Han købte en ny mejetærsker til en kvart million da han var tæt på 80 år – en tidlig fødselsdagsgave – og så kørte han den ud i marken – for nu skulle der ”hjorte’me høstes”.
Da han blev 90 år, bekendtgjorde han, at nu var det tiden at få nye tænder. For han havde ”hjorte’me kun to tilbage”.
Hans navn var Jens Marius Jensen. Han bandede ikke, men understregede sætningernes betydning med et indskudt ”hjorte’me”. Meget ofte. Hans hobby var maskiner til alle formål – maskiner til brug i køkkenet, maskiner til arbejdet i marken.
NÆSTEN HELE LIVET PÅ GÅRDEN
Han blev født 6. april 1899. Det meste af livet boede han på gården Helenesminde på Malskærvej. Den ligger lige i midten med lige langt til Alrøvej og Gyllingvej.
Bortset lige fra den tid, hvor han var ”inde å’ spring’” og den tid, hvor han havde den ”mødrende gård” i Lerdrup. Marius var nu droppet for længe siden. Han var og blev Jens Jensen.
Han boede på gården sammen med husbestyrerinden Inga Hansen – en dame med egne meninger om, hvordan tingene skulle være. Og dem holdt hun bestemt ikke for sig selv. Inga Hansen klarede alt i hus og have så langt tilbage nogen kan huske. Jens Jensen tog sig af resten.
GRUNDTVIGIANERE
Jens Jensens forældre var aktive i kredsen af grundtvigianere omkring Gylling-præsten Otto Møller. Og de var med til at oprette en friskole i Gylling, hvor Jens kom til at gå.
Jørgen Jensen, som var far’ens navn, var også aktiv i den kreds, der fik oprettet det første forsamlingshus i Falling (læs her)
Når Karen Jeppe fra Gylling var hjemme for at holde foredrag og indsamle penge til sit arbejde for de forfulgte armenier, kom hun altid på besøg på Helenesminde. (Læs om hende her)
Det var aldrig til diskussion, om Jens Jensen skulle være landmand. Sådan var det bare – selvfølgelig skulle han følge i far’ens fodspor.
Og det gjorde han så. I begyndelsen boede han sammen med forældrene på Helenesminde. Da hans mor døde varede det ikke længe, før Inga Hansen rykkede ind på gården og huserede i køkkenet og i haven.
I 1956 døde Jørgen Jensen, så tilbage på Helenesminde var nu trekløveret Jens Jensen, Inga Hansen og Peter.
EN SOMMER BLEV TIL RESTEN AF LIVET
Ingen husker hans efternavn. Men mange husker Peter.
Han skulle egentlig kun arbejde på gården en sommer, da han var blevet konfirmeret. Men da hans far kom for at hente ham og hans kommode, gemte drengen sig. Han ville blive. Og det gav Jørgen Jensen ham så lov til. Peter var ikke åndssvag, men han var heller ikke så begavet, at det gjorde noget. Men han fik et godt liv på Helenesminde, hvor han bl.a. tog sig af køerne.
Da han blev så gammel, at han kunne få pension, skulle han ikke længere arbejde, og klædte sig derfor i det fineste tøj og gik tur til Falling og Amstrup.
Han var en holden mand, for stort set hele hans løn siden han var 14 år, var sparet op. Han fik jo, hvad han skulle bruge af Jens Jensen og Inga Hansen. Peter bekendtgjorde, at nu ”skal a’ ha’ min barndom”, og her lå måske forklaringen på, at han ville blive på gården efter den første sommer.
Det passede Jens Jensen fint, at Peter tog sig af dyrene. For hans hobby var maskiner. Og når man nu skulle være landmand, kunne ens hobby lige så godt bruges i dét arbejde.
EN STÆDIG RAD
Inga Hansen og Jens var lige stædige. Jens købte et havetraktor til at slå græs i den store have, og den var hans – og kun hans. Men så købte Inga da også en havetraktor, og de to halvgamle mennesker kørte rundt i haven på hver sin traktor.
Hans stædighed slog også igennem, da smeden og senere kirken ville have fingre i en trekant jord, som Jens Jensen ejede. Den havde smeden, der dengang lå hvor kirken har parkeringsplads, et godt øje til, for han ville gerne udvide. Derfor forsøgte han at købe stykket først af Jens Jensens far. Men nej – god landbrugsjord skulle ikke bruges til den slags gøgl. Så det blev sået til – og høstet med le. Da Jens tog over, kunne han ikke bruge maskinerne på den plet jord. Men så satte han grantræer. Bruges skulle det hjorte’me.
EN LILLE GAVE – STOR MIDDAG
Han ejede en fin gammel grøn Rover. Det meste af tiden stod den i garagen. Men når han og Inga skulle på besøg, blev den støvet af og mange husker endnu, når de kom kørende.
De to var fra en tid, hvor der blev inviteret til middag, hvis man havde hjulpet med det ene eller det andet. Eller hvis man havde sendt en lille hilsen til en fødselsdag. Så lavede Inga mad i lange baner i det supermoderne køkken, som Jens havde installeret og der blev dækket op i den fine spisestue med de store gamle møbler. Det husker bl.a. Maren Markussen, hvis mand som tømrer lavede nye døre og porte på gården.
NY MEJETÆRSKER GAV GLÆDEN
Da Jens var midt i 70’erne, solgte han køerne. Det passede med at Peter skulle have sin barndom. Tilbage var kun hønsene, og de kuld vildænder, der hvert år blev sat ud i de små havebassiner. Men alle hans maskiner fyldte godt op i gårdens bygninger. Alligevel var han nødt til at få et nyt maskinhus. For da han var tæt på 80 år, købte han en ny mejetærsker til en kvart million.
Det havde været billigere for ham at få en maskinstation til at høste. Men så havde han ikke glæden ved selv at køre det store dyr – desuden kunne han ikke selv bestemme hvornår præcist, han ville høste.
På hans marker voksede byg, og han var specialiseret i hvidkløver og rajgræs af så fin kvalitet, at han kunne sælge frøene.
Alt markarbejde klarede han selv til han var mere end 90 år. Klargøring af jorden, såning og pløjning blev gjort med en ældre gul Bukh Juno traktor. Den var gammel – men det var ”hjorte’me kvalitet”, sagde han. Og kvalitets-maskiner skifter man ikke lige sådan ud.
MINDET OM ET SPECIELT TREKLØVER
Som så mange andre gårde i vores område eksisterer Helenesminde ikke mere som landbrug. Jorden er for længe siden solgt fra. Men tilbage er bygningerne og den store have, og de kan minde os om en mand, der trådte i far’ens fodspor – for det var nu engang bestemt. Også selv om han egentlig hellere ville have arbejde med maskiner af enhver art. Og i gårdens bygninger er gemt mindet en lidt specielt sammensat trekløver – med ungkarlen, husbestyrerinden og den karl, der egentlig bare skulle have været på gården en sommer efter konfirmationen, men som blev det meste af livet. At blive behandlet godt var absolut ikke en selvfølge, når unge der blev stemplet som småtbegavede eller åndssvage blev sendt ud for at arbejde på gårdene. Men hos Jens og Inga skulle han ”hjorte’me ha’ det godt”.
