Tekst & Foto: Lise Laursen
Da Joan Fuglsang og John Olsen købte Bilsbækvej 30 af Odder Kommune for knapt 50 år siden, var det et to-families hus, hvor kun overetagen var ledig. Huset havde tidligere været lærerbolig og skolestue for de mindste klasser. Og selv om det var en halv snes år siden, kunne man stadig se sporene – lige fra træskohylden ved indgangen, hvor børnene skiftede til deres kludesko, til toilettet i udhuset, hvor brættet med rækken af udsavede huller vidnede om en tid før træk og slip.
RANGORDEN I HUS OG HAVE
Sammen med det nuværende sognehus udgjorde Bilsbækvej 30 nemlig Ørtings skole. De store børn gik i skolebygningen, som havde to klasseværelser på hver side af gymnastiksalen og to lokaler til praktiske fag på første sal, mens førstelæreren havde bolig i den nuværende store sal. Andenlæreren boede med sin familie i stueetagen i nr. 30 og lærerinden, som på den tid naturligvis var ugift og kun underviste de mindste skolebørn, havde en lille lejlighed på første sal med adgang ad en smal snoet trappe.
Bag huset lå lærernes haver i rækkefølge efter rangordenen: førstelærerens have lå bag kirkegården, andenlærerens have bag boligen og lærerindens have allerbagest, ud mod markerne.
HIPPIER KOM TIL ØRTING
Det var lærerindens lejlighed, det unge par flyttede ind i. Selv om de begge var fra byen – John fra Randers og Joan fra Aarhus – ville de ud på landet og have mere plads. De så på mange små skæve huse, men faldt for den gamle skole i Ørting, fordi det var et godt hus med dejlig udenomsplads. Dengang havde John langt hår og skæg, og folk i Ørting kikkede lidt kritisk på dem i starten – det var jo i hippietiden. Men med børnenes ankomst i 1975 og 1979 fik familien for alvor fodfæste i det lokale. “Vi havde også hund, og med sådan en i snor og en barnevogn er det nemt at falde i snak med folk”, siger Joan.
Joan og John flyttede ud til en landsby med masser af indkøbsmuligheder – tre købmænd, bager, slagter, cykelhandler, bank og frisør – og gode forbindelser til Odder og videre til Aarhus. Hverken John eller Joan har arbejdet i Ørting, men i Aarhus og Odder, Joan i det, man dengang kaldte børneforsorgen og John som maskinarbejder.
”ADFÆRDSVANSKELIGE” UNGER
Hele Joans arbejdsliv har været koncentreret om at hjælpe børn og familier med vanskeligheder. Som stor pige i Åbyhøj var hendes fritidsinteresse atletik, hun blev tidligt træner for et atletikhold for piger fra 10 – 12 år, og blev glad for at være noget for den aldersgruppe. Så da hun efter realeksamen skulle vælge sin fremtid, skulle det have med store børn at gøre. På en uddannelsesmesse i Århus hørte hun om den helt nye uddannelse som børneforsorgspædagog – og vidste, at det skulle være hendes vej.
“Men jeg var for ung og måtte bruge et par år på noget fornuftigt for at blive gammel nok”. Det fornuftige blev en periode i forpraktik på en institution for store børn med stemplet “adfærdsvanskelige” – som oftest børn fra udsatte og belastede familier. Det passede hende godt. “Men jeg var stadigvæk for ung til at starte på uddannelsen, så jeg tog et halvt år på idrætshøjskolen i Sønderborg – og det var en af de bedste perioder i mit liv.”
DE BØRN KRÆVER NOGET SÆRLIGT
I disse tider, hvor alt skal måles og vejes, er det en øjenåbner at læse betænkningen fra 1962 om den uddannelse, der blev Joans. Her skal de studerende lære om livet og ikke bindes af stramme læseplaner, for, som der står:
Joan gennemførte uddannelsen og var først pædagog på Ungdomshjemmet Schepelernhus i Brabrand, som var for piger fra 14 – 18 år, så afdelingsleder på behandlingshjemmet Dalgården i Skåde, og endelig institutionsleder af Egeknasten i Odder, hvor hun også uddannede sig til familieterapeut.
