Ud med naturen – det billige skidt! Og væk med Alrø som ø

Hvis man tror, at lobbyisme, spin, netværk og sammenspisthed er af nyere dato, så tager man fejl. Det blev dyrket grundigt helt tilbage til begyndelsen af forrige århundrede. Men til tider møder den slags modmagt. Og heldigvis for det. For hvis Hedeselskabet og de mange i dets netværk havde haft held til at gennemføre planer i Horsens Fjord, var noget af den smukkeste natur, vi har

Havde det stået til Landvindingsnetværket, var der ikke vand på begge sider af Alrø-dæmningen

i vores område, blevet omdannet til sandede husmandsbrug. Så havde der hverken været vand, fisk eller fugle i Lerdrup-Bugten. Ikke mindre end tre gange forsøgte selskabet og dets støtter at få tørlagt området. Og forsøgte endda også at få inddæmningen til at række til den anden side af Alrø-dæmningen – helt ned til Søvind og Vorsø. Så havde det været slut med Alrø som ø.

DALGAS OG HEDESELSKABET
Hedeselskabet blev stiftet i 1866 med officer og vejingeniør Enrico Mylius Dalgas som direktør. Formålet var i begyndelsen at ”fremme frugtbargørelsen af de jyske heder”.

Enrico Dalgas og Hedeselskabet fik hurtigt politisk indflydelse

Krigen i 1864 havde flyttet den dansk-tyske grænse op til Kongeåen, og som Dalgas er kendt for at sige – ”hvad udad tabes skal indad vindes”. Ordene havde han ganske vist havde lånt fra en sentens skrevet på mønten, der blev præget til en stor industri-

og kunstudstilling i København: For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes. Men de betragtes som Dalgas’ egne.

POLITISK INDFLYDELSE
Hedeselskabet fik hurtigt politisk indflydelse. Og snart var det ikke kun ”de jyske heder”, men også afvandings-projekter og udnyttelse af moser, selskabet engagerede sig i. Her viste den politiske indflydelse i Rigsdagen sig helt konkret. Lodsejere kunne sætte sig imod, at søer, vandløb m.v. blev afvandede. Men det problem blev klaret politisk med ”tvangsmæssig deltagelse”: Vrangvillige lodsejere kunne tvinges til – mod en lille erstatning – at afgive deres jord, hvis 2/3 af lodsejerne ønskede afvanding. Og selskabet fik endnu mere hjælp:

BARE EN FANFARE
Efter 1. verdenskrig var arbejdsløsheden stor, og i 1917 blev alle ministre indkaldt til samråd i finansudvalget om ”Iværksættelse af statsarbejder til afhjælpning af arbejdsløsheden”. Landbrugsministeren fik gennemtvunget, at der specielt skulle afsættes midler til afvandingsanlæg, og de penge blev lagt i Hedeselskabets kasse. Også i 1919 fik Hedeselskabet penge på den konto. Men hverken i 1917 eller 1919 fik pengene mere end en minimal effekt på beskæftigelsen. Ikke desto mindre blev det et fast mantra: Hedeselskabet afvander for at gavne beskæftigelsen. At afvandingen var det primære og beskæftigelsen aldrig var i centrum,  fremgår af et mødereferat. Der står direkte, at beskæftigelsen kun var ”en fanfare” for at få andet vedtaget.
Der blev givet penge til grundforbedring. Det vil sige inddæmning og afvanding. Og politisk set var der et edderkoppespind af interesser, hvor repræsentanter fra Hedeselskab, Landbrugsråd og specielt partiet Venstre lappede over hinanden. Hedeselskabet var initiativtager til projekter, der skulle have store statstilskud – og var også med til at få lovgivningen på plads i Rigsdagen.

ENDNU FLERE PENGE
I 1929 krakkede Wall Street og hele verden blev ramt af en økonomisk krise.
Og nu fik Hedeselskabet for alvor vind i sejlene. For der skulle sættes gang i projekter, der kunne afhjælpe arbejdsløshed, og det hed sig, at Hedeselskabet havde erfaringer. Landbrugsministeren fik afsat flere penge til afvandingsprojekter – eller grundforbedring, som det blev kaldt. 50 procent af lønningerne skulle betales af staten, hvis der var tale om arbejdsløse. I alle udvalg, hvor beslutningerne skulle træffes, var Hedeselskabet repræsenteret.
Snart kom turen til vores område.

