Den sidste krukke nyslynget honning og en lille taske lavet af genbrugsstoffer blev solgt lige før lukketid. Og så var det slut med årets sommerbutik i Frysehuset i Ålstrup. Seks søndage med salg af hjemmelavede varer og med salg af kaffe og kage – og med bonderøven i et hjørne til at holde øje med alt.
”De seneste søndage med høj varme har været lidt sløve”, siger Inger Jensen. ”Men ellers har vi haft godt med gæster”.
”Vi gør det jo ikke for pengenes skyld – selv om det da er fint, vi kan sælge de varer, vi selv laver. Vi gør det mest for at mødes, drikke kaffe og hygge os”.
”Det er også godt for tilflyttere, at de kan komme her, drikke en kop kaffe og møde landsbyens andre beboere”, siger Merete Frandsen.
IDIOTER ØDELAGDE VEJBODEN
Hun var – som Inge – med til at starte Sommerbutikken for fem år siden.
”En ældre kvinde fra landsbyen havde en vejbod, hvor hun solgte marmelade, æg, kaffe, grøntsager og også slik. Men da den et par gange var blevet ryddet for både varer og penge, fik hun nok og lukkede den. En bil stoppede – og når den kørte igen, var boden tom. Helt tom. Så snakkede vi om, at det kunne være fint at have et sted, hvor vi kunne sælge, hvad vi hver især laver og have butikken i Frysehuset, som er vores mødested.
Selvfølgelig kan den ikke erstatte vejboden, som var tilgængelig alle dage. Men det er forståeligt, hun ikke ville mere når nogle få mennesker opfører sig så idiotisk og ødelægger det for de mange”.
JULEFROKOST 27 ÅR I TRÆK
Hver søndag har to kvinder fra landsbyen haft vagten i Frysehuset. Og dem, der har haft vagten, har også bagt kagen til kaffen.
Men Sommerbutikken er ikke det eneste, kvinderne i Ålstrup er fælles om. I 27 år i træk har de holdt julefrokost.
”Det sociale liv i landsbyen er rigtig godt”, siger Inge Jensen. ”Vi kender hinanden – og vi hjælper hinanden. Ålstrup er et godt sted at bo.