Uanset om du har få eller mange penge til julegavekøb, byder området på mange muligheder. Allerede i denne weekend holder Dorthe Bent åbent på Den Gamle Station i Ørting. Her kan du købe julepynt og små gaver. Men også malerier, større ting af glas og bronzefigurer. Her kan du læse, hvad der inspirerer Dorthe, når hun maler, og også læse om, hvordan hun arbejder med de forskellige materialer.
Lørdag d. 25. holder både Brugsen og Møllen i Gylling julemarked. Ved Brugsen kan man købe keramik, smykker, lædervarer.. og også æblejuice og julesmåkager. Brugsrådet sælger gløgg og æbleskiver og kl. 11 kan alle børn få gratis slikposer. Det er fra kl. 9 – 15.
Finder du ikke lige den rigtige julegave her, så gå videre til Møllen. Her vil der også være boder, og kl. 15 mere slik til børnene, når de kommer og er med til at vække julemanden. Møllen åbner kl. 10 og lukker kl. 15.
Brandbygegaard sælger vin, spiritus og bøger. Det kan du læse om her.
Julemusik er det også muligt at nyde i omegnen. I Galleri Mynster på Alrø holder Tine og Johannes Mynster koncert med vinter- og julemusik. Det er den 3. og den 4. december - begge dage kl. 19. Det er nødvendigt at have billet. Den kan købes på www.odderbilletten.dk – den koster 150 kr.
Og har du lyst til at invitere til eller bare deltage i julefrokost, så åbner Gitte Dinesen 9. december kl. 18 selskabslokalerne i Falling. Du kan læse om den fælles julefrokost her.
Hun leverer også mad ud af huset – og holder ikke fri mellem jul og nytår.
Mad – og mad med hjem – kan du også købe hos Fru Møllers Mølleri torsdag, fredag og lørdag kl. 9 – 14. På gården kan dine unger besøge stalden med køer og grise. Og i laden kan du møde Mette Glassy og se eller købe hendes små relieffer fra 1. december og alle åbningsdage frem til jul. Og også Lopper & Landstil, der er rykket fra egen gård til Fru Møller.