”Jeg regner med, at vi på bestyrelsesmødet tirsdag aften sender ombygningen af skolen i licitation. Så må vi se, hvor langt vi kommer for 10 mio kr. Men det er jo ikke sådan, at der intet er sket på den gamle Margrethelyst Friskole. Vi har brugt et par millioner på forbedringer, og to fløje er ved at være klar. Aulaen er også næsten klar”.
Det siger formanden for Fonden Ørtings bestyrelse, Per Ruby.
De 10 millioner kroner er nu til rådighed, fordi Civilstyrelsen netop har godkendt en sammenlægning af Fonden Ørting med Fonden Dalgården.
KURSER OG RÅDGIVNING
Skolen på Persievej blev købt dagen før en tvangsauktion for godt 2 millioner kroner. ”Bygningerne er fra 1961, og vi må nok indrømme, der er mere, der skal renoveres end vi umiddelbart troede”, siger Per Ruby. ”Men omkring jul regner vi med, at vi kan flytte 15 elever fra skolen i bygningerne på Bilsbækvej til Persievej. Og vi kan få gang i rådgivnings- og kursusafdelingen. Men klar til alle bliver vi nok ikke før til næste sommer”.
Når ombygningen er færdig, vil der ikke alene være plads til de elever, som nu går i skole på Bilsbækvej. Der vil også være plads til at tage flere dagelever ind.
Fonden Ørting har stor viden om arbejdet med børn og unge, der har autisme. Den viden skal bruges på kurser for pædagoger, lærere og kommuner, som møder autister i deres daglige arbejde, og skolen skal også være det sted, hvor forældre kan hente rådgivning.
VÆK MED SKOLEPRÆGET
Mange forældre ringer i dag i håb om at få en plads til deres barn, som har det meget dårligt i folkeskolen, hvor de bliver misforstået eller mobbet af de andre elever.
Derfor bliver der arbejdet med at fjerne de lange gange, lysstofrør og klasselokale, der giver minder om en skolegang, der gav så mange nederlag. Men ikke kun for det. Også fordi autister har brug for steder, hvor de kan arbejde alene og fordi det er svært for dem at være i en større gruppe. Støj og uro har de fleste svært ved at klare.
VELKOMMEN TIL LOKALSAMFUNDET
Når ombygningen af skolen er færdig, vil der være gode mødelokaler. Og dem vil lokalsamfundet blive inviteret til at bruge. Skolen skal ikke være et sted, der lukker ned kl. 16, og så er der ellers mørkt til næste morgen.
Skoleleder Ditte-Marie Thejsen, som også er Fonden Ørtings viceforstander, håber på, at skolen vil få hjælp fra lokalsamfundet, når planerne om at etablere køkkenhave og have dyr på de store arealer rundt om skolen, skal føres ud i livet.
Fonden Ørting har allerede aftaler om samarbejde med naboerne – Ørting Hallen og ØFUG.