DJ, leg og uhygge i metermål.
Det byder Ørting Hallens Café og ØFUG på lørdag d. 22. oktober, når de går sammen om at holde et brag af en tidlig halloween-fest for børn og forældre.
Allerede ved indgangen vil de blive mødt af raslende skeletter og uhyggelige spøgelser. For 15 kr. kan børnene blive malet, så de får et uhyggeligt ansigt. De kan komme ind i det uhyggelige hus, der til hverdag er usynligt i Hallen – også for 15 kr. Og så kan de for 15 kr. prøve ØFUG´s uhyggelige udfordring.
Alle pengene går til ØFUG´s arbejde med og for børn og unge.
Der vil være præmier for både det mest uhyggelige og det mest kreative halloween-kostume. Det behøver ikke at være dragter købt for dyre penge i en forretning. Dragter skabt af slidte lagner og aflagt tøj tilsat en god fantasi, skaber som regel de bedste resultater.
For at give børnene så gode oplevelser som muligt, skal de forskellige aldersgrupper komme på forskellige tidspunkter. Hal og Café er åben for de 0 – 5 – årige mellem kl. 16 og 18. Bagefter kommer de 6‑årige sammen med børn til og med 3. klasse fra kl. 18 – 20. Og til sidst kommer 4. – 7. klasse mellem kl. 20 og 23.
Der vil være DJ og dermed mulighed for at ungerne kan få en uhyggelig dans.
Det koster 35 kr. at komme ind til uhyggen. Voksne er også velkomne. Hvis de da tør.