Polak, polak – pak, pak, pak.
Sådan blev der råbt efter de polske landarbejdere, der i begyndelsen af forrige århundrede kom til Danmark for at arbejde. I sukkerroemarkerne på Lolland, og på herregårde over hele landet.
Kruchov, Korszak, Platek, Nowak…
Polakkernes navne og efterkommere er her endnu. Også i vores område. Og bag danske efternavne finder vi tredje og fjerde generation af de polakker, som i begyndelsen af forrige århundrede kom hertil for at arbejde på godserne. Men de generationers levevilkår er ganske anderledes end deres bedste- og oldeforældres – og kun få kan endnu tale sproget.
DATIDENS FREMMEDARBEJDERE
Bag alle polske efternavne her på egnen gemmer sig mennesker, der begyndte deres danske tilværelse på godset Aakær. Ved folketællingen i 1916 står de alle – børn som voksne – i rubrikken med erhverv som ”polak”. Det var altså også et erhverv.
Da de kom til landet, var polakkerne ”fremmedarbejderne” – præcis som tyrkerne, jugoslaverne og pakistanerne, der kom til landet sidst i 60’erne, inviteret af arbejdsgiverne. Og præcis som dengang i 60´erne fik polakkerne det dårligste arbejde og var nederst i hierakiet – og som dengang blev der snakket om, at polakkerne trykkede lønnen og tog danskernes arbejde.
SYND FOR POLAKKERNE
”Det var synd for polakkerne. De boede i rækken og var så fattige, at de kun havde kartofler dyppet i salt”, skriver husholdningseleven Ane Marie Nielsen i Nationalmuseets bog, ”Herregårdsliv – Tjenerskabet”. Hun var i 1904 elev på Aakær, hvor adskillige polakker havde arbejde.
Kartofler, brød og salt. Kun ved højtidelige lejligheder fedt på brødet.
”DISSE SØLLE SLAVER”
De organiserede landarbejdere så skævt til polakkerne. I 1908 skrev formanden for Tyendeforbundet i medlemsbladet ”Organet for tyendet og landarbejdere”:
” Vi kender godt, hvorledes de lever, disse sølle Slaver, som vore patriotiske Jordejere udbytter og
misbruger. En ussel Løn, en jammerlig Føde, en brutal Behandling og en Svinesti som Opholdsrum. Det er
Vilkaarene, som venter Polakkerne”.
Og videre:
”Det er af Mangel paa Arbejdskraft, siger de. Sludder og Vrøvl! Der er Arbejdskraft nok, Mennesker nok, der vil arbejde, bare de kan faa en Løn derfor, at de kan leve uden at sulte. Og vil de give os det? Nej, de byder os 4 – 5000 Kr. om Aaret paa egen Kost til en hel Familie, og kan de ikke faa nok til den Løn, betaler det sig at bruge Polakker. Og de sidste er at foretrække. De stiller ikke Krav. De nøjes med ”det Herren vil give” og finder sig i det hele taget i Svineriet.
Man bliver let rasende, man forbander vort Samfundssystem, naar man træffer de store Flokke polske Slaver omkring paa vore Jernbanestationer. Vi ved, hvorledes vore Kaar er, og Polakkerne er med til at gøre dem værre”.
POLAK-LOVEN
Tyendeforbundet var altså helt klart blandt dem, der råbte ”polak, polak – pak, pak, pak”. Men pressede
dog på for at sikre dem bedre vilkår. Og i 1908 blev den såkaldte polaklov vedtaget. Den skulle beskytte sæsonarbejderne. Det var de nemlig – og det blev forventet, de tog tilbage, når høsten, roerne osv var klaret.
Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, de får lægehjælp ved sygdom, at de har ordentlige boligforhold. Dvs – som der står i paragraf 10 stk 1 – Boligen skal være tørt og sundt beliggende. Tag og Mure skal være tætte; ethvert Beboelsesrum skal være tilstrækkelig forsynet med Vinduer, der kunne aabnes. Og i stk 4 og 5:
I Soverum skal alle Sengesteder anbringes paa Gulvet med fornødent Mellemrum og maa ikke indrettes over hinanden. Sengesteder til mere end 2 Personer maa ikke benyttes.
Det skal paases, at Soverum kun belægges med et efter Rummets Størrelse passende Antal Personer, samt at Rummene ere forsynede med et tilstrækkeligt Antal Vinduer, der i Ventilationsøjemed kunne aabnes.
Men lønnen siger loven intet om.
Vi skal helt frem til 1920, før det lykkedes at få lavet en aftale, der sikrede polakkerne samme løn som danskerne. Det var samme år, som loven blev ændret, så polakkerne (og andre fremmede arbejdere) kun måtte ansættes, hvis der ikke kunne skaffes dansk arbejdskraft. Det var ikke den store succes. Men op gennem 20’erne voksede arbejdsløsheden, så i 1929 blev der lukket helt af for tilgangen af udenlandske arbejdere, og sæson-arbejderne skulle tage tilbage, hvor de kom fra.
