
Drej fra Lerdrupvej og kør på Lindenæsvej helt ned til Mantelenvej, hvor der er en lille parkeringsplads. Herfra fører en lille grusvej langs Lerdrupbugten ned til Vadegrunden. Intet sted er synet smukkere, end når solen om sommeren går ned over Alrø. Tag kaffe med og sid på bænken og nyd en af områdets mange gratis naturglæder.
Der er plads til flere bænke. Og kommunen kan med held stjæle ideen om tænkebænke fra Møn, hvor de er placeret ved en vandrerute langs kysten. Her kan man sidde og lade tankerne flyve eller lade dem samle sig om noget bestemt. Måske også være heldig at se nogle af områdets mange fugle.

Vandet i Lerdrupbugten er meget lavt, så det er ikke et sted, der indbyder til at tage en aftendukkert. Men man kan sidde på bænken og glæde sig over, at stor lokal modstand forpurrede Hedeselskabets plan om at tørlægge og omdanne området til små sandede husmandsbrug. (Læs om det her )
MED HESTEVOGN
Men der var engang, hvor stedet ikke blev brugt til en tiltrængt pause med mulighed for at nyde synet af solen, der går ned. Før dæmningen var færdig i 1931, var Vadegrunden en af Alrøs veje til fastlandet. Det var her beboerne kørte med hestevogn, red eller vadede over, når der var lavvande, og de havde ærinder uden for øen. Når der var højvande, blev de hjemme. Kom de for sent tilbage, så vandet var steget, måtte de vente på lavvande, og var mørket faldet på, måtte de bede om husly hos beboere langs kysten.
Vadegrunden var ikke en lige vej fra Alrø øst til Gyllingnæs, og ved siderne var den dækket med et tykt lag dynd. Kom man først ud i det, sad man uhjælpelig fast. Så hvert år skulle vejen afmærkes med store grene. Så vidt vides skete der ingen drukneulykker. Men det kunne hænde, at et læs brænde, som var hentet på fastlandet, væltede.
I dag forbinder dæmningen Alrø med fastlandet. Men Vadegrunden er her stadig. Og det er her, vi kan sidde og nyde synet af solen, når den forsvinder bag Alrø. Det fås ikke bedre, og det er helt gratis.