Det er som at komme ind i en anden tidslomme. Hele landsbyen fremstår som et billede af en af de turistattraktioner, der bringer folk flere hundrede år tilbage i tid. Men i modsætning til disse steder, er husene i Ålstrup ikke beboet af statister, der klæder om og går hjem efter arbejdstid, og så lukker alt liv ned til næste morgen, når stedet igen åbner dørene for dem, der har købt billet. 70 mennesker har valgt, at hjemme er den lille plet på kortet, som med de otte gårde og 18 huse er på listen over kommunens kulturmiljøer. Og de er ikke klædt i fortidens tøj. Her er fuld af liv. Landsbyen har forsamlingshus, lokalarkiv, sommerbutik, konefrokoster, natursti, fester og det er også muligt at få passet børn tæt på hjemmet. Hvis man da er heldig. For den private pasningsordning ”Landliv” har valgt, at fire børn er maksimum. Derfor har den venteliste.
Her har boet mennesker siden 3500 år før Kristi fødsel, viser fundene fra arkæologiske udgravninger.
Engang tilhørte landsbyen godset Åkær. Den tid er forbi, og det er sikkert godt for begge parter. Tilbage er kun nogle gamle landarbejderhuse, som nu er sat i stand og i privat eje.
UD MED DE FATTIGE
På vejen gennem landsbyen, er det stadig let finde træskomagerens hus, for en træsko hænger stadig på huset, men det er endda meget længe siden, dette klaprende fodtøj blev lavet i husets lille værksted. Det gamle fattighus er her endnu. Men er nu privat beboelse. Det blev nedlagt i 1883, da skatteyderne bestemte, at de fattige skulle ud af landsbyen og flyttes til den nye fattiggård i Ørting. Så blev deres senge sat op på arbejdsvognenes lad, og så kørte bymændene de fattiges få møbler ud af Ålstrup. Fattighuset med de otte stuer var da kun 15 år gammelt, og havde erstattet de gamle fattighus-rønner i Ålstrup og Amstrup. Men sognerådet havde sendt lister til skatteyderne i sognet og spurgt: Skal vi have én fattiggård, der tager beboere fra landsbyerne Ålstrup, Falling, Amstrup og Ørting – eller skal vi renovere de gamle fattighuse? Fattiggården vandt. Så det dengang forholdsvis nye fattighus blev tømt for beboere. Folketællingen fra 1880 viser, at fattighuset på det tidspunkt havde 12 beboere – de tre var børn. Karen Rasmussen boede i huset med tre drenge på 12, 11 og 8 år – Niels, Rasmus og Christian. Hun var registreret som ”gift” – men i bemærkningerne står, at ”manden er bortrømt”. Den ældste beboer var enken Karen Laursen 78 år gammel.
Engang kom børn fra Falling og Amstrup til Ålstrup skole. I dag er skolen lavet om til lejligheder.
Landsbyen rummer minder fra den tid, da andelsbevægelsen løste de fælles opgaver. De fleste andre steder er bygningerne nu væltet ned. Men ikke i Ålstrup. Her er transformatertårn, som i dag bliver brugt til opbevaring af haveredskaber. Her er frysehus, som nu er i brug som Hads Herreds mindste forsamlingshus. Og bag ved det ligger det gamle vandværk.
ULYKKE FØRTE TIL FÆLLES VANDVÆRK
Det fælles vandværk blev oprettet efter en tragisk ulykke: 9. marts 1928 lød høje råb og mænd stak i løb ned mod gården, hvor en ny brønd var ved at blive gravet, og da de kom til stedet, begyndte de febrilsk at grave. Et cementrør havde sat sig fast, og sandet i siderne var begyndt at skride og truede snart med at dække brøndgraveren. Da hjælperne endelig fik røret fjernet, og kunne få ham op, var det for sent. En uge senere blev brøndgraver Søren Peter Eskerods begravet fra Gosmer Kirke. Han blev kun 41 år gammel. Som der står lidt lakonisk i kirkebogen: ”En 30 alen dyb brønd skred sammen over ham”. (En alen er 0,6277 meter).
