Det blev altid omtalt som ”Russerhuset”. For beboerne kom fra Rusland. Men ingen russer havde nogensinde sat sine ben i huset.
Huset ligger endnu på Assebækvej i Falling, men det gamle hus er nu moderniseret og helt uden spor af russerne. Men fra midt i 1940’erne og til midten af 60’erne, var det rammen om et bofællesskab for søskende, som havde lovet deres mor, at de aldrig ville gifte sig, aldrig sætte børn i verden og altid passe på hinanden – og de løfter holdt de.
RUSLAND OG FRANKRIG
De var alle født og opvokset på gården ”Rusland”. Hvorfor i alverden den hed sådan og endda lå ved siden af gården ”Frankrig”, har ingen til dato kunnet give andet end fantasifulde – men ikke troværdige – forklaringer på.
Egentlig hed gården Oldrupgården og lå inde i landsbyen. Men som så mange andre gårde blev den flyttet ud på marken, og de 175 tønder land blev delt mellem ejerens to sønner. Den ene fik Rusland – det var Rasmus Peter Mikkelsen. Den anden fik Frankrig. Han hed Mikkel Mikkelsen.
Rasmus Peter giftede sig med Ingeborg – og sammen fik de syv børn i tiden fra februar 1879 til september 1895. Fire drenge og tre piger.
Rasmus Peter døde i 1910 – og det var nu Ingeborg, der skulle drive gården. Børnene blev boende hjemme – også selv om det dengang var normalt, at børn kom ud at tjene senest efter konfirmationen. De blev også boende sammen på gården efter Ingeborgs død i 1937 – 82 år gammel. Det gjorde de frem til 1945. Da blev gården solgt, og de flyttede til ”Russerhuset” i Falling.
DE VAR UNDERLIGE
Ved deres ankomst – og i lang tid efter – blev der snakket i landsbyen, og hen over hækkene blev der fortalt historier om dem. Naboen – den lattermilde Helene Mortensen – kunne knække helt sammen af grin, når hun fortalte, hvor mærkeligt hun syntes, de opførte sig.
”De var da også lidt underlige”, siger Gerda Damgaard, der var barn, da russerne flyttede ind. ”Men de var flinke nok. Jeg kan ikke huske, de kom sammen med andre i byen. En af dem så vi aldrig. Hun lå i sengen hele tiden. Men den anden søster – Dagmar – hun kom og hjalp med at ordne frugt. Skrællede pærer og den slags. Jeg kan huske, hun drak forfærdelig mange kopper kaffe”.
Hen over hækken blev der snakket om, at husets beboere havde ”en defekt” – et handicap – fordi deres forældre havde været i for tæt familie med hinanden.
TO HAVDE EPILEPSI
At forældrene skulle have været nært beslægtede, kan ikke dokumenteres ved hjælp af kirkebøgerne. Det kan derimod dokumenteres, at to af de syv søskende havde epilepsi. Muligvis flere – men i hvert fald to. Den ene var død før huset i Falling blev købt. Hendes navn var Marie Magdalene. Hun døde 41 år gammel, og i kirkebogen står om hende: ”har været lidende af epilepsi i ca 25 år, opholdt sig hjemme”.
Den sengeliggende kvinde, som ingen i Falling så, døde et år efter at søskende-flokken i 1945 kom til landsbyen. Hun døde samme dag, som hun fyldte 53 år. Hendes navn var Anna Rasmine Mikkelsen.
TABUBELAGT SYGDOM
Ordet epilepsi blev aldrig nævnt. Det var en frygtet sygdom, og mange mente, der var tale om en slags besættelse – dæmoner.
I den periode hvor Ingeborg og Rasmus Peter Mikkelsen satte deres børn i verden, var epilepsi og sindssyge de mest tabubelagte sygdomme, vi havde. Det var bl.a. derfor kolonien Filadelfia blev oprettet i Dianalund på Sjælland i 1897, så de to grupper mennesker kunne have et kirkeligt sted, hvor de kunne få behandling – uden den dæmonuddrivelse, der ellers blev brugt. Afsættet var Markusevangeliet, hvor det beskrives, hvordan en far bærer en dreng til Jesus og fortæller, at en ånd har besat ham. ”Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv”, forklarer drengens far. Jesus uddriver ånden – med bøn.
DEN DANSKE ARVEMASSE
Men sikkert fordi epilepsi var så frygtet og tabubelagt, fik Ingeborg børnene til at give hende tre løfter. Nemlig at de aldrig ville gifte sig, aldrig sætte børn i verden, og at de altid ville passe på hinanden.
De løfter fortalte Dagmar vidt og bredt om, mens pærerne blev skrællet, og hun skyllede kaffen ned – uden egentlig
forklaring. Derfor fandt Falling-boerne selv forklaringen: Husets beboere havde en ”defekt”. Og de var jo da også sære.
”Særhederne” skyldtes måske, at de altid havde boet hjemme på gården Rusland – skærmet af deres med tiden gamle mor. Men den historie var ikke nær så underholdende.
Det var også dengang, man diskuterede den danske ”arvemasse”, og socialdemokraten K.K. Steincke skrev i 1920 bogen “Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, hvor han giver udtryk for, at tvangssterilisering af mentalt svage, syge og socialt udsatte skulle være en del af socialpolitikken. Det var nødvendigt for at sikre arvemassen.
Steincke blev senere både justitsminister og socialminister.
Ingeborg Mikkelsen gav sit eget lille bidrag til at sikre arvemassen med de løfter, hun fik børnene til at give.
Bortset fra Dagmar, der døde af kræft som 65-årig, blev Russerhusets beboere gamle. Ingeborgs sønner blev mellem 77 og 86 år. Husets beboere blev begravet på Falling Kirkegård. Alle ugifte. Alle barnløse. De havde passet godt på hinanden.
