Den er ikke helt så stor som en mindste af Jelling stenene. Og heller ikke nær så pralende, som den største, hvor Harald Blåtand fortæller om egne bedrifter – og at han gjorde Danerne Kristne.
Der er slidt på denne sten. Men ikke som slid på stenene i Jelling, hvor det mest er vind og vejr, der har truet med at forvitre stenene. Her har fødder slidt på den – intetanende, at træskoene trådte på et fortidsminde. Den er heller ikke spærret inde i beskyttende montre som Jelling stenene. Den er frit tilgængelig, så man kan røre ved den. Den er ikke – som Jelling stenene – med på Unescos Verdensarvliste. Men Gylling Stenen er alligevel en vigtig fortidsarv.
SOGNEFOGEDEN OG KAPELLANEN
På Nationalmuseet i arkivet ligger et brev dateret 10. august 1839. Det er skrevet og sendt af kapellan Budtz i Gylling. (En kapellan er en hjælpepræst). I brevet fortæller Budtz, at sognefoged Søren Sørensen havde fortalt ham, at under hans lade var indsat en sten med indhugninger. Sognefogeden og kapellanen fik stenen flyttet ud, så de kunne undersøge den nærmere. Da den kom frem i lyset, var Budtz overbevist om, at det var runer, der var hugget ind i stenen. Men på den ene side var de slidt ned for, som han skriver i brevet til Nationalmuseet, “formodentlig fordi Stenen engang har været lagt på et Sted, hvor der har været Gang over den”.
GAVE TIL DET OFFENTLIGE
Næste gang Nationalmuseet hørte om stenen, er i et brev fra Gyllings legendariske præst, Otto Møller. Han meddeler 21. april 1852, at stenen i 1851 er flyttet til kirken. Brevet ligger i arkivet i et omslag, hvorpå der er skrevet: “Gave til det Offentlige af en Runesten, funden ved Gylling nær Horsens, Hads Herred, Århus Amt. I 1851 blev Stenen, som tidligere henlaae ved Bondegaardens Mødding, flyttet til Gylling Kirke…”.
Ved kirken stod den ude under tårnet, og blev udsat for vind og vejr. Men I 1890 blev den flyttet ind i våbenhuset, hvor den blev sat på et muret fundament.
MOLTKE TOG TIL GYLLING
I mange år arbejdede folk med kendskab til runer på at finde ud af, hvad der egentlig stod på stenen. De kom det ikke nærmere end til “Toke Troels’ søn rejste denne sten efter..god…og risbiik sin broder”.
Først da Erik Moltke tog til Gylling i oktober 1928 for at undersøge stenen, kom der mere kød på runeteksten. Erik Moltke var historiker og runolog, og han var bl.a. Nationalmuseets konsulent I runologiske spørgsmål.
Han skrev bagefter artiklen “Nyfortolkning af Gylling-stenen”, og her gør han detaljeret rede for, hvordan han kommer frem til, at teksten på stenen er “Toke Torgislsøn rejste denne sten efter sin gode fader og Rispling sin broder”.
FRA ARILDS TID…
Hvem Torgisl var, ved vi ikke. Vi ved heller ikke noget om sønnerne Toke og Rispling. Vi ved kun, at de for mere end 1000 år siden levede i Gylling.
Hvordan stenen endte på sognefoged Søren Sørensens gård, ved vi heller ikke.
I kapellan Budtz’s brev til Nationalmuseet nævnes, at Sørensen mente, den var taget fra en gravhøj på hans eller på naboens mark. Det gentog præsten Otto Møller i “Optegnelser om Gylling”:
”Det eldste Mindesmaerke fra Fortiden her i Byen er den Runesten, der nu er opstillet i Kirkens Vaabenhus. Den blev 1840 fundet i den lige syd for Kirken liggende Gaard, dengang beboet af Sognefoged Soren Sorensen. Den laa foran Udgangsdoren fra hans Kostald ….Hvor Stenen oprindelig havde staaet, vidstes ikke; den havde ligget der i Gaarden fra Arildstid. Et Par Hundrede Alen lige vest for Gaarden, i Markskellet mellem de to saakaldte »Skrivergaarde«, var en Gravhoj, som først for en Snes Aar siden var helt udgravet og slojfet. Maaske Stenen kan have staaet ved denne høj fra først af, men der vidstes intet derom”.
DEN ENESTE RUNESTEN
At den er blevet brugt som dørtrin på sognefogedens gård siden Arilds tid betyder, at den har ligget der så længe, at ingen kan huske, at den ikke var der.
Men uanset hvor stenen har stået, før den blev lagt ved døren til kostalden, så er dens plads nu i våbenhuset. Nok er den ikke så pralende som dén, der blev rejst af Harald Blåtand, men den er en del af vores lokale kulturarv. Og det er den eneste runesten, vi har i Odder kommune.