Hun angav 24 mænd og kvinder. 10 af dem blev senere henrettet. Hun var også selv blevet angivet og dømt til døden. Dem hun angav, udleverede navnene på andre.
Nej, det skete ikke i kælderen under Shell huset eller andre steder, hvor Gestapo og deres danske håndlangere torturerede medlemmer af modstandsbevægelsen under besættelsen for at få dem til at angive andre.
Det skete i 1618. Og hende, der angav de 24 mænd og kvinder, var Mette Ludvigsdatter Kongens. Hun var selv blevet angivet af Mette Alrød. Men herom senere. Det er denne kædereaktion, der har skaffet Ørting en plads på museet i Ribe. Heksemuseet.
CHRISTIAN VAR HYSTERISK BANGE
Det var på heksejagtens og Christian den 4.’s tid. Han fremstår i dag som en af de mest beundrede i kongerækken – ikke mindst fordi han grundlagde nye byer og opførte bygninger som Børsen, Rundetårn, Holmens Kirke og Rosenborg – for bare at nævne nogle af dem. Men han var hysterisk bange for trolddom. 12. oktober 1617 udsendte han en såkaldt forordning, der betød dødsstraf til alle, der dyrkede det overnaturlige. De var i ledtog med djævelen, så de skulle dø. På bålet så ilden kunne gøre det af med det onde én gang for alle.
EN EMSIG LENSMAND
Og så gik heksejagten ind over hele landet – også her i området, hvor en emsig lensmand, hvis familie var rutsjet ned ad den sociale rangstige og nu ikke havde bedre kår end bønderne. Selv havde han giftet sig til rigdom, og han håbede, at kunne genvinde familiens agtelse ved nidkært at følge kongens bud, så jagten gik ind – især på landsbyernes kloge koner, som var kendt for at kunne helbrede sygdomme. Men når de kunne helbrede, kunne de også kaste ulykker over folk og fæ – det rene djævelskab. Lensmandens navn var Laurids Ebbesen.
Processen var, at først sørgede lensmanden for et sagsanlæg. Så kom kvinderne for Herredsretten, der lå ved Ulv Kirke – ikke langt fra hvor Golfbanen er nu. Kirken eksisterer ikke mere, men ruinen har været udgravet.
Hvis kvinderne blev kendt skyldige, blev sagen sendt videre til Landstinget i Viborg, der så kunne stadfæste eller afvise dommen. Hvis dommen blev stadfæstet, blev bålet tændt ved Herredstinget, hvor også galgebakken var.
De første to, der blev anklaget for ”trolddom”, udlagde – som det hed – flere kvinder, og lensmanden på Åkær sørgede for, at det blev fulgt op af sagsanlæg.
KNUD JENSENS SLATNE HEMMELIGHED
Den første var Maren Alrød – en ældre enke fra Hundslund. Det var hende, der satte gang i de mange udlæg. Det var mænd, der anklagede hende. Bl.a. Knud Jensen fra Fensten. Han vidnede om en otte år gammel episode i Svinballe gildehus. Marens datter ville ikke drikke et krus øl med den gode Knud. Han blev så fornærmet, at han slog hende med ølkruset. Maren lovede ham en ulykke – og en uge senere blev han ”angrebet på lemmer og på sin hemmelighed”.
Maren forsvarede sig med, at skaden på hans ”hemmelighed” skyldtes druk.
Sognepræsten og 24 mænd vidnede. Hun blev brændt på bålet. Men udlagde andre før da.
HEKSEKULT DANSEDE PÅ MARKERNE
En af dem Maren Alrød udlagde, var Mette Ludvigsdatter Kongens. Hun var hyrde i Ørting – altså en del af den absolutte bund på den sociale rangstige. Men hun var kendt for at helbrede både folk og fæ med korsets tegn – og til tider hjemmelavede drikke.
Et af hovedvidnerne mod hende var Brunek Pedersen. Han var syg og på vej til lægen i Skanderborg. Hans vogn væltede, og han var for syg til selv at komme op igen. En dreng så det, og han hentede Mette. Hun brugte korset, og fortalte ham, at han skulle vende om, tage hjem og komme igen fredag. Det gjorde han, og da var han mærkeligt nok blevet så rask, at han kom gående. Men det varede ikke længe. Så kom Mette med en drik, han skulle indtage søndag morgen før solopgang. Den hjalp bare ikke. Manden var så bitter, at han var hovedvidne i sagen.
Maren Alrød havde også fortalt, at Mette var en del af en heksekult, der blandt andet dansede på marker, så intet kunne gro der.
BRØD UD AF FÆNGSLET
Også hendes mand, Hans hyrde, var udlagt til at kunne trolddom. Men han forsvandt i tide. Enten begik han selvmord eller også tog han flugten.
Men at han var væk, blev en del af bevisbyrden mod Mette Kongens.
12 kirkenævninge dømte hende skyldig. Det samme gjorde Landstinget, og da det var muligt at sikre flere navne ved hjælp af tortur, angav også Mette flere kvinder. Christian d. IV’s forordning krævede, at en person skulle være dømt, før der kunne anvendes tortur. Så det er givet, at gloende tænger og andet har hjulpet ”udlæggene” på vej. 6. Juni 1618 stadfæstede landstinget i Viborg dommen, og bagefter snakkede hun.
Hun kom – ifølge en artikel i Historisk Samfund for Århus Stift – aldrig på bålet. Hvordan det lykkedes for hende, vides ikke. Men hun brød ud af ”kongens fængsel og jern” og forsvandt.
Vi har kendskab til, at mindst otte kvinder i dette område blev dømt som hekse.
INGEN LOV STOPPEDE HEKSEJAGTEN
Den sidste kvinde blev her i landet brændt 4. april 1693. På det tidspunkt var heksebrændingerne ebbet ud. Der findes ingen love eller forordninger om, at det skulle stoppe. Den almindelige opfattelse er, at dommere og andre var blevet uddannet bedre, og at oplysningstiden satte en stopper for de barbariske hekseprocesser.
Dog var det ikke i alle områder af landet, de forstod, at det var slut med hekseprocesserne. Der blev dog ikke gjort brug af muligheden.
DET LIDERLIGE FRUENTIMMER
Som en sidehistorie kan nævnes, at på Alrø mente skolelærer og sognefoged i det 19.århundrede, at det berygtede »liderlige fruentimmer« Ane Rasrnusdatter, kaldet »Store Ann«, skulle dømmes og brændes som heks. For hun skaffede sognet ikke mindre end syv uægte børn at forsørge, og hun ville aldrig opgive navne på børnenes fædre, så sognet måtte forsørge børnene. Sognet forsøgte flere gange at komme af med hende, men hun vendte altid tilbage til øen, inden hun var forsørgelsesberettiget andetsteds, og næsten hver gang, hun kom tilbage, var hun frugtsommelig. Hun blev flere gange indmeldt for fattigdirektionen og herredsfogeden for at få hende straffet. Men hun kunne kun idømmes en mindre straf, og hun vendte hun hurtigt tilbage. Til sidst lykkedes det dog at komme af med hende. Men da var hun forbi den fødedygtige alder. Hun døde i Horsens 7. juni 1891, 77 år gammel, men blev begravet på Alrø. I kirkebogen står hun som ”ugift fattiglem”.
