Godt 10 år efter at ELSAM mødte op på hans gods med fogeden for at tage jordbundsprøver, så selskabet kunne komme i gang med at bygge et a‑kraftværk på Gyllingnæs, fik Herman Zobel – ejeren af godset – endnu en brat opvågning. Som andre i og omkring Gylling åndede han ellers lettet op, da folketinget 29. marts 1985 besluttede, at fremtidens energiplanlægning skulle være uden a‑kraft, og de reserverede områder til værkerne ville senere på året blive frigivet. Men glæden varede så kort. For i de fine saloner i København, for nu at brug et udtryk, som Inger Støjberg bruger i tide og utide, var der lagt nye planer for arealet på Gyllingnæs.
LOKALPOLITIKERNE VIDSTE INTET
2. juli 1985 kunne befolkning og kommunalpolitikere læse i de landsdækkende aviser, at på stedet, hvor der skulle have været opført et A‑kraftværk, skulle der nu rejses to store drejelige tæppeantenner – 100 meter høje – 100 meter brede. Altså antenner større end to opretstående fodboldbaner og hver af dem tre gange så høje som Rundetårn. Det skulle ske for at forbedre mulighederne for at danskere i udlandet kunne høre nyt fra det gamle land.
Miljøministeriet og Fredningsstyrelsen havde arbejdet med planerne længe, og Århus amt var også inddraget. Men ingen havde altså fundet det nødvendigt at informere lokalpolitikerne om planerne – og da slet ikke befolkningen. Det var Post- & Telegrafvæsenet, der ønskede antennerne, så DR’s kortbølgesektion kunne nå de godt 250.000 danskere i udlandet uden støj på linien.
BESKYTTET FUGLEOMRÅDE
Planen var altså at rejse antennerne i et område, der har så stor betydning for fuglelivet, at det både er beskyttet af Ramsar-konventionen og optaget som et særligt EU-fuglebeskyttelsesområde.
Det lave vand fungerer som et gigantisk spisekammer, og om vinteren raster rigtig mange fugle i området. Grågæs, pibeænder, hvinand og stor regnspove er nogle af gæsterne. Med lidt held kan man også se vandrefalke eller havørne. (Et Ramsarområde er et vådområde med så mange vandfugle, at de har international betydning og skal beskyttes. Danmark ratificerede Ramsar-konventionen i 1971).
FUGLETRÆK PÅ MORS VIGTIGERE
Det underlige var, at planen egentlig havde været, at tæppeantennerne skulle have været placeret i det nordlige Mors på Bugsør Odde. Men den plan var opgivet, fordi vigtige fugletræk ville passere.
Det blev beregnet, at mellem 8.000 og 12.000 fugle ville dø hvert år. Ikke kun fordi de ville flyve ind I antennerne, men også på grund af det store spændingsfelt, de ville skabe. I stedet skulle de så op i et beskyttet naturområde med et endnu rigere fugleliv. Det blev kaldt skizofrent!
”EN HALV SNES FUGLE”
Ikke af Venstremanden Svend Heiselberg, der fejede protesterne mod antennerne til side med denne bemærkning: “Udviklingen kan ikke stoppes, bare fordi en halv snes fugle måske vil miste livet mod en ny antenne, Tænk på, at der hele tiden er op imod 250.000 danskere, der opholder sig i udlandet. Både forretningsmæssigt, reklamemæssigt og turistmæssigt er det forkasteligt, at der kan gå år og dag, før vi kan få den sender bygget”.
Protesterne var nemlig begyndt at komme i en strid strøm. De kom fra lokalpolitikerne i Odder, natur-foreninger og fra beboerne i Gylling og omkring Gyllingnæs. De begyndte at samle underskrifter mod planerne.
FREDET GÅRD OG ASHRAMAEN SKULLE VÆK
Det gjorde ingen mildere stemt, da det blev kendt, at alle forhindringer som skov, hegn, elledninger og større bygninger fjernes i en to kilometer zone. Og i en afstand på indtil fem kilometer kan der blive tale om servitutpålæg mod skovvækst.
Antennerne skulle være så langt væk fra beboelse som muligt for at undgå forstyrrelser i TV-sendinger og for ikke at forstyrre fly-navigation og kommunikation. Det ville betyde, at Ashramaen ved Gylling og den fredede Horskærgård skulle jævnes med jorden.
SÅ MÅ VI LUKKE…
Danskere i Australien sendte breve: “Vi erkender, at I måske skal leve med senderen, så vi beder jer overveje, hvordan vi skal leve uden”. Man ser det for sig: Nytårsaften med festklædte danskere væk fra moderlandet samlet for at høre dronningens nytårstale, og der kom kun royale skrat ud af senderen.
Danmarks Radios kortbølgesektion begyndte også at røre på sig. Hvis politikerne ikke snart finder et sted at placere antennerne, må vi måske lukke for sendinger, sagde sektionens leder, Jørgen T. Madsen. Han henvendte sig også til chefredaktionen på avisen Information for at få fjernet journalisten, der dækkede sagen. Hun er partisk! Hun bor i området. Det gjorde hun nu ikke. Hun boede på Trøjborg i Århus, og før da i København. Men det generede ikke Madsen.
Lokalpolitikerne i Odder skrev i enighed til både planstyrelse og fredningsstyrelsen og protesterede mod planerne. 7000 underskrifter blev samlet i området. Ejeren af Gyllingnæs, Herman Zobel protesterede højlydt – som han gjorde, da ELSAM ville opføre A‑kraftværk på hans areal.
I oktober 1985 fik trafikministeren overrakt underskrifterne. Post- & Telegrafvæsenet hørte under ham. Et medfølgende brev fortalte, at der var tale om at hans ”væsen” ville opstille to antenner, der ville virke som ”gigantiske brødristere”, og være skyld i massedød blandt områdets mange fugle.
VIL VÆRE FORÆLDET OM KORT TID
Også i oktober 1985 blev antenne-sagen rejst i folketinget af to medlemmer af SF. Hvorfor bruger penge på noget, der vil være forældet om få år, spurgte de, Moderne satellittransmissioner vil snart udkonkurrere kortbølgeområdet.
Der blev snakket om andre steder at opstille ”brødristerne” – Lolland, Falster, Ærø, Tåsinge… Men hver gang kom Gyllingnæs i spil igen.
I sidste ende blev det penge, der kom til at afgøre sagen. Antennerne ville koste 200 millioner kroner, og dem havde politikerne svært ved at finde. Specielt fordi der blev snakket om, at det var at poste penge i noget, der ville være forældet om få år.
Frem til 1990 modtog danskere i udlandet stadig de skrattende udsendelser. Men så lejede Danmarks Radio sig ind på en kraftig sender i Norge, som blev ejet af NRK – DR’s norske bror.
Og ved udgangen af 2003 blev DR’s kortbølgesektion nedlagt. Internettet har givet både søfolk og danskere fastboende i udlandet andre muligheder, lød begrundelsen.
Artiklen bygger på interviews og gamle avisklip.
Læs om planerne – og protesterne mod – et A‑kraftværk på Gyllingnæs her
