Så tænder de bål og roder på Toften i Ørting. Så kører de knallertræs i Gylling. Så larmer de og drikker øl på legepladsen. Så…. Klager over unges adfærd er der nok af, og den er da også – sagt på jysk – træls. Men vi hører knap så mange ord om, at unge i landsbyerne ikke har steder, de må være. Flere lidt ældre voksne, der husker de små ishuse ved møllen i Gylling, siger også: ”de unge mangler Mølle Signe – et sted som hendes”. Og når de siger navnet, bliver de helt bløde i stemmen og husker, hvordan de om aftenen alene eller sammen med andre på knallert eller cykel ræsede til de små ishuse ved Gylling Mølle.
Mølle Signes fulde navn var Signe Jensen. Hun blev født 10. januar 1908 i Nørup sogn ved Vejle. Dengang var hendes efternavn Dupont. Her voksede hun op sammen med seks søskende. I folketællingen 1930 står hun som husassistent hjemme hos forældrene. Tre af hendes brødre bor også på den gård, deres far havde i forpagtning – de er tjenestekarle. Endnu en søster er også husassistent.
SIGNE BLEV GIFT MED MØLLEREN
Signe kom til Gylling, da hun i 1933 blev gift med mølleejer Herluf Møller Jensen. Ham havde hun mødt på hjemegnen. Han kom fra Ringive sogn – tæt på Give, hvor hans forældre havde en gård, hvor der også blev drevet en vandmølle. Her voksede han op sammen med syv søskende. Da Herluf var ni år, døde hans far – og hans mor blev alene med gården og vandmøllen. Den ældste af de otte børn var da 21 år – den yngste syv år.
Såvel Signe som Herluf kom altså fra familier med mange børn – og de var begge vant til at hjælpe til hjemme.
ET SAMLINGSSTED MED KUN TO REGLER
I Gylling fik de to selv fire børn. Knud, Johanne, Elise og efternøleren Jan. Han var seks år, da Signe i 1953 besluttede sig for at lave sin egen forretning og spæde til familiens økonomi. Hun fik lavet et lille træhus tæt på huset ved siden af møllen, hvor familien boede. Der kom senere yderligere to små ishuse til.
Men det blev til meget mere end tre små træhuse.
Det blev stedet, hvor omegnens unge samledes om aftenen. Også efterskolens elever kom. Her måtte de være – der var ikke andre regler, end at de skulle opføre sig ordentligt og behandle hinanden ordentligt. Så de stort på reglerne, trådte Signe i karakter, og de fik at vide så det ikke kunne misforstås, at det ville hun ikke se. Og de rettede ind.
Hun snakkede med de unge, og for mange var hun deres fortrolige voksen-ven. Den, de gik til, når de havde problemer. Og hun tog sig tid.
”KRASSERE” OG CONGOBAJERE
Hos Signe kunne man købe slik – og havde skolebørnene lidt småpenge i lommen, blev de spenderet på lakridsaffald i store poser – eller måske to saltbomber til 5 øre. Gik det højt til – så en af de billige jet is.
Når omegnens unge kom, stod menuen på pølser og brød, hotdogs eller hvis pengene var små, en ”krasser” eller to. Det var et brød med masser af ketchup og sennep, som kradsede godt op i halsen. Det hele blev skyllet ned med en Congobajer, som kakaomælken blev kaldt dengang. Brødet kom fra den lokale bager.
GÅ HJEM KLOKKEN 10
De unge måtte være omkring de små ishuse – om de købte lidt eller meget betød ikke noget. Signe havde åbent til kl. 22 – og så kunne de unge i øvrigt godt gå lige hjem uden svinkeærinder.
På Signes tid blev der hverken kørt ræs eller smidt store kanonslag i postkasser – sådan bare for sjov.
I 1963 tvang sygdom Signes mand, Herluf, til at nedlægge møllen. Han hjalp lidt til i ishusene, og det var ham, der lavede regnskaberne. Herluf døde i marts 1974.
Signe fortsatte med at sælge is, slik, krassere og hotdogs – og ikke mindst med at være samlingssted for børn og unge i flere år.
SEND HENDE EN VENLIG TANKE
Efter lukningen begyndte møllen at forfalde mere og mere – og to år efter han døde, blev møllen sat til salg med henblik på nedrivning. Det var den sidste af de 41 møller, der havde været i Hads Herred. Den blev reddet og restaureret. I dag står den i landsbyen som et vartegn – og når man ser den, kan man sende en venlig tanke til Mølle Signe, som gav omegnens unge et fristed, hvor de havde lov til at være.
Signe døde 26. januar 2002 på Gylling alderdomshjem godt to uger efter hun fyldte 94 år.
Herluf Jensens og Mølle Signes gravsten findes stadig på Gylling Kirkegård. Den er en af de 42 sten, der er fundet bevaringsværdig. Ikke fordi den i sig selv er noget særligt. Men den skal minde om Signes virke især for Gyllings børn og unge.
Artiklen bygger på interview med mennesker, der som unge kom til Signes fristed, kirkebøger og tekst om bevaringsværdige gravsten på Gylling Kirkegård.
Læs eller genlæs den første artikel i serien – Drengen med det lyse sind kan stadig lære os noget
