30. maj næste år åbnes dørene for koncert, og de første 100 billetter er allerede solgt

Ørting Hallens Venner og Odder Skanderborg Landboungdom arrangerer for tredje gang Halbal og Koncert med musikgruppen Kandis. 30. maj næste år bliver 560 mennesker lukket ind i Hallen til spisning, DJ-musik og koncert med Kandis. De første 100 billetter er allerede solgt.
”Vi havde et brag af en fest 24. maj, og vi blev opfordret til at gentage næste år”, siger Michael Jakobsen, halinspektør og aktiv i Ørting Hallens Venner. ”Så det er altså ikke mangel på fantasi, når vi for tredje gang har lavet en aftale med Kandis”.
Kandis spiller fra kl. 21 frem til kl. 01.00 med pauser. I pauserne tager DJ over. Billet til hele herligheden koster 500 kroner og kan købes her.

En meget lang bar vil være åben, så det er muligt at købe drikkevarer hele aftenen, og før hjemturen også natmad.
Arrangørerne forventer, at frivillige igen vil hjælpe. Sidst meldte 60 sig til at stille op, dække borde, hjælpe i køkkenet, hjælpe med at servere og betjene baren.
Ørting Hallens Venner arrangerer også det store loppemarked, og flere arrangementer er på vej. ”Vi er ikke helt klar til at melde ud endnu”, siger Michael. ”Men nej, det er desværre ikke Birthe Kjær, der kommer. Det bliver mere i børnehøjde”.
“Vores overskud fra de forskellige arrangementer bliver brugt til at lave forbedringer i Hallen”, siger Michael. “Og foreningerne kan også søge om at få penge til aktiviteter”.