Landsbyens beboere var enige om, at nu var tiden kommet til at få et fælles vandværk, og alle blev bedt om at tegne andele. Vandværket stod færdigt i 1933. I begyndelsen blev det drevet af landsbyens beboere på skift. Men efter nogle år blev driften overladt til en enkelt person, der for 20 kr/år skulle passe vandværket, der fik en levetid på 53 år.
SLUT MED SALTET KØD OG HENKOGNING
Også Frysehuset var fælles eje. Til omkring 1940’erne var fersk kød en sjælden spise for folk på landet. Det var kun lige efter, man selv – eller naboen – havde slagtet. Ellers blev kødet saltet eller røget, så det kunne holde sig, og det krævede en masse arbejde.
Men i 1940’erne kom fryseteknikken i brug. Og ikke alene betød det en lettelse af arbejdet med kødet. Det betød også, at man kunne spise grøntsager hele året, og frugt og bær skulle ikke henkoges. Det hele kunne fryses.
Men teknikken var dyr. Derfor kunne det aldrig gå at hver husholdning havde en fryser. Svaret på det blev andels-frysehuse
I Ålstrup blev frysehuset oprettet som andels-forening i 1947 for hele Falling sogn. Det var kort tid efter besættelsen, og der var mangel på alt. Derfor blev der kun bygget en lille rød murstenshusbygning med fladt tag.
I det forreste rum, som var det mindste, stod en for-fryser, hvor maden skulle anbringes for at fryse hurtigt. Bagefter blev det flyttet til en boks i det store rum bagved. Der var i alt 119 bokse – hver med en hængelås – som andelshaverne lejede.
Frysehuset var åbent en halv time hver dag, og i den tid kunne folk hente, hvad de skulle bruge.
Men i sidste halvdel af 1960’erne var fryserne kommet så meget ned i pris, at de andelshavere, der boede længst væk, begyndte at købe egne frysere. Og omkring 1970 var der kun dem, der boede tættest på frysehuset, der brugte det. Det kunne derfor ikke svare sig økonomisk at opretholde det, og andelsforeningen blev opløst
HERREDETS MINDSTE FORSAMLINGSHUS
Frysehuset blev solgt til kromanden i Gylling, der var en af de første til at levere mad ud af huset, når folk skulle holde fest. Han leverede maden frossent. Derfor kunne han bruge stedet.
Men i årene efter at kromanden flyttede ud, blev den lille bygning ikke brugt, og både den og omgivelserne forfaldt.
I 2003 tog Foreningen Ålstrup Frysehus over og siden har det fungeret som landsbyens samlingspunkt. Plads er der ikke meget af. Men stedet bliver brugt. Til fester og til møder. Det er også her ”konerne i Ålstrup” har haft sommerbutik i weekenderne. Dog ikke i år, hvor Corona-restriktioner har besværliggjort det meste. Om sommeren bliver terrassen og græsplænen omkring Frysehuset også brugt. En gruppe sørger på skift for, at græsset bliver holdt nede. De fleste husstande i landsbyen er medlemmer af foreningen, men også uden at betale kontingent, er man velkommen.
Den gamle købmandsbutik er også i dag privat beboelse. Men det var her, Peter Knudsen sørgede for dagligvarer, og hans forretning var mødested for alle beboere. Her kunne man få det meste. Små hunde i glas, dukker, koste og kaffekværnen malede bønnerne. Sukker og mel blev fyldt på poser. Peter Knudsen drev forretningen fra 1927 til 1977, men blev boende i huset til sin død i 1988 og fortsatte med at lægge hus til møder og kortspil.
