Lise Laursen bidrager til den statistik, der fortæller, at danskerne er blandt de lykkeligste folk. Og hun er en af dem, der siger det højt: ”Jeg er et privilegeret menneske – jeg sætter i dén grad pris på mit liv”.
Hun bor sammen med sin mand Arne på Mosevejen i Ørting – i det, der engang blev kaldt ”Grossererens hus”.
ØRTING MOSE – ALDRIG!
Drejer du fra på Horsensvej ind på Mosevej, møder du skilte med 30 km. Og den lave fart er da også nødvendigt. For vejen, der går gennem et af kommunens smukkeste landskaber – med skov på venstre side og udsigt over mose og eng på højre side – er både smal og hullet.
Et godt stykke nede lige før et sving ligger det gamle hus fra 1776, der i dag er udbygget og gjort i stand.
”Vi flyttede ind i 1983 med to børn”, siger Lise Laursen. ”Så det var nødvendigt med mere plads”.
Stuen har de i den gamle stald – datidens huse havde beboelse for mennesker i den ene ende – og beboelse for dyr i den anden.
Familien flyttede ind sammen med en anden familie, der boede i nabohuset.
”Vi boede i en forstad til Århus, og vi ledte efter et sted, hvor begge familier kunne bo. Vi hørte om de to huse ved siden af hinanden i Ørting mose. Ørting? Vi vidste ikke, hvor det var – og da vi fik at vide, det var syd for Odder, sagde vi aldrig. Men vi tog alligevel ud for at se på det, og så var vi solgt. Det har vi været siden. Sammen med husene fulgte også 17 tdr land med skov og mose. Vi kunne ikke bo i smukkere omgivelser”.
De to familier lavede et bofællesskab, hvor de delte praktiske opgaver – og hvor deres børn voksede op næsten som søskende. ”Vi har nu haft vores fællesskab i 34 år”, siger Lise. ”Og det fungerer stadig rigtigt fint. Vores børn har også stadig et tæt forhold til hinanden”.
SOGNEBLADS-REDAKTØR
68-årige Lise har tidligere været gymnasielærer – underviste bl.a. i kunsthistorie. Hun valgte at holde op med at arbejde i 2009. De seneste otte år har hun derfor haft tid til at redigere Ørting Falling Sogneblad – og også haft tid til at skrive artikler til bladet, der udkommer fire gange om året, og som bliver delt ud til alle husstande i området.Hun har delt redaktørjobbet med sognepræst Vibeke Døssing Rudebeck.
”Jeg har været rigtig glad for arbejdet, og for samarbejdet med Vibeke”, siger hun. ”Men jeg trækker mig i løbet af det nye år. Vi skal have et fælles blad for hele det nye storpastorat, der dækker Ørting, Falling, Gylling, Torrild, Hundslund og Alrø, og det er en god idé. Så jeg synes, der skal nye kræfter til, og jeg har også et andet projekt, jeg gerne vil arbejde med”.
FAMILIENS HISTORIE
Dette andet projekt er familie-historien eller en familie-krønike.
Lise kommer fra den lille landsby Borbjerg – der ligger godt 11 km nordøst for Holstebro. Sammen med en onkel, der har stor interesse for lokalhistorie og slægtsforskning, har hun allerede redigeret to små bøger om Borbjerg.
”I den forbindelse kom der selvfølgelig også en del frem om vores familie, og det vil jeg gerne være med til at skrive mere om”, siger hun. ”I første omgang kan vi vel kalde det, at jeg vil skrive et meget langt brev til vores børnebørn, så de ved, hvor vi kommer fra – hvorfor, vi er blevet, som vi er. Men projektet bliver måske til mere end et langt brev”.
Historien om om de mange farverige mennesker, der har haft deres liv i Mosen, kunne også være interessant at skrive.
For Lise er historiske bygninger interessante. Men endnu mere interessante er fortællingerne om de mennesker, der har boet i husene. Eller som har haft deres liv i en landsby eller i et bestemt område af en by.
PASSIONERET KIRKEGÆNGER
Ud over Sognebladet er hun også med i menighedsrådets aktivitetsudvalg, der er ansvarlig for alle de arrangementer, som er omkring landsbyernes kirker. Der skal være noget for alle grupper og alle aldre. ”Vi har foredrag, vi har koncerter og vi har én gang om året en udflugt. Vi har et rimeligt budget, så vi har gode muligheder for at lave aktiviteter”, siger Lise, der også i de senere år er blevet, hvad hun selv kalder ”passioneret kirkegænger” – uden dog at være specielt troende.
”Den rationelle side af mig fortæller, at der er ikke noget for mig at hente i kirken”, siger hun med et smil. ”Men det er der jo alligevel. Man får altid noget med hjem fra prædiken – jeg gør i hvert fald. Og så er der hele den æstetiske side: At man sidder i en 800 år gammel bygning med så megen historie. Kirkerne har så fin en udsmykning med mange detaljer, så der er altid noget nyt at se – eller noget at genopdage, selv om man har set det mange gange. Man lytter til den fineste musik og synger salmer skrevet af de bedste poeter. Så jeg tager det hele med – og ind. Det kunne jeg godt unde flere”.
Men hun understreger, at kirkens betydning i lokalsamfundet skal ikke måles på antallet af kirkegængere. Men på aktiviteterne omkring kirken.
KORSANG OG KUNSTUDSTILLINGER
Der er også tid til sammen med Arne at tage til kunstudstillinger og til at læse bøger. Og selvfølgelig også til at nyde omgivelserne omkring ”grossererens hus”, hvor den gamle bornholmer fra 1850 i den lavloftede stue hver time bryder stilheden for med klokkeslag at fortælle, hvad klokken nu er blevet.
Det er som regel kunstmuseet AROS i Århus, de besøger for at se udstillinger. Men de tager også rundt til andre museer.
Lise og Arne er også med i koret Odder Voices, hvor medlemmerne kommer fra hele oplandet – men også fra Horsens og Århus. Tirsdag er øveaften, og det foregår i Sognehuset, og som tak for lån laver koret hvert år julekoncert i Falling kirke. I år bliver den holdt 13. december. Desuden holder koret en sangaften forår og efterår, hvor publikum har mulighed for at synge de sange fra Højskolesangbogen, som de bedst kan lide.
Hvis hun selv skal opsummere, så understreger hun igen, at hun er et usædvanligt privilegeret og tilfreds menneske. ”Jeg kan ikke forestille mig et bedre liv”, siger hun.
