- Også de fattigste skulle give ham en stor ost. En stakkels tjenestekarl blev dømt fredløs
Gæs til jul, masser af æg til påske og mere end 100 kilo ost omkring midsommer.
Det var, hvad gårdmænd i Ørting-Falling – også de mest forarmede – hvert år skulle levere til præsten – foruden de penge, de sammen med beboere i sognet skulle aflevere ved kirkens alter en gang om året.
At præsten skulle have en del af lønnen i naturalier blev kaldt nannest. Bønderne brokkede sig i det skjulte, når de skulle levere, hvad de selv og deres familier havde så rigeligt brug for. Flere havde problemer med at levere deres andel, og det blev klart i år 1721, da præsten ikke fik leveret ost til tiden. Det ville han ikke finde sig i, så han trak alle gårdmændene i retten. Hver af dem havde at levere ham en ost, der skulle veje 7 ½ pund – eller knap 4 kilo. Vidner fortalte i retten, at sådan havde det været i mindst 70 år. Midsommer var tiden, hvor præsten fik en stor ost fra alle gårdmænd. I alt mere end 100 kilo.
BESKED TIL DE FATTIGE: KØB MÆLK
Men der var også andre vidner. To gårdmænd – Rasmus Hansen fra Halkærgård og Søren Jensen fra Ålstrup – fortalte, at deres køer ikke kunne levere mælk nok til at lave en ost af den størrelse. Og det var, sagde de, urimeligt, at de som fattige gårdmænd skulle købe ekstra mælk for at kunne sikre præsten ost.
Men retten viste ikke de fattige nogen nåde. Hver gårdmand i sognet skulle levere en ost på 7 ½ pund il præsten hvert år. Uanset hvor mange børn og gamle forældre, de skulle forsørge. Uanset deres køers tilstand.
”NÆR EJ UNDSLUPPEN MED LIVET I BEHOLD
Tiden gik, og præsten fik stadig ikke den krævede ost, Kun en smule nu og da. Han klagede til herredsfogeden, som besluttede at samle en gruppe mænd til at inddrive enten osten eller betaling for den. De tog rundt på gårdene. Da de kom til Mosgården i Ålstrup skete der noget. Herredsfogeden beskrev senere, hvordan gårdmanden Søren Hansen kom løbende imod dem svingende med en langskaftet økse, mens han overfusede dem med ”ærerørige” ord, og mens alt dette stod på, kom Rasmus Jørgensen – gårdens karl – farende ud fra laden med en fork. Med den daskede han flere gange herredsfogeden over venstre arm, så han – som han senere beskrev episoden – ”nær ej var undsluppen med livet i behold”.
EN ANDEN HISTORIE
Både gårdmand og karl blev straks indstævnet for herredsretten. To slægtningen hjalp gårdmanden, så han kunne få en advokat fra Horsens. I retten kom det frem, at to af Herredsfogedens hjælpere havde lusket rundt på gårdens lofter for at finde genstande, der kunne sælges, selvom de fleste ville være i stuen. Og det kom også frem, at der var en grund til gårdmand Søren Hansens vrede. Herredsfogeden havde først slået ham med en stav, og manden, der skulle udtage værdier, når gårdmanden hverken havde ost eller kontanter, havde slået ham til jorden, som det blev udtrykt. Først efter disse ”hændelser”, havde han hentet øksen – og karlen havde kun grebet til forken, fordi han ville hjælpe.
HERREDSFOGEDEN SNUPPEDE PENGENE
Der gik dage med overvejelser – og dagene blev til uger. Men før retten kunne nå frem til en afgørelse, krøb gårdmand Søren Hansen til korset og undskyldte for den ”tankeløse gerning”, som han havde begået. Herredsfogeden tilgav – ud af kristen hengivenhed til Søren Hansens, hans kones og deres børns dårlige tilstand. Men helt tilfreds blev han dog først, da der også skulle følge et pengebeløb med undskyldningen. Sjovt nok er beløbets størrelse ikke nævnt i retsbogen, så det er sikkert gået direkte i Herredfogedens lomme.
Gårdmanden troede nu, at sagen var afsluttet. Men nej. Herredsfogeden havde slet ikke fået nok ud af sagen. Han gik nu efter karlen Rasmus Jørgensen. Efter måneders forsinkelse blev han i retten fundet skyldig i at ”have trukket et våben mod en officer” – for det, skulle han betale godt 1 kg sølv. Og 3 rigsdaler, han skulle betale for retssagen.
DØMT FREDLØS
En fattig tjenestekarl havde ikke lige de penge eller så meget sølv i lommen, og sagen blev anket til landsretten i Viborg. Men da retssagen skulle begynde, var der ingen Rasmus Jørgensen, og da han efter seks uger stadig ikke var dukket op, blev han dømt fredløs. Det vil reelt sige, at han blev dømt til døden, fordi han ville forsvare gårdmanden mod herredsfogedens overgreb. Christian den V’s danske lov sagde, at hvis en fredløs bliver fundet, skal han ”straffes på hans hals”. Og hvis nogen huser en fredløs, skal han til kongen betale seksten lod sølv, den anden nat det dobbelt, og tredje nat….
Hvad der blev af Rasmus Jørgensen, vides ikke. Forhåbentlig kom han langt væk.
Præstens ost bragte megen ulykke med sig. Og selv fik han aldrig gavn af de godt 100 kilo ost, gårdmændene skulle udlevere til ham, og da de gjorde modstand, pudsede han herredsfogeden på dem. Han døde under retssagen, der skulle sikre ham osten.,
Jens Lykke-Andersen fandt historien om præstens ost under researchen til hans hæfte om Fuglekærgaard i Ålstrup
