
Forældre og bedsteforældre vil have et fast tag i små barnehænder, så poderne ikke bliver væltet, når dørene til Hallen bliver åbnet, og de som de første styrer direkte mod hjørnet med legetøj. Voksne vil målbevidste styre mod bordene med tøj, bøger, porcelæn og diverse elektriske artikler, der måske har set bedre dage, men som kan fixes.
Ude vil havemøbler og havemaskiner være samlet på et sted, og lidt aflagte cykler vil stå parkeret på pladsen tæt på tennisbanerne. Og Hallens Café sælger drikkevarer og hotdogs.
Bilerne er parkeret tæt omkring Hallen.
Sådan plejer det at være, når det store loppemarked skal afvikles fra 12 til 15. Sådan vil det forhåbentlig også være på søndag, når Ørting Hallens Venner står for aktiviteten. For én gangs skyld er ”som vi plejer” ikke noget dårligt.
Men de kan stadig bruge flere frivillige både lørdag og søndag. Lørdag til at indsamle skrot og lopper – og få det hele fordelt. Søndag til at sælge og hjælpe med oprydningen.
ALLE BRUGERE AF HALLEN FÅR GAVN AF PENGENE

Loppemarked en søndag i foråret er en fast tradition. I begyndelsen for 50 år siden blev overskud brugt til at sende skolens børn i svømmehal – og det var savværket i Falling, der lagde grund til markedet. Så skulle området have en hal – og der skulle indsamles en masse penge. Så blev loppemarkedet rykket til Persievej. Og der har det været siden. Kun Corona-nedlukningen kunne stoppe det. I mange år har det været ØFUG, der har stået for det. Men i december meddelte foreningens bestyrelse, at der ikke var ressourcer til at klare opgaven, og i lang tid så det ud som om loppemarkedet havde lidt døden – lige ind til en gruppe mennesker genoplivede Ørting Hallens Venner og gik i gang. Søndagens overskud vil ikke – som tidligere – gå ubeskåret til ØFUG. Pengene skal også bruges til forbedringer i Hallen. Derfor er det ikke kun én forening, som får gavn af pengene fra loppemarkedet – eller fra de aktiviteter, som Hallens Venner planlægger som opfølgning. Det er alle, der bruger Hallen. Men ØFUG kan søge om penge til f.eks. nye redskaber.
Mange mennesker har en stram økonomi på grund af inflation, høje energiudgifter m.v. Måske netop derfor er der grund til at tage i Hallen på søndag klokken 12. Billig legetøj, bøger og tøj til børnene. Foruden alt det andet, der er billigt.