Dengang blev cykelryttere ikke sendt på ugelange træningslejre i bjergene, og det var heller ikke et krav til rytterne, at de – som i dag – dagligt skulle indberette deres træningsmængde og indtagelse af mad. Ej heller sad en hær af ernæringseksperter, fysioterapeuter, trænere og videnskabelige medarbejdere i fine konferencelokaler og lagde planer for, hvordan netop dén rytter skulle vinde dét løb – ”komme på podiet”, som det konstant bliver udtrykt af de kommentatorer, TV-stationerne kalder cykeleksperter.
Næh, man cyklede de godt 60 km fra Gylling til arbejdet i Århus og hjem igen. Om onsdagen en ekstra tur på godt 100 km og forår og sommer stod den på banetræning efter arbejdstid.
Det var sådan, cykelrytteren Per Sartos træningsprogram så ud. Så simpelt det end var, gav det resultater for den 174 cm høje og 73 kg tunge unge mand. Blandt andet et Danmarksmesterskab i sprint og deltagelse i to Olympiader – Tokyo i 1964 og Mexico City i 1968.
CYKLEDE OM KAP PÅ SKOLEVEJEN
Per Sarto Jørgensen, som var hans fulde navn, blev født i Gylling 3. marts 1944. Hans far ‑Asger Jørgensen – var pedel på skolen. Hans mor – Martha – gik ud som kogekone. Per var den yngste i en børneflok på fem – 3 drenge og 2 piger – der voksede op i det lille hus på Købmagergade. Navnet Sarto fik børnene efter deres mor, hvis fulde navn var Martha Johanne Sarto Sørensen.
Hvis børn i Gylling skulle have mere skolegang end den, de fik tilbudt i den lokale skole, måtte de dengang, som andre børn fra oplandet, til ”den private”, som Rathlouskolen i Odder blev kaldt. De blev ikke kørt af forældre eller med skolebus. De cyklede. Og drengene cyklede om kap på deres almindelige tunge cykler, hvoraf nogle – som Pers – havde gedebukkestyr. Måske var det de kapløb, der gjorde ham til taktiker og sprinter.
BANECYKLING AFLØSTE LANDEVEJSLØB
Dengang var der ingen cykelklub i Odder. Den kom først til i 1972 ifølge klubbens hjemmeside. Så da Pers interesse for cykelsporten var blevet vakt, kom han som 14-årig ind i Århusbanens juniorafdeling, men da den afdeling blev nedlagt i 1958, begyndte han på landevejscykling. Det blev aldrig den store succes – ikke i hans egne øjne i hvert fald, selv om han altid var placeret blandt de bedste 10 procent af deltagerne, når han deltog i løb. Så han var så småt ved at sige farvel til cykling, men blev lokket tilbage til banen, og dér kom resultaterne. Han vandt begynderløbet og snuppede også de tre Prix-løb i Odense, Århus og på Ordrupbanen. Det blev banecykling i resten af hans karriere.
BELEVEN OG HØFLIG
Magasinet CykelJul – som måske ikke overraskende blev udsendt til jul hvert år – bragte i 1961 et portræt af den dengang 17-årige Sarto. Her stod bl.a.:
”Der sidder et godt stærkt ansigt med sunde, blændende hvide tænder som en perlerad på Danmarks bedste begynder årgang 1961, den 17-årige Per Sarto fra Århus. Han er beleven og deltager med stille diskretion i samtalen om sig selv og cykelsporten, men bag den korrekte høflighed ser man tydeligt mennesket med meninger, der giver personlighedspræget”.
Artiklen i julehæftet slutter med:
”Per Sarto var sidst på sæsonen bedste århusianske banerytter, han vil i hvert fald være mellem de allerbedste i Danmark i 1962, og han har lov til at håbe på, at han kan blive den allerbedste. Hans baneracer er grøn – det er næppe tilfældigt, at han kører håbets farve”.
SØLVFAD FRA GYLLING BY
Om det var cyklens grønne farve eller træningen, der hjalp ham, skal være usagt. Men i hvert fald blev Per Sarto som 18-årig i 1962 Danmarksmester i Sprint. Aviserne skrev om ham, at han var en taktisk begavelse, og han havde samtidig det antrit, der skulle til for at udnytte den. Han var det nye navn i dansk banecykling.