VIL I IKKE HAVE FLERE PENGE?
Da Danmark blev besat, skabte det en stemning af, at nu skulle der produceres endnu flere fødevarer – og skabes endnu flere arbejdspladser. Og regeringen henvendte sig til Hedeselskabet: Giver vi jer penge nok?
Hedeselskabet havde på det tidspunkt et arkiv med 3.600 forslag til inddæmning, og skynder sig at fortælle regeringen, at nej – der var ikke penge nok. Men hvis regeringen ville være venlig at betale alle omkostninger, kunne 314 inddæmnings- og afvandingsprojekter sættes i gang, og til gengæld for de 18 millioner kroner, som Hedeselskabet skulle have, ville samfundet blive ”belønnet med førsteklasses kornjorder”. Skatteyderne skulle altså betale for at få landbrugs-jord.

VÆK MED LERDRUP-BUGTEN

På mødet på Centralhotellet sad landvindingsudvalgets formand for bordenden – han var sjovt nok også direktør i Hedeselskabet

Staten fik et Landvindingsudvalg, der bl.a. skulle træffe afgørelser om ”Foranstaltninger til Landvinding, Afvanding og Beskyttelse af lave Arealer samt Anlæg af de nødvendige Forbindelsesveje for Lodsejere”, som det hed. Også i dét udvalg var Hedeselskabet repræsenteret.
Og allerede på udvalgets første møde i november 1940 skulle det behandle forslaget om at tørlægge i alt 322 hektar jord fra Gylling Næs til Alrø-dæmningen. Lerdrup Bugten skulle forsvinde.

GODSEJEREN SÅ RØDT

Godsejer Nils Baner gik ikke på akkord

Det forslag fik ejeren af Gyllingnæs til at se rødt. Godsejer Nils Baner troppede – ifølge bogen “Det tabte land – Midtjylland” – op i landbrugsministeriet og fortalte departementchefen, at han “under ingen omstændigheder ville have noget som helst med det vanvittige tørlægsningsforetagende at gøre”.
Nils og Eva Baner havde købt godset I 1936, og om Nils Baner skrev førstelærer Gunnar Madsen I Gyllingbogen bind 2:
“Godsejer Baner var en særpræget, men stor personlighed, der havde sine meningers mod og ikke gik på akkord med noget, som ikke stemte med hans overbevisning”.
Det fik departementchefen altså at føle!

REN OG SKÆR VANDALISME
Men i det stille fortsatte planerne. I 1942 blev der holdt et offentligt møde og her blev projektet mødt med stærk kritik. Bl.a. fordi en undersøgelse, som Landvindingsudvalget havde betalt Hedeselskabet for at lave, viste, at to tredjedele af de 322 hektar var sand. Pengene til inddæmningen ville altså ikke – som Hedeselskabet ellers havde stillet i udsigt – blive “belønnet med førsteklasses kornjorder”. Men det stoppede ikke planerne.
I 1946 holdt Landvindingsudvalget endnu et møde om “drøftelse af spørgsmålet om tørlægning af Lerdrup Vig”. Mødet blev holdt på Centralhotellet I Odder.
Formanden for udvalgets jyske afdeling, Niels Basse, sad for bordenden. Sjovt nok var han også direktør for Hedeselskabet.
Godsejer Baner sagde igen fra. Ifølge bogen “Det tabte land” gjorde han det helt klart, at han under ingen omstændigheder ville “have noget som helst med det vanvittige tørlægningsforetagende at gøre eller på nogen måde gøres bidragspligtig dertil”.
Også en gårdejer fra Alrø talte mod projektet. Hans navn var Østergaard – men fornavnet optræder ikke I referatet. Han ønskede de store naturområder ved bugten bevaret. Det var efter hans mening det smukkeste parti i Horsens Fjord. Han kaldte det vandalisme at gennemføre forslaget.
Men en repræsentant fra lodsejerudvalget mente, at mødet slet ikke var udtryk for stemningen i området og han henviste til, at de lokale husmænd havde for lidt jord, og at de ikke kunne skaffe tillægsjord. Derfor ville en tørlægning være godt for dem.
Enden på mødet blev, at godsejer Baner fik gennemtrumfet, at et uafhængigt ingeniørfirma skulle gennemgå hele projektet og specielt jordbunds-undersøgelserne.

