Både den næstsidste og den sidste dag i juli, som var en torsdag og en fredag, kaldte kirkeklokken beboerne i Gylling til begravelse. Torsdag stod to kister på gulvet tæt på kirkens kor – en voksen og en lidt mindre til et barn. En far og hans søn. På første kirkebænk sad en mor og to søskende.
Fredag blev en voksenkiste båret ind i kirken. I den lå en dreng på 15 år.
I kirkebogen står ved alle tre navne: ”Druknet ved Kæntringsulykke i Kattegat ud for Gyllingskov”.
Året var 1931.
EN LILLE SKYDEPRAM
Smeden i Gyllingskov, Johan Baasch, havde bygget en skydepram. En lille fladbundet båd, hvor en jæger kunne ligge ned og på tæt hold skyde ænder eller gæs. Og den sidste søndag i juli fik han lyst til at tage en tur i den. Sammen med sønnen – den 11-årige Svend Aage – cyklede han ned til vandet. Her mødte de to store drenge – Anker Dahlgaard og Egon Madsen. ”Tag med os”, sagde smeden. Og skønt drengene var betænkelige, fordi skydeprammen var så lille, at den næppe kunne rumme fire personer, vandt lysten til en eftermiddag på vandet.
Smeden satte to sejl på den lille pram og begyndte at skubbe den ud. To brødre, der var på stranden, kom løbende: ”Gør det ikke. Det blæser for meget, og båden er for lille”. Men smeden overhørte advarslen. Måske var han betænkelig, men nu havde han jo lovet drengene…
REDNINGSMANDEN RØG I VANDET
Da prammen kom ud på dybt vand, tog en kastevind fat i sejlene, og prammen kæntrede.
De to brødre, der havde advaret, så det fra land, og de skyndte sig at løbe til en båd og ro ud for at forsøge at redde smeden og de tre drenge. En anden ung mand, som fiskede ikke langt fra den lille pram, så også ulykken og skyndte sig til stedet. Smeden var gået til bunds med det samme, men de tre drenge klamrede sig til båden, så den væltede, og redningsmanden kom i livsfare.
FORSVUNDET I DET MØRKE VAND
Flere både kom til, og det lykkedes at få ham op og også redde den ene af drengene, nemlig Egon Madsen – vognmandens søn. Men den 11.årige Svend Åge og 15-årige Anker Dahlgaard var forsvundet i det mørke vand.
Fiskere begyndte staks at trække vod omkring ulykkesstedet i håb om at få drengene og smeden op, men den stærke strøm og en masse tang på bunden gjorde deres arbejde vanskeligt.
Flere og flere mennesker kom ned til stranden for at følge redningsforsøget.
Ved 20-tiden fandt fiskerne smeden og hans lille søn. Nu manglede kun Anker Dahlgaard. Hans lig blev først fundet næste formiddag ikke langt fra, hvor han gik til bunds. I land blev han lagt på en vogn og kørt op til forældrenes gård. Alle de fiskere, der havde ledt efter drengen, fulgte bagefter.
SÅ DET FRA KØKKENVINDUET
Petra Rasmine, der var gift med smeden og mor til den 11-årige Svend Åge, havde fra køkkenvinduet set den lille båd gå ud og havde fulgt den med øjnene. Et øjeblik forlod hun vinduet, og da hun kom tilbage, så hun, at båden var kæntret. Hun vidste, hvad det betød – håbede det bedste, men frygtede det værste. Og fire dage senere måtte hun begrave mand og søn.
INGEN FEST PÅ ALRØ
Ankers forældre var ikke hjemme, da ulykken skete. De var til møde på Alrø, og af en eller anden grund var der ikke kontakt til centralen i Gylling, så man skulle over centralen i Odder for at give dem besked. Der blev ikke ingen fest på øen efter det indledende foredrag, da beskeden nåede frem til Kristen og Birgitte Dahlgaard. Fem dage efter kaldte kirkeklokken i Gylling til Ankers begravelse.
STENEN MINDER OS OM…
Kæntringsulykken var den værste, nogen kunne huske. Også journalister fra de lokale aviser kom til stranden, og næste dag kunne abonnenterne læse artikler, hvor navnene på dem, der deltog i redningsaktionen, blev nævnt – også hvem de var sønner af. Og uvist af hvilken grund, kan man også læse, at Ankers onkel var den daværende radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard. Det gør sådan set ikke ulykken hverken større eller mindre.
Johan Basch´s grav og den lille Svend Åges grav er for længst slettet. Kun Ankers sten er bevaret på Gylling kirkegård – navn og datoer kan knapt læses på den hvide sten. Men den minder os om den søndag eftermiddag for 91 år siden, hvor det blev klart for alle, at havet og vinden skal man frygte. Så ville fornuften have vundet over lysten til en eftermiddag på vandet i en alt for lille båd.
Artiklen bygger på gamle avisudklip, kirkebog, folketælling og interview
Tidligere artikler i serien:
Drengen med det lyse sind kan stadig lære os noget vigtigt
De unge i landsbyerne mangler Mølle Signe og hendes fristed