FØRSTE NOWAK-GENERATION
Da 1. verdenskrig brød ud, blev det besværligt for polakkerne at tage hjem, så der blev åbnet for at de kunne ansættes på helårs-kontrakter.
Nowak-familien hører til dem, 1. verdenskrig satte en stopper for hjemrejse.
De første Nowak’er kom til landet i 1912 og 1914 – første generation mødte hinanden her i landet.
”Jeg tror, min bedstefar tog til Danmark for at undgå at blive indkaldt”, siger deres barnebarn, Ole Nowak, der bor i Gylling. ”Bedstemor var roe-arbejder på Lolland. Bedstefar var landarbejder eller arbejdsmand”.
Johan Nowak var – ifølge folketællingerne – født i 1897, så han har ikke været mere end 15 – 16 år, da han kom til landet for at arbejde. Marie Levondovska er født i 1899, så også hun kom meget ung for at arbejde i sukkerroerne.
De to blev gift i 1917, og efter at have arbejdet forskellige steder i Jylland, kom de i 1929 til Aakær med deres da fem børn. Den ældste var 11 år – den yngste godt et år.
”De boede i Husrækken”, siger Ole Nowak. ”Bedstefar arbejdede i markerne og i skoven. Bedstemor arbejdede i stalden men gik også i roerne”.
Husrækken blev i daglig tale blot kaldt ”Rækken” – det var de dårlige huse, der lå, hvor der nu kun ligger et lille gult hus med stråtag – rent Morten Korch – idyl. Men det var det bestemt ikke dengang.
Marie Levondovska kom fra et område, hvor der ikke var tradition for megen skolegang – og hun lærte aldrig at læse dansk, og talte heller ikke sproget så godt. Johan Nowak havde mere skolegang – og kom også senere til at læse bøger på dansk.
De blev boende på Aakær, hvor de fik yderligere fem børn. De første fem havde polske fornavne – men tiden i Danmark har sat sit præg, for nu får børnene navne som Nina og Knud.
”Da bedstefar ikke længere kunne holde til at gå i skoven, kom han til at passe heste, og da han blev gammel tog han sig af køkkenhaven og hønsene”, fortæller Ole Nowak.
Et af deres 10 børn var Bollislav – Oles far. Han voksede op ved Åkær, og godset blev et livslang bekendtskab. Han var væk en kort periode, da han som stor dreng kom ud at tjene på sjælland, men han kom tilbage til Åkær, hvor han deltog i høstarbejdet og senere blev skovarbejder.
Her mødte han Jytte, som var kokkepige på godset. Hun var som Bollislav vokset op ved en herregård, nemlig Øllingsøe på Lolland. Her var hendes far fodermester og hendes mor stuepige.
De to blev gift i 1953, og købte den gamle Bilsbæk Station for 10.300 kr. og fortsatte med at arbejde på Åkær – helt frem til 1994. Da solgte de den gamle station og flyttede i eget hus i Odder.
Der var stadig i 50’erne – især blandt husmændene – en snert af, at polakkerne ikke var så meget værd som de ”rigtige” danskere. Og i begyndelsen blev de to på stationen holdt udenfor den almindelige kom-sammen. Men det ændrede sig da de på et tidspunkt kom med på et afbud.
POLAK VAR ET SKÆLDSORD
Ingen tænker i dag polak, når de hører efternavnet på beboere i vores område. Men da Bollislav var barn, var polak et skældsord blandt børn. Og gamle elever i Ålstrup skole kan fortælle, at heller ikke førstelæreren lagde skjul på, at polakkerne var dumme, og flere af dem blev drillet. Han brød sig slet ikke om, at de var katolikker.
I dag er polakkerne den anden største gruppe af fremmede i Danmark, kun overgået af tyrkerne. Også i dag har vi diskussionen om deres løn og arbejdsforhold – social dumping bliver brugt konstant i den offentlige debat.
En undersøgelse fra Københavns Universitet i 2017 viser, at i gennemsnit er polakkernes løn 27 procent lavere end danskerne. Men nu er 65 procent af polakkerne i byggebranchen nu er organiseret i en fagforening – landsgennemsnittet er 68 procent.
Undersøgelser viser også, at flere polakker slår sig ned permanent i Danmark med deres familier. De bor spredt over hele landet, og bosætter sig gerne i landsbyer. De har høj beskæftigelse – og deres børn går i danske skoler og børnehaver. De er – hvad der med en af nutidens politiske klicheer – kaldes integreret.
Intet tyder på, at de vil ”pak, pak, pak”. Heller ikke selv om arbejdsforholdene i Polen har ændret sig til det bedre. De er kommet for at blive.
Artiklen er baseret på:
folketællinger og kirkebøger
undersøgelsen ”polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere”
bogen ”da forvalterens ord var lov”
og på artikler hentet fra danmarkshistorien.dk
