Stenen måtte ikke fornærme nogen, så teksten blev yderst kortfattet

Den 15. juni 1921 var der folkefest i Ørting. En stor sten, som skulle markere genforeningen, blev afsløret. Et udvalg af beboere  stod for rejsning af stenen, som blev anbragt på et støbt fundament på en lille skrænt i udkanten af præstegårdens have. Foran var årstallet 1864 plantet med blomster.

Som andre fortidsminder i området er genforeningsstenen noget forpjusket i dag

I dag står stenen noget forpjusket ved kanten af præstegårdshaven. Vejr, vind og trafikos har sat præg, og inskriptionen er utydelig. Genforeningsstenen i Ørting har her 100 år efter folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse kendt bedre dage.

MÅTTE IKKE STØDE
Teksten på Ørting-stenen meget kort: ”Genforeningen 1920”. Den måtte nemlig ikke støde nogen. Det var åbenbart vigtigt. For i bogen om ”Genforenings-mindesmærkerne” fra 1939, står der under Ørting:
”der (var) i Sognet divergerende Meninger om den nye Statsgrænse, hvorfor Udvalget bestemte, at Indskriften alene skulde være: GENFORENINGEN 1920”.
Det har ikke været muligt at finde frem til, hvordan de ”divergerende meninger” viste sig konkret, men det har sikkert været som i resten af  landet: Uenighed om hvor stor en del af Slesvig, der skulle ”hjem til Danmark”, som det hed.

HØRTE IKKE TIL DANMARK
”Hjem til” er lidt af en overdrivelse. Området havde aldrig været dansk. De tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, var selvstændige områder. De havde selvbestemmelse, eget flag m.v. Den danske konge var hertug, men tilhørsforholdet knyttede sig alene til kongen – altså ikke til Danmark. Og i kølvandet på den nationale oprørsbølge, der skyllede ind over Europa midt i 1800-tallet, ønskede områderne også den tilknytning skippet.
I Holsten og Lauenborg var sproget tysk – og de var begge med i sammenslutningen ”Det Tyske Forbund”. Holsten ville have selvstændighed og bevare den historiske tilknytning til Slesvig. I Slesvig var sproget en blanding af dansk og tysk – og tyskerne i området trak i retning af Holsten. Absolut ikke mod Danmark.

KOSTEDE KRIG I TRE ÅR
Spørgsmålet om Slesvig Holstens tilhørsforhold havde allerede kostet Danmark én krig. Nemlig tre års krigen fra 1848 til 1850. Den brød ud, fordi politikerne med den første danske grundlov forsøgte at indlemme Slesvig i riget – men det gjorde de tysksindede i Slesvig Holsten oprør imod. Og de fik hjælp af preusserne.
Efter krigen kværnede uenighederne frem og tilbage. Der var flere forsøg på at finde en løsning, der kunne tilfredsstille både tyske og danske nationale interesser. Men uden held.

PENNEN PRESSET I KONGENS HÅND

Christian d. IX måtte i krig med landsmænd

I 1863 vedtog danske politikere den såkaldte martskundgørelse: Holsten kunne helt afskrives – til gengæld skulle Slesvig knyttes endnu tættere til Danmark. Så var fanden løs – Det Tyske Forbund krævede kundgørelsen taget af bordet straks. Danskerne svarede igen – forbundet skulle ikke blande sig i forholdene i Slesvig. Og i november underskrev kongen, der nu hed Christian d. 9. novemberforfatningen, der fulgte kundgørelsen. Det var mod hans vilje. Han kom fra Slesvig – Holsten og var hentet til landet, fordi Frederik d. 7. ikke havde arvinger. Han ville bevare begge hertugdømmer, men pennen blev presset ind i hans hånd, så han skrev under.

NEDERLAGET I 1864
Tyskerne krævede forfatningen taget af bordet, og det skulle gå hurtigt. Da det ikke skete, rykkede Bismarcks hær ind i Holsten og tog delstaten. Og truslen var klar: Smid den så væk – eller vi rykker ind og tager Slesvig. Den danske regering afviste stadig – og 1. februar 1864 rykkede Preussens og Østrigs militær så ind i Slesvig. 18. april var det slut. 10.000 danske soldater kunne intet stille op mod en hær på 30.000.

Niels Simonsens maleri af tilbagetoget fra Dannevirke den 6. februar 1864.

Ved fredsforhandlingerne i London blev Danmark tilbudt halvdelen af Slesvig – d.v.s. det område, vi nu kender som Sønderjylland. Tyskerne ville have grænsen trukket ved Åbenrå på den ene side og Tønder på den anden. Men danskerne ville have grænsen ved floden Slien, så Dannevirke stadig ville være på danske hænder. Der kunne ikke skabes enighed. Og en kortvarig krig brød ud igen i juni 1864. Efter endnu et dansk nederlag, blev fredsforhandlinger nu ført alene mellem Preussen, Østrig og Danmark – og så blev grænsen flyttet helt op til Kongeåen.

