Onsdag morgen kl. 9.37 sendte godsejer Johan Koed Jørgensens advokat, Jens Glavind, en mail til rådhuset stilet til kommunaldirektør Henning Haahr. I den stod ifølge Horsens Folkeblad, der har fået mailen: ” Her til morgen står store dele af slottet under vand. Slotssøen og åen er løbet over sine bredder med det resultat, at mange hektar jord nu står under vand, herunder et af godsets huse. Fisk og karper i søen er nu skyllet bort. Årsagen til denne katastrofale udvikling skyldes den omstændighed, at man har renset åen op opstrøms og stoppet ved slottet – i stedet for at have renset åen op nedstrøms. Der er behov for omgående handling fra kommunens side, og jeg beder dig bekræfte, at Odder Kommune allerede i dag får rettet op de katastrofale forhold”. Og så varsler advokaten ellers, at der vil komme et større erstatningskrav.
TAGER DET HELT ROLIGT
På rådhuset tager man henvendelsen fra godsejerens advokat roligt. I hvert fald siger kommunaldirektøren til Folkebladet: ” Åkær Å er et beskyttet vandløb, som ikke skal renses, men vedligeholdes ifølge naturbeskyttelsesloven. Vi er selvfølgelig kede af at høre om omfanget af skaderne derude, men vi har vedligeholdt efter den gældende lovgivning og helhedsplan, og jeg tænker ikke, nogen gravemaskine kunne have forhindret det, når der kommer så stor en mængde regnvand”.
PÅ SLOT SOM PÅ MEJERIVEJ
Johan Koed Jørgensen, som nu altså ikke længere bor i godsets hovedbygning, men på Slottet, har som mange andre i Odder måtte undvære strøm nogle dage. Hans kælder har også – som alt for mange andres kældre – fået vand ind. Og det er så kommunens skyld. Den lille å har i årevis været kernen i strid mellem gods-/slotsejeren og Odder kommune.
DEN SKAL IKKE RENSES
I mailen til kommunaldirektøren bruger advokaten konsekvent ordet ”renset”. Men åen er, som andre 28.000 km af Danmarks i alt ca. 65.000 km vandløb, beskyttet. Det betyder, at den ifølge Miljøstyrelsen skal behandles efter Naturbeskyttelseslovens paragraf 3. ” Der må ikke foretages ændring i …. vandløb eller dele af vandløb, der af miljø- og fødevareministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen er udpeget som beskyttede. Dette gælder dog ikke for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb”.
Formålet er at beskytte plante- og dyrelivet.
Åkær Å må altså ikke renses. Den skal kun vedligeholdes.
”VI FÅR RENSET…”
For tiden kører Slotsejer Johan Koed Jørgensens organisation – Bæredygtigt Landbrug – en kampagne for at hverve nye medlemmer. Det sker med helsidesannoncer, hvor den fortæller, at den kan få renset vandløb op: ”Vi har fået randzonerne fjernet. Vi fik mere gødning. Vi får renset vandløb op”.
Bæredygtigt Landbrug er kendt for at stævne enkeltpersoner og organisationer – ”gå efter dem”, som det udtrykkes. En liste findes på Wikipedia.
Johan Koed Jørgensens advokat varsler Odder kommune, at der vil komme et større erstatningskrav. Bæredygtigt Landbrug bakkede ham op, da han krævede mere end 30 mio. kroner af kommunen – også pga. åen. Og gør det sikkert igen, nu hvor åen og kommunen er skyld i, at karper og andre fisk er skyllet væk fra slotssøen, at elektriciteten forsvandt og der kom vand i kælderen.
Note:
For Bæredygtigt Landbrug handler bæredygtighed om økonomi og konkurrence. På organisationens LinkedIn står: ”Foreningen repræsenterer konventionelle og økologiske primærlandmænd, der tilsammen dyrker over 1 mio. ha. Foreningen blev stiftet den 1. februar 2010 med det mål at få afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst, sikre landbruget mod nye indgreb og få afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervets økonomi i forhold til konkurrenterne i EU”.