For anden gang i år har Vejlskovgård overtrådt miljølovgivningen. Første gang da ejeren harvede et naturbeskyttet område. Og nu anden gang, hvor han – uden at søge den nødvendige tilladelse – gik i gang med at dræne et område, hvor der er stor risiko for, at der er meget okker.
Kommunen har derfor givet påbud om, at han skal lukke drænrørene og afmærke stederne, så teknik og miljø kan kontrollere, at det er sket.
Kommunens påbud om lukning af de 11 dræn, der allerede var lagt ned, er givet med støtte i den såkaldte okkerlovs paragraf 2. Her står, at det i ”okkerpotentielle områder ikke er tilladt at udføre dræning, hvorved grundvandsstanden ændres uden forudgående tilladelse”.
Vejlskovgårds ejer har altså ikke søgt denne tilladelse til at dræne området, der har stemplet niveau 1. Det betyder, at der er stor risiko for, at jorden indeholder okker, og at det ville forurene Rævs Å.
FISKENE DØR
Den røde okker, man kan se i åer og bække, kommer fra stoffet pyrit i jordbunden. Pyrit
består af jern og svovl. Den kan ligge i jorden i masser af år uden at der sker noget, når bare ikke den får tilført ilt. Men når jorden drænes, og grundvandsstanden synker, kommer ilten, og pyrit bliver skilt i svovl og jern.
Okker er iltet jern, og hvor det er værst, kan man i åer og vandløb se den rustrøde farve. Stoffet er ikke farlig for mennesker, og okkerfarven kan være fin blandet i maling og smurt på en husmur. Men for fisk og smådyr er det gift, fordi det blokerer fiskenes gæller, så de dør, fordi de ikke kan ånde. Og stoffet lægger sig på bunden af åen, og forhindrer dermed, at der kommer frisk vand op til planterne.
Det er begrundelsen for, at der skal søges tilladelse, før man begynder på et drænings-projekt i et område, hvor der er stor risiko for at jorden indeholder okker. Også når man ejer Vejlskovgård.