Det var dengang, det handlede om ære – ikke om pengepræmier. Og æret blev han. Også I Gylling, hvor sognerådet for at ære bysbarnet indkaldte til en sammenkomst med kage, kaffe, små glas og tale af sognerådsformand H.P. Dalby. Sognerådet havde åbnet pengekassen og købt et sølvfad som gave med ”hilsen fra Gylling By” indgraveret. Pers forældre var også indbudt – det samme var hans træner, Helmer Nielsen.
TANDEM-SPRINT
Helmer Nielsen havde selv tidligere været en dygtig sprint-kører. Og nu var han sportsleder på cyklebanen i Århus. Om ham blev det sagt, at han regerede cement-banen, som om han var en feudalherre på Valdemar Sejrs tid. Han satsede på de to sprintere, der begge kom fra vores område. Nemlig Niels Fredborg og Per Sarto. Fredborgs far var i en årrække forvalter på godset Åkær, så han er også lokal.
De to begyndte at køre tandem. Og i 1964 vandt de det europæiske tandem grand prix, der blev kørt på banen i Århus. Samme år deltog de i OL i Tokyo – dog uden at vinde medaljer. De kom på en femteplads.
”DEN SYMPATISKE SPRINTER”
Per Sarto var indkaldt til militærtjeneste på Sjælland i 1965, og i den periode var han væk fra cykelsporten og det hårde cementunderlag på Århus Cykelbane. Men da han i 1966 blev sergent i Århus, meldte han sig klar igen. Og som det stod i den lokale avis: ”Sarto har allerede startet forberedelserne til sit comeback, og der er næppe tvivl om, at hans tilbagevenden vil betyde en væsentlig forstærkning af Århus banens rytterstab. Med det ihærdige træningsarbejde, som altid har kendetegnet den sympatiske sprinter, vil han utvivlsomt allerede til foråret igen placere sig blandt eliten af danske sprintere”.
VARMEN SLOG DEM UD
Og han placerede sig (fortsat) i sprinter-eliten. Men det var ikke nok, da han i 1968 deltog i tandem-sprint ved OL i Mexico City. Sammen med makkeren Jørgen Jensen, røg hurtigt helt ud. Varmen og den tynde luft var for meget. Havde det været i dag, var de blevet sendt på træningslejre, der kunne have forberedt dem. Men den slags moderne investeringer brugte man ikke dengang.
Per Sarto fik en del trofæer til at sætte ind i skabet – incl. sølvfad fra Gylling By. Men altså ingen OL-medaljer.
MENNESKELIGE KVALIFIKATIONER
Men det var ikke kun hans sportslige resultater, der blev fremhævet i avisartikler. Det var også hans menneskelige kvalifikationer. At han på alle måder var en gentleman i sporten.
Han uddannede sig til socialrådgiver, og arbejdede i Århus kommune. Bl.a. i Gellerup i Brabrand. Men han arbejdede også senere som underviser på social- og sundhedshjælper uddannelsen.
Alle steder bliver hans evne til at lytte til mennesker fremhævet – hans evne til at få andre til at føle, at de betyder noget.
Da han havde stillet konkurrence-cyklen begyndte han at løbe maraton, og kørte også med i amatørløb som København-Århus. Han skrev artikler til magasinet Cykelmotion Danmark.
I dag har han sagt farvel til cykling, og deltager heller ikke som andre ex-ryttere i begivenheder, hvor de viser fortidens trofæer frem.
Det var som banerytter i de unge år, han fik sat Gylling på landkortet – drengen, der kørte om kap med de andre på vejen til skolen i Odder.
Århus-banen, hvor Sarto og andre cyklede, blev indviet i 1940, og har været gennem både op- og nedture (Læs her). Men nu er det helt slut. 1. oktober rykker bulldozerne ind. En større gruppe arbejder på at skaffe penge til en helt ny indendørs bane. For at skaffe midler, er det nu muligt at købe et stykke af banen – se her.