I TYSK TJENESTE
De dansk-sindede i Slesvig gik nu en træls tid i møde. Ganske vist havde tyskerne i 1866 lovet dem ret til en folkeafstemning i de nordlige distrikter – Danmark eller Tyskland. Men der skete ikke noget, og i 1878 ophævede kansler Bismarck denne ret.

I Mindeparken i Århus findes det store monument for danskere, der blev dræbt i 1. verdenskrig

Det danske sprog blev forvist fra skolerne, og 24 danske sange blev forbudt. For tyskerne så ikke lyst på, at danskerne altid sang, når de mødtes. Det blev kaldt ”det farligste agitationsmiddel danskerne ejer”.
”Det haver så nyligen regnet”, som også var populær under den tyske besættelse, blev de dansksindede slesvigers kampsang.
Men værst for danskerne var den tyske militærtjeneste. Under 1. verdenskrig blev godt 30.000 dansksindede sendt i krig på tysk side. 6000 af dem kom aldrig tilbage.

FOLKEAFSTEMNING OM GRÆNSEN

Valgplakaterne fik ikke for lidt

Første verdenskrig sluttede 11. november 1918, og den 18. november holdt H.P.Hanssen en tale fra balkonen på Folkehjem i Åbenrå for en stor folkemængde. Han krævede, at den nye grænse mellem Danmark og Tyskland skulle findes ved en folkeafstemning i hele Slesvig. H.P. Hanssen var politiker og organisator af den danske bevægelse i det, vi nu kalder Sønderjylland, og han udgav også den danske avis Heimdal i Åbenrå.
Da Versailles-traktaten, som var den fredsaftale Tyskland blev pålagt, var underskrevet i 1919, blev det bestemt, at grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle afgøres af en folkeafstemning – som H.P.Hanssen havde ønsket.
Slesvig blev inddelt i tre zoner – en nord, en mellem og en syd-zone. Og 10. februar for 100 år siden stemte 75 procent af vælgerne i Nordslesvig – det vi i dag kender som Sønderjylland – for at høre til Danmark. 24.marts stemte de i mellem-zonen, hvor Flensborg ligger. Her blev resultatet næsten omvendt. Klart flertal for at høre til Tyskland. Derfor blev afstemningen i Sydzonen blev opgivet.

”VI VIL HAVE HELE SLESVIG!”
Efter afstemningerne i de to zoner var det klart, at Flensborg var tabt. Det var dengang den næststørste by i Danmark, som der lidt fejlagtigt blev sagt – og det var en stor industri- og havneby.  
Kongen – Christian d. X – havde meget svært ved at acceptere det tab og i det hele taget afstemningen. Han ønskede hele Slesvig som en del af Danmark. Det samme mente Det Konservative Folkeparti, Venstre og fremtrædende erhvervsfolk. De mente, man skulle gennemtvinge en sydligere grænse, så en større del af området blev dansk. Men regeringen med den radikale statsminister Zahle ville respektere afstemningen, og havde opbakning fra socialdemokraterne..
Hvis ønsket om at gøre hele Slesvig – og ikke mindst Flensborg – til en del af Danmark, måtte Zahles regering væk.

H.N.Andersen sammen med kongen og dronningen i Nakskov

I TV-serien Frederik d. IX dramatiseres den såkaldte påskekrise, hvor kongen afskedigede regeringen. Forud ser man Christian d. X spadsere i parken sammen med ØK’s stifter, H.N.Andersen, som stærkt opfordrede kongen til at afskedige regeringen – og i lommen havde han endda en liste med ”udmærkede ministerkandidater”. Kongen fulgte hans råd og afskedigede regeringen. Det udløste ”påskekrisen”, som var tæt på at gøre Danmark til en republik.
Men grænsen mellem Danmark og Tyskland optog sindene over hele landet. Altså også i vores landsogne, hvor ”divergerende meninger om den nye statsgrænse” betød, at kun den meget korte tekst – ”Genforeningen 1920” – blev hugget ind på en sten.

H.N.ANDERSEN OG ÅKÆR
Man skal i den forbindelse ikke glemme, at Venstre ville have gennemtvunget en sydligere grænse, og partiet havde godt fat her omkring. Og heller ikke glemme, at erhvervsmanden H.N. Andersens svigersøn var arving til Åkær, der dengang var områdets største arbejdsplads og en landsby for sig selv.
Så i landsognet Ørting skulle man ikke støde nogen. Derfor blev teksten på stenen på Bilsbækvej yderst kortfattet: Genforeningen 1920.

Artiklen bygger på:
Bogen Genforeningsmindemærkernes historie
danmarkshistorien.dk
bogen Genforeningen, 100 Danmarkshistorier
bogen De danske sønderjyders førstemand, H.P. Hanssen
bogen Da Sønderjylland blev delt