Vejrguderne har åbenbart fået den trælse vane, at når tre ildsjæle i Gylling arrangerer Hads Herreds Rockfestival, skal sol afløses af grå og sorte skyer på himlen og regndråberne skal falde over pladsen. Sådan teede guderne sig også første gang – sådan teede de sig i dag. Måske brød de sig ikke om musikken. Men det var der heldigvis andre, der gjorde. Et par hundrede og lidt flere havde købt billet til koncerten med 10 band. Og kl. 14 var alt klar.
I teltet med merchandise lå t‑shirt i alle størrelser og i rockfestivalens eget hjørne var prisen for et emaljekrus med logo 150 kr. Men så kunne man også få det fyldt op med kaffe lige når man ville helt frem til kl. 24. Baren var åben med alt godt fra Brugsen og Olli’s Diner var klar til at servere mørbradgryde med ris og frikadeller med kartoffelsalat. Ved siden af var man klar til hotdog med eller uden rå løg.
Lyden blev afprøvet endnu en gang og så var første band klar til at sende musik ud i pladsens højtalere.
Hvad enten man bryder sig om den musik festivalen bød på eller ej, så må man være fuld af beundring over, hvad frivillige kræfter kan få stablet på benene langt ude på landet – på trods af bureaukratisk benspænd, der ville have fået mange andre til at opgive bare ved tanken om de 117 ansøgninger, der skulle sendes. Forhåbentlig vil der – når det hele er gjort op – være et pænt beløb til det forsamlingshus, der resten af året huser metal-koncerterne.
Læs også artiklen “Rockfestival i Gylling byder på koryfæer, sammenhold og landsbyidyl – langt ude på landet”