ALRØ BREDDING
Senere på året blev Baner syg og døde. Men det stoppede ikke protesterne. Ingen hørte dog mere til projektet før i januar 1953, hvor det optrådte som integreret i det store projekt “Alrø Bredding”. Ifølge bogen “det tabte land” omfattede det alle lavvandede arealer langs nordsiden af Horsens Fjord – fra Stensballe skov, omkring Vorsø over Sondrup strand og Lerdrup Vig til Gyllingnæs. Alt skulle tørlægges og bruges til landbrug. Men efter at der var regnet på omkostningerne ved projektet, blev det I 1962 stillet I bero. Og I 1965 blev det endeligt opgivet.

NATUR SKAL IKKE FREDES – DEN SKAL BEKÆMPES

“Naturen skal ikke fredes – den skal bekæmpes”

Tro ikke det var for at bevare områdets natur. Slet ikke. Ved alle afvandingsprojekterne har landbruget første prioritet – erhvervsfiskeri anden prioritet – og tredje prioriteten er naturen, dyrene og menneskene.
Det, der blev kaldt landvindingsnetværket havde ikke alene kontakter til landbruget og dets organisationer, til Venstre og andre politiske partier – også til forskellige professorer på universiteter og læreanstalter, der blev anset for at være eksperter. Ganske vist nøje udvalgte. En af dem var professor Sigurd Tovborg Jensen fra Landbohøjskolen. Han sagde i et foredrag, at “vi skal ikke frede naturen, vi skal bekæmpe den”. Og han lagde ikke skjul på, at naturfredning efter hans mening var latterligt. I foredraget sagde han:
“Ønsket om fredning har vel oftest rod i skønhedsintryk, som man engang har modtaget, som har bundfældet sig i ens sind og som man gerne vil bevare for hele livet. Sådanne Indtryk er som regel følelsesbetonede indtil det sentimentale og gerne knyttet til en oplevelse i naturen, f.eks. en skovtur med den udkårne I et skønt landskab….”

ALRØ ER STADIG EN Ø
Store naturområder i Danmark blev ødelagt, da Hedeselskabet som en kæmpe edderkop sad i midten af et spind, hvor landbrugsorganisationer, politikere og udvalgte eksperter var fanget ind, og hvor alle projekter gik glat igennem v.h.a. lobbyisme og sammenspisthed.

Der er stadig plads til surferne

Men Lerdrup Bugten gik ikke glat igennem. Ikke mindst takket være en ilter godsejer, der som den første sagde et rungende nej til at omdanne et smukt naturområde til sandet landbrugsjord. Heller ikke området på den anden side af dæmningen blev tørlagt. Mest af alt fordi det var for dyrt.
Derfor er Alrø stadig en ø med egen identitet og særpræg. Derfor er en stor del af Lerdrup Bugten nu udlagt til vildtreservat, og derfor kan lystfiskerne stå i deres vaders og fange hornfisk og makrel – og på den anden side af dæmningen kan surferne holde til og alle vi andre kan nyde naturen på begge sider af fjorden. 

 

 

Artiklen bygger på:
Kjeld Hansen: Det tabte land
Kjeld Hansen: Folk og Fortællinger fra Det tabte land, Midtjylland
Anders Branth Pedersen: Fra landvindingspolitik til naturgenopretningspolitik, ph.d-afhandling
Gyllingbogen bind 2 – Gunnar Madsens artikel om Gyllingnæs

Fotografier fra Alrø: Ib Krause-Kjaer