DET KRISTNE GRUNDLAG
Efter en årrække på Egeknasten følte hun sig rustet til at formidle den viden i teori og praksis, hun havde samlet op, og de sidste mange år i hendes arbejdsliv underviste hun på Diakonhøjskolens afdeling for socialpædagogik i Aarhus. Diakonhøjskolens kristne grundlag passede Joan fint. Hendes forældre var ikke kirkegængere, men farmoderen var. “Søndag formiddag i karnappen sammen med farmor, mens vi hørte gudstjeneste i radioen – det var dejligt!”
”VI VIDSTE IKKE BEDRE”
Men hjemmet i Ørting krævede også sit, selv om huset var gedigent byggeri. “Der var meget, der skulle laves, og vi var ikke bygningshåndværkere, men vi havde mod på at give os i kast med det store hus alligevel – vi vidste jo ikke bedre,” siger Joan. “Vi tog det stille og roligt, alt skulle ikke være fint og flot fra begyndelsen, men da jeg en dag faldt ned ad den smalle snoede trappe med lille Mia i liften – så fik vi hurtigt sat en ny trappe op.”
I de første mange år var stueetagen lejet ud, og en del unge par fra Ørting og omegn startede deres fælles tilværelse her. “Huslejen var nogle få hundrede kroner om måneden, og det kunne unge mennesker få råd til,” siger Joan.
I SPIDSEN FOR ØFUG
Da pigerne blev større, gik de til håndbold og gymnastik, og deres forældre så til fra bænken – et stykke tid, for hurtigt var der bud efter Joan fra foreningens bestyrelse. I en del år omkring 1990 var Joan formand for ØFUG. “Lone Rosenlund og jeg var et godt makkerpar og fik styr på en del ting,” fortæller Joan. “Vi fik lavet et årshjul med manualer til alt, der skulle ske i løbet af året – hvornår der skulle søges puljepenge, hvornår der skulle være håndboldstævner – hvor John sad ved dommerbordet – og hvordan den store sommerfest og loppemarkedet skulle forløbe.”
De havde også særligt fokus på at få folk fra Ørting ind i de bevilligende idrætsudvalg i Odder, så byen ikke løb med det hele. Men da pigerne blev voksne, forsvandt begrundelsen for at bruge så lang tid på ØFUG lidt efter lidt – og huset og haven krævede stadigvæk sit.
TO LEJLIGHEDER – EN FAMILIE
I dag er der stort set ikke et rum i den gamle skole, som John ikke har sat i stand, vægge er flyttet og lofter sænket – men der er stadigvæk to lejligheder i huset, selv om det nu er klassificeret som et enfamilieshus – og selv om Joan og John er de eneste beboere. “Vores døtre bor langt væk med deres familier, Mia på Malta og Rikke i Sorø, så det er dejligt at have god plads til dem, når de alle otte kommer hjem.”
Flere gange om året er parret på Malta for at kunne følge med i de største børnebørns udvikling, og Joan er ofte i Sorø for at aflaste den unge familie med de to yngste børnebørn – lange arbejdstider og lang transport holder de unge forældre i et stramt greb.
LIGGE HOS NABOEN?
Efter at være blevet pensionist fortsatte Joan nogle år som frivillig inden for Jysk Børneforsorg, hvor hun kunne bruge sine organisatoriske talenter i bestyrelsen for en institution for unge. Hun er stadigvæk frivillig i aktivitetsudvalget for Ørting og Falling kirker og har været ansvarlig for en del arrangementer og udflugter – og hendes med-frivillige ved, at når Joan er tovholder for noget, er der ingen slinger i valsen – så klapper det bare!
“Men jeg tænker, jeg stopper med det, når der nu kommer et nyt fælles menighedsråd for hele Fjordpastoratet. Jeg tror det bliver svært at holde fast i et lokalt aktivitetsudvalg – for hvem skal så sørge for kontakten til menighedsrådet? Der bliver nok et tværgående udvalg fra alle seks sogne, som tager sig af at arrangere foredrag, sogneaftner og udflugter. “
I næsten 50 år har Joan og John været naboer til kirkegården i Ørting. Tænker hun nogensinde på, om hun selv skal ligge der? “Jeg tænker på det,” siger hun. “Men når vi er væk, er pigernes tilknytning til Ørting også væk. Skal vi så tvinge dem til at have en grav her, de skal besøge?” Men foreløbig er Joan særdeles meget i live – hun fyldte kun 70 på sin seneste fødselsdag.
