så står der med runer “Olaf Olsen”.
- En ringborgen Fyrkat fra vikingetiden
Artiklen bygger på bogen ”Mit levned” og avisartikler
Læs om Fyrkat-udgravningen her
Læs om vikingeskibene i Roskilde her
(McCarthy var en amerikansk senator, der så kommunister og sammensværgelser alle steder, og som havde held til med en decideret heksejagt at ødelægge utallige amerikanske kulturpersonligheders liv)
