Hvem der byggede borgen Bjørnkær nær Hou, ved vi ikke. Men vi ved, at vand, banker og en enkelt vindebro beskyttede beboerne mod fjender, og vi ved at borgens beboere kunne lave brændevin, for da Gylling-lægen og amatørarkæologen J. Didriksen var med til at udgrave stedet i 1930, fandt han i en brønd destillations-udstyr, der menes at være Nordens ældste.
KulturHub Odder har 02. juni kl. 19 inviteret Alrø-historikeren Rikke Agnete Olsen til ved borgruinen at fortælle om Bjørnkær. Hun har bl.a. skrevet bogen ”Danske Middelalderborge”, som også er oversat til engelsk, og hun er nok den, der ved mest om de godt 1000 borge, vi har haft i Danmark.
Hvilke bygninger og fæstningsværker fandtes på stedet, og hvordan ser vi sporene i dag?
Hvornår blev borgen bygget?
Hvornår finder vi første gang Bjørnkær nævnt i de skriftlige kilder?
Det er blot nogle få af de spørgsmål, Rikke Agnete Olsen vil besvare, ligesom hun vil fortælle om Danmark i middelalderen.
HUSEREDE MARSK STIG HER?
Lokalt kaldes Bjørnkær Marsk Stigs Borg. Marsk Stig var dømt for at tage del i kongemordet i Finnerup Lade – siger sagnet. Og det er da også en god historie, hvis den fredløse Marsk Stig og hans mænd huserede omkring Hou, men har vi dokumentation for, at den tidligere marsk eller hærfører havde noget at gøre med Bjørnkær borgen? Eller er det blot en af de mange myter, der findes om stedet, og som også vil blive taget op, når Rikke Agnete Olsen fortæller.
KulturHubs Bjørnkær-arrangement vil være Danmarkshistorie fortalt hvor den udspillede sig.
Billet til foredraget plus bjesk, som er god selv om den måske ikke lige er helt som den, der blev lavet for 700 år siden på Bjørnkær, kan købes her.