Brug en af de lyse sommeraftener på en tur omkring den smukkeste natur, vi har i området. Nemlig området omkring Halen og Mosevejen. Gå en tur op på Oldermandshøjen, og klap de geder, der er ansat til at holde ukrudt, krat og selvsåede træer nede. Sid på en af de store sten og nyd udsigten over Mosen. Tag dine udenbys gæster med, for det er et område, der er særdeles velegnet til lokalt pral.
Drej fra Bilsbækvej ind på Halen, gå gennem det bakkede landskab med de smalle veje. I dette område lå mange små ejendomme, hvor en smule jord og et tørvelod skulle brødføde en – som regel stor – familie. Flere af de gamle huse er nu revet ned. De var i så dårlig stand, at det var håbløst at sætte dem i stand.
PARADISET
Lidt før du kan dreje ind på Mosevejen, kommer du til venstre forbi Paradiset, hvor der var en hellig kilde – Helenekilden, som er registreret på kulturarv.dk
Allerede i 1904 skrev Nationalmuseet om den: ”Ind i et Svej i Siden af en Banke findes en Kilde, der fordums ansaas for Helligkilde og kaldtes Helenekilde. I Mands Minde er den dog ikke benyttet som saadan. Snarest synes Brugen ophørt ved 1830. Detailler ved Skikken kendes ikke”.
Hvorfor brugen ophørte, ved vi ikke. Måske kom en syg hund i nærheden af kilden omkring år 1830, så kraften forsvandt. Måske opgav man troen på dens virkning. Ingen skriftlige kilder fortæller hvorfor. Den fortsatte med at give vand. Men nu som drikkevand til en gård.
Stedet hvor kilden var, blev kaldt Paradiset. Der var en kilde, og der stod et træ med paradisæbler. Jamen så.… (Du kan læse Lokalpostens artikel om de hellige kilder her).
108 ÅR MED JORDGULV
Fra Halen kan du komme ind på Mosevejen, hvor de fleste gamle huse ligger til venstre, og du har de høje skrænter til højre. Mosevejen er et af kommunens kulturmiljøer, og skal derfor bevares, fordi den fortæller en historie. (Et kulturmiljø defineres som et geografisk afgrænset område, der afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling). Hvert eneste af de gamle huse, der er tilbage, rummer en historie om de mennesker, der var her før os – men som havde ganske andre levevilkår. Et af husene, der blev bygget i 1864, måtte f.eks. vente 108 år, før jordgulvet blev afløst af et trægulv – og huset fik indlagt vand. Du kan læse historien om det hus her.
Ud for nummer 70 og 72 finder du stien op til Oldermandshøjen. Geder går bag den lille indhegning, og følger gerne besøgende op på højen. Har du brug for et hvil, eller har du termokanden med, er her bord og bænke. På højen har man en ubetalelig udsigt over moseområdet bag husene. Her havde de små ejendomme tørvelodder, hvor beboerne kunne skære tørv til brænde. Meningen er – ifølge kommunens planstrategi – at området i løbet af nogle år skal gives tilbage til naturen. (Læs her).
På Højen finder du – og gederne – bytinget: Halvkredse af marksten og i midten en stor sten med indskriften ”Ørting Oldermandslaug 1980” og en gammeldags plov hugget ind.
BYTING OG OLDERMANDSLAUG
I gamle dage lå bytinget midt i landsbyen. Her mødtes byens gårdmænd for at træffe beslutninger om, hvordan jorden skulle dyrkes – og for at afgøre tvister mellem landsbyens beboere.
Det var gårdmænd – eller bymænd, som de også blev kaldt. Der var ingen adgang for kvinder eller for tyende. Kun for jordbesidderne.
En oldermand var – og er – en formand for et håndværkerlaug, et bylaug eller en anden form for laug – altså en sammenslutning, der skulle varetage medlemmernes behov.
Vi kender oldermanden fra eventyret om Klods Hans. Som bekendt var det de to brødre, der var udset til at tage til slottet for at fri til prinsessen. Og de var bejlere med gode chancer, mente de. For som HC Andersen skriver:
”De to forberedte sig nu i otte dage, det var den længste tid de havde til det, men det var også nok, for de havde forkundskaber og de er nyttige. Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle lavsartiklerne og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om staten, mente han, dernæst forstod han også at brodere seler, for han var fin og fingernem”.
