16. november skal vi til kommunalvalg – vælge repræsentanter til regionsråd og kommunalbestyrelser.
Ja, ja, ja – vil de fleste sige. Men det er jo først om ni måneder. Så det er ikke relevant nu.
Men det er ikke for tidligt. I hvert fald ikke hvis man som vælger ønsker at tage stilling på et oplyst grundlag. Og derfor også stille spørgsmål til de forskellige kandidater på en måde, så de må give et begrundet svar.
Løfterne står så nemt i kø, når pjecerne og den medbragte termokaffe skal afsættes til vælgerne på gaden, ved Handelspladsen, ved Gylling-Brugsen eller på et vælgermøde.
Derfor bringer Lokalposten fra 15.marts og frem til 15. november hver uge en valgartikel, der bygger på grundig research.
Artiklernes fokus vil være landdistrikterne.
Jeg er begyndt at lave et katalog med emner. Jeg har været tilbage i valgløfterne fra 2017-valget. Jeg har læst kommunens mange planer. Og sagt i al stilfærdighed – der er ikke altid overensstemmelse mellem ord og handling.
Men jeg vil også gerne have jeres forslag til emner, Lokalposten skal tage op. Så skriv i kommentarfeltet her – eller send en mail til: mh@oertingposten.dk
Og nej – det er ikke først relevant om lang tid.