Advokaten meddeler, at træfældningerne var et “præcisionslandbrugs” almindelige vedligehold

30 rød-el træer – nogle af dem mere end 80 å gamle – blev fældet langs Odder Å, og fire klynger af træer ved Rævs Å blev fældet, da godsejer Johan Koed Jørgensen slap en kæmpekniv løs på dem. Begge vandløb er beskyttet natur, så Odder Kommune sprang op som en løve, og gav godset et påbud: Senest 1. april skulle godset have plantet et mindst to meter højt rød-el træ ved siden af hvert af de fældede træer. Og kommunens tekniske chef, Helle Bøhl-Mølller sagde til TV2 Østjylland: ”Vi er nødt til at politianmelde det, fordi det er sådan en grov overtrædelse”. (se interviewet her).
Men løver kan til tider falde ned som lam. Og det er sket i denne sag efter råd fra Kammeradvokaten.
Godset er ikke blevet politianmeldt, og skal ikke plante to meter høje el-træer ved siden af stubbene.
LAD STUBBENE STÅ
Tilbage af kommunens påbud er kun, at godsejeren ikke må fælde flere træer – og stubbene skal han lade stå, så de kan skyde igen. Eller som der står i det påbud, der tirsdag i denne uge blev sendt til godset:
”For at retablere vandløbet skal I:
- Undlade at fjerne rødder og stød fra de fældede træer, så disse
kan skyde igen og skabe skyggende forhold for vandløbet.
- Undlade at fjerne/fælde træer langs vandløbet, bortset fra sædvanligt vedligehold, der f.eks. kan bestå af fældning af enkeltetræer, der er i risiko for at vælte ned i vandløbet. Fjernelse/fældning af træer udover sådanne enkelttræer forudsætterdispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3”.
(Du kan læse kommunens påbud her ).
IKKE MED HENDES GODE VILJE
At løven blev et lam er ikke sket med Helle Bøhl-Møllers gode vilje. Hun siger i dag til Tv2 Østjylland: ”Det er jo selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at vi står med nogle træer, der mangler, hvor de burde være. Men på den anden side er der nogen regler og nogle rammer, som vi skal agere inden for, og det var så langt, vi kunne gå”.
Godsets advokat – en af dem – havde på forhånd meddelt kommunen, at ”Ethvert påbud eller forvaltningsakt vil blive påklaget og med suspensiv virkning for påbuddets indhold”.
“PRÆCISIONSLANDBRUG” VEDLIGEHOLDER
Han skriver også i dag i en mail til Tv2 Østjylland: ”Aakær Gods anså træfældningen for berettiget, da denne skete som led i udførelse af nødvendig vedligeholdelse af hensyn til driften af præcisionslandbrug. Selvom godset ikke er enigt i kommunens begrænsede påtale, er denne taget til efterretning, og sagen anses for afsluttet”.
Det fremgår ikke af hans mail, hvad ordet ”præcisionslandbrug” dækker.
Samme advokat har på Koed Jørgensens vegne meddelt kommunen, at den ved at have bevæget sig ind på godsets arealer for at tage billeder, har overtrådt grundloven (Læs Lokalpostens artikel her).
Anklagemyndigheden behandler stadig sagen om de mange fældede træer på Houvejen, Bilsbækvej, og Jernbanestien. Politiet rejste i februar syv sigtelser