GRUS, LER OG SMEDIE
For mere end 100 år siden gik 24 bymænd fra Ørting sammen om at danne et oldermandslaug. Ikke for at sidde og brodere seler. Men for at varetage jordbesiddernes interesser. De erhvervede en grusgrav på Bilsbækvej nær Mosen, en mergelgrav ved gården Dybvad og en fælles landsbysmedie.
Grus og ler kan måske synes underligt at gå sammen om. Men det blev brugt som byggematerialer. I mosen var mange grusgrave, og kuske kom langvejs fra og hentede materialerne på hestevogne.
Smedien var der også god brug for – skoning af heste, reparationer af landbrugsmaskiner osv.
I Oldermandslauget skulle bymændene’s interesser varetages.
EN SELSKABELIG FORENING
Langs ad vejen blev der ikke brug for smedien, og mergelgraven blev købt af Dybvad. Grusgraven blev lejet ud til FDF for 1 tønder byg om året – lejen er dog aldrig blevet opkrævet. Oldermandslauget blev mest af alt en selskabelig forening. I begyndelsen blev møderne holdt på Hotel Østvang i Ørting. Men senere blev de flyttet til laugmedlemmernes hjem, hvor der blev holdt langvarige kaffegilder med – krævede protokollen – mindst tre slags kage plus småkager.
KOMMUNENS ANSVAR
Den store kampesten med inskriptionen vejer 5 tons, og bag den blev plantet en eg. Markstenene har ingen inskription. Kun matrikelnummeret på laugmedlemmets gård.
I begyndelsen blev området fint vedligeholdt. Men de seneste 20 år er der ikke sket meget. Det har intet matrikelnummer, og i lang tid troede alle, at området tilhørte Oldermandslauget. Men det tilhører kommunen, som altså også skal vedligeholde det. Da et minde om det gamle bondesamfund var ved at forsvinde i krat, ukrudt og selvsåede træer, dannede bl.a. Lokalråd og beboere på vejen et grønt partnerskab. Det blev for træls at vente på Odder kommune. Partnerskabet har stået for genåbningen af et rekreativt område, som ikke kun Ørtings beboere kan nyde godt af, men som også er til gavn for de mennesker, der benytter den 60 km lange vandresti rundt om Horsens Fjord. Området blev genindviet 29. april 2023.
EMANUELSTIEN
Hvis man bare vil ned til gederne sammen med små mennesker med korte ben, kan man benytte Emanuelstien fra Bilsbækvej. Det er markstien ikke langt fra kirken, og navnet kommer af, at den begyndte ved mælkekusken Emanuels hus.
Stien blev tidligere kaldt hovedvejen til Mosen, og mangen lastbil-chauffør har brugt hele arsenalet af eder og forbandelser, når han via Emanuelstien er kommet til Mosevejen – men uden en kinakvindes mulighed for at komme ned på den, og heller ikke mulighed for at vende den store bil.
Hvis du har børn med, som gerne vil hilse på gederne, så lad vær med at tage en pose med gammelt brød med. Gederne lever af græs, ukrudt, selvsåede buske og træer. Hvis børn gerne vil fodre dyrene, så lad dem plukke noget græs de kan give dem.
Ørting er ikke den eneste landsby, der har et oldermandslaug. En simpel google-søgning viser, at et sådant findes masser af steder. Men nu som selskabelige foreninger, der også arrangerer sammenkomster, hvor andre end medlemmerne kan deltage.
I 1980 lagde hver af de 20 laugmedlemmer 350 kr. på bordet, og så blev der etableret et byting på højen midt på Mosevejen. Højen skulle være et sted, hvor Oldermandslauget kunne holde sommerfester, og også andre foreninger skulle kunne bruge stedet til møder og fester.
Oldermandshøjen er kendt af mange voksne fra deres barndom i Ørting. Spejderne havde en hytte der. Børnehave og dagpleje gik tur og spiste madpakken på højen. Og familiernes aftentur gik ofte den vej.
Nu er højen igen blevet et rekreativt område, som kan bruges af alle, og hele området er egnet til lidt lokalt pral samtidig med at det fortæller lokalhistorie. Den formidles også på plancher, som er at finde på ruten.
Og det hele er gratis!
