Trætte ben og hovedet fuld af oplevelser
270 km på 10 dage. 10 dage, hvor det kun handlede om at gå, sove og spise. Kun med en bagage på 5,8 kilo i alt på ryggen. Men med et rygsæk-indhold, der dækkede det nødvendige.
Dorthe Bent Henriksen gik fra sidst i september til begyndelsen af oktober Caminoen’s portugisiske rute. Og hun havde lokket Per, hendes mand, med på turen.
EN PILGRIMSRUTE
De begyndte at gå allerede da de landede i lufthavnen. Og det fortsatte de så med hver dag, til de nåede katedralen i den spanske by Santiago, som alle Camino-ruterne fører frem til. Som mange andre gør, havde de ikke hjemmefra bestilt overnatninger. Ej heller havde de – med de 5,8 kg i rygsækken – behov for at få deres bagage transporteret til næste overnatningssted. Men muligheden findes for dem, der mener at have brug for mere end tre sæt tøj og en tandbørste.
Caminoen, som betyder vejen, er en pilgrimsrute frem til byen, hvor apostlen Skt.Jakob’s knogler ligger i en sølvkiste i byens katedral. Derfor hedder ruten egentlig Jakobs Stien. Men en stor del af de mere end 300.000 mennesker fra hele verden, der hvert år går på en af ruterne, gør det ikke af religiøse grunde. Det drejer sig om mindre end halvdelen. De fleste tager turen, fordi de får dage, hvor de kan koble totalt af fra en travl hverdag, hvor de ikke skal være på konstant, som det hedder, når man er online dag og nat. Og dage, hvor man kan tillade sig at lade tankerne flyve – mens et skridt følges af det næste og det næste…
”VI SKULLE INGENTING”
Det oplevede Dorthe og Per også – den totale afkobling.
”Det mest fantastiske var, at vi skulle absolut ingenting. Det handlede kun om hvor kan vi få en kop kaffe, hvor skal vi spise frokost, hvor langt vil vi gå i dag og hvor skal vi sove”, siger hun.
De gik efter noget så gammeldags som et kort og stenene med Caminoens symbolske muslingeskal. På stenene fortælles også, hvor mange km der nu er til Santiago.
Camino-passet bliver en lille dagbog om turen
”Vi var kun online nogle timer om aftenen for at besvare mail og for at lægge opdateringer og billeder på Facebook, så familie og venner kunne følge os. Og det var ikke et savn”.
Med et Camino-pas kunne de overnattede på herberger og vandrehjem sammen med mennesker fra hele verden. Flere af dem mødte de igen på ruten.
”Vi blev en del af en lille Camino-familie”, fortæller Dorthe. ”Og Caminopasset med alle stemplerne blev samtidig en lille dagbog, hvor alle de steder, vi var, er markeret.
Vi fik oplevelsen af landskabet. Små landsbyer, historiske ruiner, lange stier, små veje, bakkede skove, eucolypturtræerne….Og højderne var ikke værre, end vi sagtens kunne klare dem. Vi var ikke i specielt god form, da vi begyndte turen. Vi gik os i form”.
EN PILGRIMSMESSE GJORDE INDTRYK
Specielt den sidste overnatning, før de nåede frem til Santiago, gjorde indtryk på Dorthe.
”En tysk pige, som vi mødte på et vandrehjem, spurgte, om vi ville med til et kloster, hun havde hørt om, hvor man kunne overnatte. Det var klostret Herbon, som drives af Franciskanermunke. Det havde 30 overnatningspladser – hverken mere eller mindre, og man reserverer ikke på forhånd men sikrer sig en plads ved at stille sin rygsæk op i rækken.
Målet er nået
“Om aftenen blev der holdt en pilgrimsmesse med velsignelsen læst på forskellige sprog. Per læste den på dansk. Vi er ikke specielt religiøse, men alligevel var messen sammen med mennesker fra mange forskellige lande en så stor oplevelse, at vi aldrig glemmer den”.
DET ER NOGET MENTALT
I de 10 dage gav de sig selv lov til ikke at skulle noget som helst – andet end altså gå, sove og spise. Og de gav sig selv lov til at nøjes med de 5,8 kg på ryggen.
Dorthe Bent: Det er noget mentalt – oplevelserne, menneskene og stederne har sat sig
Oplevelsen af, hvor lidt man egentlig kan klare sig med, har ikke fået Dorthe til at rydde klædeskabet. Og vel hjemme igen handler det nu om at have varer nok til det store julemarked i Ridehuset i Århus, til markedet hos fru Møllers Mølleri – for slet ikke at snakke om hendes egen ”Jul i Galleriet” den kommende weekend. Men Camino-vandringen har sat sig – også i hverdagen. ”Oplevelserne, mødet med at mange nationaliteter, stemningen de steder, vi overnattede – det er noget mentalt”, siger Dorthe. ”Men også en øget opmærksomhed på, hvad der egentlig betyder noget. Og det er hverken det materielle eller for den sags skyld at være online hele tiden, om end det kan lyde lidt frelst”.