Få ryddet op – og bliv hjælper

Har du ting og sager, du aldrig bruger, men som andre kan få gavn af, så find dem frem og stil dem ud 6. april. Har dine børn har legetøj, de enten er blevet trætte af at lege med, eller som de er vokset fra, så stil også det ud, så andre kan få glæde af det.

Forær det hele til ØFUG’s store loppemarked i Hallen 7. april kl. 12 – 15. Pengene, der kommer ind, vil blive brugt af foreningen til at give endnu bedre tilbud til specielt børn og unge.

ØFUG har haft loppemarked i nu 42 år i træk. Sidste år blev der solgt for godt 80.000 kr på de tre timer.

Har du lyst til at hjælpe med, så bliv indsamler 6. april. For nye beboere er det en rigtig god mulighed for at lære folk at kende. Ikke alene arbejder I sammen hele dagen – I spiser også sammen. Lige fra den fælles morgenmad kl. 8 til fælles aftensmad i Hallens cafeteria. Tilmelding kan ske i Hallen eller endnu lettere – på ØFUG’s Facebook.

Til gymnastikstævnet plejer mere end 800 mennesker at komme til Hallen

Der er også brug for hjælpere, der vil være med til at sortere og opstille borde i Hallen, så det hele er klar, når dørene åbnes den 7. april kl 12, og køberne bogstavelig talt vælter ind.

GYMNASTIKSTÆVNE 23. MARTS
Men før loppemarked skal det store gymnastikstævnet klares. Det er 23. marts fra kl. 10.30 til kl. 16.30. Med gymnaster og tilskuere plejer mere end 800 mennesker at komme til Ørting Hallen. Også her er der gode muligheder for at tilflyttere kan få nye kontakter.