Blev den blinde ikke seende igen – og kunne den lamme ikke rejse sig og gå efter besøget, var det fordi kilden havde tabt kraften, da en blind hest fik badet øjnene i vandet for at give dyret synet igen. Så var det slut med den helbredende virkning – vandet var nemlig kun for mennesker.
En af mange forklaringer på at vandet i en hellig kilde ikke havde den ønskede virkning, når syge og raske i samlet flok gik til kilden. Som regel Skt. Hans aften.
PARADISET PÅ HALEN
I Ørting findes også en sådan hellig kilde. Nemlig Helenekilden på Halen tæt på Mosevejen. Den er registreret på kulturarv.dk.
Allerede i 1904 skrev Nationalmuseet om den:
”Ind i et Svej i Siden af en Banke findes en Kilde, der fordums ansaas for Helligkilde og kaldtes Helenekilde. I Mands Minde er den dog ikke benyttet som saadan. Snarest synes Brugen ophørt ved 1830. Detailler ved Skikken kendes ikke”.
Hvorfor brugen ophørte, ved vi ikke. Måske kom en syg hund i nærheden af kilden omkring år 1830, så kraften forsvandt. Måske opgav man troen på dens virkning. Ingen skriftlige kilder fortæller hvorfor. Den fortsatte med at give vand. Men nu som drikkevand til en gård.
Stedet hvor kilden var, blev kaldt Paradiset. Der var en kilde, og der stod et træ med paradisæbler. Jamen så.…
NORDISKE GUDER OG HELGENER
I Danmark har vi haft godt 500 hellige kilder – og omkring 90, som ikke med sikkerhed kan kaldes hellige. Og helt fra oldtiden og til omkring år 1900 har man dyrket dem. Flere steder er der fundet spor af ofringer – sværd, dyreknogler osv. Enkelte af kilderne har navn efter de nordiske guder. Så de er gamle.
Flere kilder er opkaldt efter de katolske helgener. F.eks er der 12 Skt.Helene kilder. Kilden på Halen hedder kun Helenekilden. Der var ingen helgen blandet ind i den.
MORD OG HOR
Kilderne blev anset for at have den største kraft Skt.Hans aften. Den aften valfartede syge og raske til dem for at drikke af vandet. Omkring Randers var det dog Valborgsaften. Men ved mange kilder blev der også drukket andet end vand. For der var kildemarkeder, hvor handlende tilbød deres varer. Der var også udskænkning af diverse drikkevarer med alkoholprocenter, dans og musik.
11 markeder blev forbudt på grund af hor, slagsmål og mord.
Så vildt gik det næppe til i Ørting. Vi ved det ikke. For Nationalmuseets registrering fra 1904 fortæller, at ”Detailler ved Skikken kendes ikke”. Men ifølge kirkebøgerne var der ingen mord Skt.Hans aften i mands minde, for nu at bruge Nationalmuseets formulering.
IF YOU CAN’T BEAT THEM…
En del af kilderne kan altså føres tilbage til det hedenske Danmark. Andre har helgennavne fra den katolske tid. Ved reformationen blev kilderne betragtet som noget katolsk afguderi og kirken ville helst have, at det blev forbudt at opsøge kilderne. Men den gik ikke. For ikke blot almindelige mennesker søgte vandets helbredende virkning. Det gjorde kongen også. Christian den fjerde var en ivrig kildegæst. I 1639 noterede han i sin kalender, at han den 23. juni drog fra Frederiksborg til “S. Lenis Kilde”. Den 24. – altså til Sct. Hans – brugte han kildens vand, og skænkede i øvrigt 150 rigsdaler til de fattige. Også Sankt Sørens kilde ved Kippinge Kirke på Falster fik kongeligt besøg.
Så de lutheranske præster var nødt til at handle efter ”if you can’t beat them – join them”-princippet. Og der var jo penge i det. For folk lagde penge ved kilderne, når de havde drukket af vandet. Ved kilderne blev opsat kildeblokke. Dvs en stor træblok, hvor folk lagde penge, og de gik til områdets fattige. Salmeskriveren Thomas Kingo, der var biskop på Fyn, sagde, at det nok gik med at dyrke kilderne – hvis blot folk blev formanet til at takke Gud for en evt. helbredelse.
SAGNET OM HELENE
Helene var ifølge den katolske kirkes website en svensk prinsesse, der blev overfaldet og myrdet af landevejsrøvere. Hendes lig blev smidt i havet ud for Skåne. Straks rejste en stor sten sig, og på den drev liget ind til kysten ud for Tisvilde. Da tililende ville bære hende over den stejle skrænt til kirken, åbnede en kløft sig, så båren kunne køres på en vogn, og en kilde sprang op.
Da hestene ikke kunne trække vognen længere, løftede folkene båren, men den sank straks i jorden, og på det sted fik Helene sin grav. Man kan ikke beskylde fortællerne af dén historie for at spare på fantasien. Men helt frem til 1. verdenskrig valfartede folk til stedet for at drikke vand fra kilden og bagefter sove med hovedet på graven. Der er to forskellige historier om graven: Den katolske kirke lader munke bjerge liget og sætte det fra sig på det sted, der blev hendes grav. Mens VisitNordsjælland har en anden historie:
Det var ikke munke, der bjergede liget. Det var lokale bønder og fiskere, og på vejen mod kirken begyndte nogle af dem at føre ”uhøvisk tale”, og det var for meget for den fromme Helene. Hendes båre sank ned i jorden.
INGEN FORTÆLLING OM KILDEN PÅ HALEN
Hvorfor kilden i Ørting har navnet Helene, har det ikke været muligt at finde ud af. Der findes ingen fortælling om den, som der gør om f.eks. Otilias Kilde uden for Fillerup: Ifølge sagnet har kilden sit navn efter den unge pige – Otilia – der var dømt til at blive brændt på bålet som heks. Hendes tårer slukkede bålet og en kilde sprang frem på stedet.
Det kan godt være, der ikke er en fortælling om Ørting-kilden. Men ældre mennesker, der som børn har fået vand fra kilden, fortæller hvor godt vandet fra kilden smagte. Også selv om det var uden helbredende virkning og i deres tid tappet fra en vandhane.
I dag er der stadig penge i kildevand. Det kan købes på flasker – til priser mellem 2,50 kr og 8.60 kr for en halv liter. Vandet bliver ikke drukket for helbredelse, men for at slukke tørsten. Og pengene havner ikke i de fattiges kasse.
Artiklen bygger på:
August F. Schmidt: Om Danmarks hellige kilder – en oversigt
Rikke Agnete Olsen: Hellige kilder, kapitel i bogen ”De ferske vandes kulturhistorie i Danmark”
Nationalmuseet: Midsommer og helligkilder
Diverse hjemmesider og input fra Facebook