FORTSAT ENGAGEREDE BEBOERE PÅ FUGLEKÆRGÅRD
På Fuglekærgård boede Søren og Ragna Lykke Andersen. De deltog aktivt både i omegnens og i landsbyens liv og havde tillidsposter i f.eks. sogneråd, foreninger og andelsselskaber. Som helt unge var de begge med til at oprette ØFUG for snart 83 år siden. Deres søn – Holger – overtog gården efter dem. I første omgang som et sted, han kom i fritiden. Arbejdstiden blev tilbragt på Geologisk Institut i Århus – hvis han da ikke lige var med på ekspeditioner. Han har boet i telt på Nordpolen, hvor man med lyst i alle døgnets timer for alvor kunne snakke om de lyse nætter, og hvor mad og andre fornødenheder blev fløjet ind med helikopter. Han har været med på Galathea-ekspedition til Grønland, Australien og Caribien. Men han har også arbejdet på mere hjemlige himmelstrøg – Mols Bjerge, Viborg-egnen og Flensborg fjord. Nu bor han fast i Ålstrup, hvor han har sat hvert eneste rum i Fuglekærgårds stuehus i stand, og for nylig har den gamle lade fået nyt stråtag. Alt sammen noget, hans far ville have sat pris på. Men Søren ville rotere i graven, hvis han vidste, at Holger har solgt det meste af gårdens jord fra.
NATURSTI PÅ VEJ
Lidt jord har Holger dog beholdt. Og det er bl.a. takket være ham, at landsbyen til efteråret kan indvi en ny natursti, der går bag om landsbyens gårde og kommer ud på Ålstrupvej, hvor den vil fortsætte forbi alle de gamle huse og komme tilbage til Frysehuset. Pæle er allerede gravet ned. På dem skal skilte med fortællinger om de gamle huse placeres. Holger har også for egen regning fået oprenset søen, der indgår i naturstien.
Han lægger også hus til det lokalarkiv, som nu er oprettet for at sikre og fortælle landsbyens historie, og han er fast deltager i alle aktiviteter i byen.
NYE INITIATIVER
Arkivet og den tilknyttede forening er nyt initiativ. Det samme er 1. maj-demonstrationen, som nu vil blive en fast tradition.
”Jeg har min røde fane i haven”, siger Inge Jensen – en af landsbyens mange aktive. ”Og i år besluttede min nabo og jeg, at den skulle luftes 1.maj. Det var helt spontant. Så vi stillede op med fane og to heste og som Røde i Matador begyndte vi at gå gennem byen. Vi blev hilst med glæde og thumbs up. Flere kom til, så vi blev en gruppe på syv plus en hund. Mange har foreslået, at vi skal gøre det igen næste år 1. maj – mere organiseret. Det gør vi så”.
KONERNE I AMSTRUP
Inge Jensen har også sammen med Holger Lykke arbejdet aktivt med den nye natursti, og hun er med, når kvinderne i landsbyen holder fælles konefrokoster sommer og jul, og når de mange år i træk har haft ”sommerbutik” i forsamlingshuset ”Frysehuset”. Her har de solgt forskelligt håndarbejde, syltetøj og honning. Men også kaffe og hjemmebagt kage. Så ikke kun gæster i butikken, hvor Bonderøven har vogter i et hjørne, har kunnet drikke eftermiddagskaffe på terrassen. Også mange beboere er kommet forbi for at få kaffe og en snak. ”Vi håber, at vi kan åbne butikken igen næste år, når vi er sluppet af med det Corona-skidt”, siger Inge Jensen.
Skt. Hans aften blev holdt ved Frysehuset med fællesspisning, stort bål og masser af børn og hunde.
DE NYE BLIVER BUDT VELKOMMEN
Husene i Ålstrup bliver solgt, og tilflytterne er unge mennesker, som ikke kun vil have et sted at bo. De deltager også i landsbyens liv. Fra Bygningerne til to af de gamle gårde lyder saven og banken. De er ved at blive sat i stand – også af unge mennesker.
Her får ingen – som i mange andre landsbyer – lov til bare at flytte ind og bo i længere tid uden dårligt at se naboerne. Alle bliver budt velkommen og får informationer om landsbyens liv og aktiviteter. Og der er nok at snakke om. For der er gang i Ålstrup – hvor alle kender alle.
