Drengen August kom løbende med klaprende træsko og råbte forpustet: Det brænder, det brænder.
Niels Marcus Nielsen stod med piben og avisen i hænderne. Han havde lige spist middagsmad og nu ville han ind og have en lur. Men da August kom klaprende og råbte, at det nederste hus var i brand, smed han avis og pibe og skyndte sig ned for at se, hvor slemt det stod til. Det var en skorstensbrand og gnisterne fløj. Han så med det samme, at med den stærke blæst og vinden, der bar lige på, ville det være umuligt at redde den stråtækte gård. Alt var så tørt denne sommerdag i 1887. Og det ville vare alt for længe, før vandet fra landsbyens branddam kom til gården. Han skyndte sig derfor tilbage for at redde det bedste, han havde: Konen Ane Marie og de to døtre på fire og knapt et år – Kirstine og Kirsten. Sønnen Niels var ikke hjemme. Og så måtte nabogården så vidt muligt reddes.
FÆSTEBONDENS SØN
Niels Marcus blev født på Hjarnø 07. november 1844. Han var næstældste søn af fæstebonden på ”Vestergaard”. Han ville gerne være landmand, men det var udelukket, for kun den ældste søn kunne overtage fæstegården. Fæstegård lyder som noget fra Stavnsbåndets dage, selv om det blev ophævet i 1788. Fæstegård betyder, at en godsejer overlod brugsretten til en gård til en fæstebonde mod at han ydede landgilde, som det hed, i form af penge eller naturalier én gang om året. Desuden skulle bonden betale en sum, når fæstebrevet blev underskrevet. Ifølge danmarkshistorien.dk var ca. en tredjedel af alle gårde – eller godt 25.000 – i 1849 i fæste. Vestergaard på Hjarnø var blot en af dem.
TIL SØS MED LUS OG LOPPER
Da Niels Marcus ikke kunne blive landmand, stak han til søs. Sejladsen og arbejdet passede ham fint, men ikke forholdene ombord. Der var masser af utøj – lus, lopper og det, der var værre – som pinte og plagede, så Niels Marcus måtte tilbringe nætterne på dækket. Efter et par år havde han fået nok og tog hjem til Hjarnø. Han hjalp til på gården en tid, men så søgte han til familiens overraskelse ind på seminariet i Gedved og blev skolelærer. Det første job var på Hjarnø. Men det varede kun et halvt års tid, for hans bror, der som den ældste skulle overtage fæstet på Vestergaard, døde af ”tæring”, som kræft blev kaldt dengang, og hvis fæstet skulle bevares i familien, måtte Niels Marcus overtage.
Da han var er knap 28 år gammel, blev han gift med en ung kvinde fra øen. De fik sønnen Niels. Men efter fem års ægteskab, døde hun. Niels Marcus var dog ikke enkemand længe. I maj 1879, da han er 34 år gammel, blev han gift med en kvinde fra fastlandet – den 22-årige Ane Marie Olesen fra Falling. De fik to piger, mens de boede på Hjarnø. De fik begge tilføjet Vestergaard til efternavnet Nielsen.
PRÆSTEN BURDE SELV RO BÅDEN
Man kan finde navnet Niels Marcus Nielsen i en domsprotokol fra Viborg. Sammen med mølleren og andre på øen, nægtede han gratis at fragte præsten fra Glud over vandet. De havde fragtet den gamle præst, men da den nye kom til, mente de, at det var hans eget problem at komme over vandet. Retten var ikke enig. De blev dømt til at fragte Herrens tjener i en båd, de stillede til rådighed i fællesskab og bemande den med to eller fire forsvarlige rorkarle. Desuden skulle de holde en stenbro i orden, hvor båden kunne lægge til. Den dom så Niels Marcus ikke lyst på. Men der var ikke noget at gøre.
PRISEN VAR AFTÆGT OG ET BRYLLUP
I Falling var Ane Maries forældre ved at være klar til at overlade gården til yngre kræfter. Og de tilbyder Niels Marcus og Ane Marie, at de kan overtage den – bl.a. mod at have dem på aftægt, som det hed og mod at holde deres yngste datters bryllup. Intet ved det bryllup blev overladt til tilfældighederne. Det blev nøje opregnet, hvor meget der skulle bages, koges og slagtes.
Dyrkningsjorden i Falling var bedre end den på Hjarnø, så Niels Marcus slog til. Og familien flyttede i 1885 til Falling for at bo sammen med Ane Maries forældre.
DEN STORE LADE VAR FOR BLÆRET
Da datteren Kirstine var fire år, brændte gården. Kirstine skrev senere om den dag, og hun huskede, at hendes far kom løbende tilbage og råbte, at den stærke blæst gjorde det umuligt at redde gården. ”Han sagde til min mor, at hun måtte gå med børnene. Jeg husker, hun tog min søster Kirsten på den ene arm og vuggen under den anden, og jeg skulle holde hende i kjolen”.
Hun fortalte også, at familien flyttede ind i vognporten på den gård, der blev reddet, da branden hærgede. Og der boede de til den nye gård – Marienlund – var bygget færdig på Falling Mark i 1888.
Det byggeri blev der snakket meget om de lange vinteraftener i landsbyen Falling. Den udefrakommende Niels Marcus var bare for blæret. Hvad lignede det at bygge en lade, der – efter beboernes mening – kunne huse hele byens avl. Men han prøvede med laden at være fremsynet, og tage højde for den udvikling, der ville komme i landbrugsproduktionen. Måske var det lidt for stort for pengene, der var til rådighed. I hvert fald var det kun det halve af stuehuset, der fik vægge med dobbelt sten, som skulle holde kulden ude. Den anden halvdel måtte nøjes med én sten.
Men gården blev rammen om et godt familieliv med de ni børn. De seks blev født på gården på Falling Mark.
FÆSTEBONDENS SØN BLEV EN DEL AF LOKALSAMFUNDET
Niels Marcus og Ane Marie var gæstfrie mennesker, og mange kom forbi. I de første år, hvor de høstede med le, var der brug for mange hænder. Juleaften og nytårsaften var alle hjælpere inviteret til at spise. Familien var blandt de første, der havde juletræ. De var grundtvigianere – deres børn blev sendt på højskole. Niels Marcus var med til at oprette foredragsforeningen i Ørting-Falling, og han var medlem af folketællingskommissionen. Fæstebondens søn fra Hjarnø blev en del af lokalsamfundet her. Det samme blev flere af hans børn, som blev boende i området. Men han var blæret, fordi hans lade blev bygget alt for stor – i hvert fald efter landsbyens beboeres mening.
Helt frem til 1980’erne indkaldte Niels Marcus og Ane Maries efterkommere hvert år til slægtsstævner. Og flokken voksede. På skift skrev de om stævnerne og erindringer fra deres barndom og ungdom på Falling Mark. Denne artikel bygger på nogle af de beskrivelser. Desuden på kirkebøger og folketællinger.
