Sammen med Kim sikrer hun, at der er rent i Hallen, at alt bliver vedligeholdt, og så tager hun sig af køkkenet i cafeteriet. Alle, der kommer i Hallen, kender næsten sønderjyden Karen Schlosser.
Hun voksede op i den lille landsby Hejls, der ligger lige på grænsen mellem det, vi kalder det sydlige Jylland og Sønderjylland. Det var her, hun lærte noget om det sociale ansvar.
DER KOM ALTID MENNESKER
Hun var lille søster med tre ældre brødre. Den ene bor stadig i byen.
Hendes far var smed. Hun kalder ham landsbysmed, ”for han lavede alt. Skoede heste, reparerede maskiner og alt andet smedearbejde”.
Det var i 60’erne, hvor mange kvinder begyndte at arbejde uden for hjemmet. Også Karens mor, som tog fabriksarbejde. ”Jeg blev passet af min faster, som jeg fik et meget nært forhold til”.
Hun husker tilbage på et hjem, hvor der ”altid kom mennesker”. Forældrene var ikke aktive i foreningslivet. Men de var som socialdemokrater præget af det sociale ansvar. Man skal tage sig ordentligt af mennesker, der har brug for hjælp og støtte. Og det har fulgt hende siden.
Karen var blå spejder som barn og som ung, men hun stoppede, da hun gik i 3. g flyttede til Kolding og tiden blev knap, for der var også et weekend arbejde hos bageren i Hejlsminde, der skulle passes.
I KIBBUTZ OG I GELLERUP
Efter gymnasiet arbejdede hun som pædagogmedhjælper og tog som mange andre unge på interrail. Og sammen med en amerikansk kvinde arbejdede hun på et hostel i Grækenland. ”Arbejdet bestod i at finde så mange rygsækrejsende som muligt og få dem gennet hen på hostel. Så ville ejeren betale billetten til Israel, for jeg ville nemlig i Kibutz”. Det kom hun – i tre måneder.
Tilbage i Danmark ventede et højskoleophold, og bagefter flyttede hun sammen med tre andre ind i en lejlighed i Gellerup. Det var før bebyggelsen fik ghetto-stemplet. Men det ville nu ikke have afskrækket hende, for hun havde – og har – barndommens sociale ansvar med i bagagen.
Pengene tjente hun som hjemmehjælper.
DE SÆRLIGE BØRN
Hun ville være pædagog, og det blev hun på Gedved Seminarium, som hun kalder det bedste. Og det ærgrer hende, at det er nedlagt for at forskellige uddannelser kan være samlet i et center i Horsens.
Mere officielt sagt blev hun socialpædagog.
Med den uddannelse i bagagen har hun arbejdet i 25 år med børn, der har særlige behov. Først på børneafdelingen på Sølund ved Skanderborg. Siden i en specialbørnehave i Horsens og i 17 år på Børnehuset Vennelund, hvor afdelingen Gaia tager imod børn, der har brug for særlig støtte.
Hun var glad for børnene, men syntes efterhånden der var for meget, der tog tiden væk fra samværet med dem – og at rammerne for arbejdet blev mere snævre med læringsplaner, udviklingsmål og målinger. Hun synes også, at normeringerne kunne være bedre.
Så da muligheden for at arbejde sammen med Kim i Hallen viste sig, slog hun til. Det er et arbejde, hun er glad for. Der er stor frihed til selv at tilrettelægge – og hun er glad for alle de mennesker, der kommer i Hallen.
HUN HAR ALTID STILLET OP
Kim har været træner i mange år – det er ikke mindst på grund af hans indsats, gymnastikken har så godt fat i ØFUG, at børn og unge fra andre byer kommer for at være med. Selv har Karen i fem år været træner for de små børn. Men ellers har hun ikke deltaget specielt i foreningslivet. Der har ikke været så megen tid med tre børn. ”Nej, jeg har ladet Kim være den udadfarende”, siger hun.
Han har været halinspektør i 10 år til december, og Karen har altid – også da hun arbejdede som pædagog – stillet op som hjælper til større arrangementer som f.eks gymnastikopvisningen, der samler godt 1.500 mennesker, og hvor dagen bliver sluttet af med fællesspisning for de ca 60 mennesker, der arbejder som frivillige for at få opvisningen til at glide. Så plejer hele familien Schlosser at være indkaldt for at klare mad og afrydning.
Også når det store loppemarked bliver holdt, er der gang i køkkenet. Ikke mindst når alle de mange frivillige skal have mad. Nu er det arbejde for hende – tidligere var det en frivillig indsats.
Det var det også, når hun flere gange tog med, når ØFUG-gymnaster deltog i et stort stævne i Italien.
HUS PÅ SAMSØ – OG NU OGSÅ BÅD
Sidste sommer blev den yngste af deres tre døtre student, og kapitlet med hjemmeboende børn er ved at
være forbi. Og det har givet anledning til tanker om fremtiden. Foreløbigt har de købt et lille hus på Samsø, som nu er lejet ud.
En båd med motor og sejl er også på vej. Det er meningen, at de langs ad vejen vil være ø‑boere.
”Det bliver dog ikke lige nu”, siger Karen. ”Men vi har længe været glade for Samsø. Faktisk sagde Kim allerede på en ferie for 25 år siden: Her skal vi bo.
Men det gik ikke, for børnene skulle ikke tvinges hjemmefra efter 9. klasse for at komme på gymnasium eller fagskole. Og unge på øen må flytte efter det”.
De er ikke trætte af arbejdet i Hallen. Tværtimod. Men det behøver de heller ikke at være for at forberede en ny fase af livet. Måske vil tempoet til den tid blive skruet lidt ned.
Karen har svært ved at sidde stille. Hun er altid i sving med det ene eller det andet – og hjemme er der hus og have. Og så er der også løbebåndet i fitness-rummet i Hallen, som hun kan bruge, hvis der skulle være en pause i aktiviteterne.
Hun er begyndt at gå til yoga i Hallen – bare for at lære at geare ned. Og hun snakker også om at komme til at læse flere bøger, end hun gør i dag. Men lige nu har hun for travlt – kvinden, om hvem Hallens brugere siger, at hun har sat sit præg på cafeteriet, at hun altid er venlig – og så holder hun for resten også af at være i festligt lag.