Den var et vrag – eller pænere sagt en krigsinvalid. Men på trods af det slap Johannes Madsen 1921 ikke mindre end 10.500 kr. for at få den. Omregnet til 2020-kroner svarer det til 279.269 kroner. En formue for et vrag, som heller ikke kunne leve op til løftet om at køre 18 km. Den sneg sig aldrig op over de 15 km. og ville helst blive på de 12.
Men med den grundlagde han en vognmandsforretning i Gylling, som han havde i 48 år.
HVERKEN LANDBRUG ELLER FISKERI
Johannes Madsen var ikke født i Gylling, men i Dagstrup sogn ved Mørke på Djursland 1. maj 1887. Her havde hans forældre et husmandssted.
Som det var almindeligt dengang på landet, blev Johannes sendt ud for at tjene på en gård allerede da han var 10 år. Lønnen for arbejdet var 10 kr. for et halvt år – og 11 kr. hvis han ville blive endnu et halvt år, fortalte han den lokale avis, da han fyldte 75 år. Men så fik han også et par træsko.
Men landbruget var ikke noget for ham, så da han havde været indkaldt som soldat, vidste han, at det var ikke dér, hans fremtidige arbejde skulle lægges. Han blev heller ikke fisker, selv om han i en periode arbejdede med fiskeri ved Bønnerup Strand på Djursland.
ET MUDRET MØDE MED EN BIL
Da han i 1907 var indkaldt til infanteriet i Århus, havde han det første møde med en bil. En gang om ugen red hele bataljonen til Hasle, der dengang var ubebygget. En dag kom en bil kørende på vejen og skræmte hestene, så dyr og infanterister blev sendt ned i mudrede grøfter. Han var meget lidt begejstret for bilen – for det var et større arbejde at gøre hestene rene bagefter, og han skulle også selv have mudderet fjernet.
VED AT DØ AF SKRÆK
Efter militærtjenesten fik Johannes arbejde på jernbanernes værksted i Horsens. Lønnen var her 2 kroner om dagen plus en fløjlsjakke og en kasket udleveret en gang om året. På en uge tjente han altså lige så meget, som han tidligere kunne tjene på et halvt år ved landbruget. Men i Horsens skulle han så også selv betale kost og logi.
Fra værkstedet flyttede han arbejdsplads og blev ansat som vognmandskusk hos hotelejer Ole Pedersen i Horsens, som også var vognmand.
Johannes havde ikke kørekort, så hans plads var bag hestene foran vognen.
Men han prøvede dog en enkelt gang at køre i en bil – som passager. Vognmanden inviterede ham med på en tur til Søvind. Og det var ingen udsøgt fornøjelse. Han var ved at dø af skræk, da bilen kørte ned ad bakken.
MOTORER OG LUKSUSBILER
Han kom tættere på biler, da han fik arbejde hos Kramper & Jørgensen i Horsens. Fabrikken byggede først motorer til bl.a. elværker og skibe. Men fra 1913 tog den springet og begyndte at producere lastbiler, busser, brandbiler, postbiler og ambulancer. Godt 300 mand var beskæftiget på virksomheden i Horsens. Blandt dem Johannes Madsen.
Men efter første verdenskrig kom den økonomiske krise og fabrikken gik – som så mange andre virksomheder – fallit.
KØREKORT OG TYSKERVRAG
Johannes havde fået smag på biler, og i 1920 havde han fået kørekort.
I Gylling havde han mulighed for at købe halvpart i en lastbil af vognmand Niels M. Eskerod, som havde to spand heste og den lastbil fra første verdenskrig, som Johannes endte med at købe. Ikke kun nøjes med halvparten. Den var gennemhullet af kugler fra tiden ved fronten.
Han lejede sig ind i ”kasernen” i Gylling. Det var en lang bygning, der dengang lå over for kirken. Den blev opført omkring 1650, og var egentlig en lade. I 1880’erne blev den brugt til skole, og senere altså til vognmandsforretning med beboelse. Som lastbilen var beboelsen alt andet end luksus.
EN LILLE FAMILIE
Det var en lille familie, der flyttede til Gylling – far, mor og to børn. For 26. oktober 1912 var Johannes nemlig blevet gift i Vedslet kirke med Kjerstine Marie Sørensen fra Hylke. Hun var 28 år – han var 25. I december 1914 havde de fået deres første barn – datteren Ebba. Og i april 1917 blev sønnen Egon født.
KØRTE OM DAGEN – LAPPEDE AFTEN OG NAT
At blive vognmand med egen tysk lastbil, der havde været ved fronten i første verdenskrig, var ikke det letteste. Det krævede masser af arbejde. Både dag og nat. Hver eneste dag var der problemer med bilens motor, og Johannes måtte i aften og nattetimerne bruge alle de erfaringer, han havde fået på fabrikken i Horsens, for at få ”tyskervraget” til at køre endnu en dag. Om dagen kørte han fragt og også passagerer. Han havde nogle lange bænke, som han kunne sætte op på vognens lad. Johannes har senere fortalt, at hvis det ikke var fordi præsten, der boede over for ”kasernen”, næsten hver morgen drillede ham med vraget, havde han nok opgivet. Men drillerierne gjorde ham stædig – så han fortsatte med at lappe på motoren og bilens andre skavanker.
FLYTTER FRA ”KASERNEN”
Allerede året efter kunne han købe endnu en lastbil, og i december 1926 kunne familien flytte fra ”kasernen”. Johannes købte hus på Skolegade 25 – i dag hedder det Gylling Østergade 4 A. Prisen var 8600 kr. Altså mindre end den sum, han betalte for lastbilen, som var blevet gennemhullet af kugler ved fronten. Så det gik godt for den lille familie i Gylling.
Men 4. maj 1929 ramte ulykken. Johannes’ kone, Kjerstine Marie, døde kun 45 år gammel. Hun blev begravet på Gylling Kirkegård.
Johannes var nu enkemand og foruden at være en travl vognmand, var han også alene med den 14-årige Ebba og den 12-årige Egon.
TÆT PÅ AT DRUKNE
Den 27. juli i 1931 var ulykken ved lige igen at ramme familien. Den da 14-årige Egon var sammen med tre andre unge sejlet ud i en lille skydepram, som smeden havde bygget. Trods advarsler om vindens styrke, sejlede smeden ud med de fire drenge. Båden kæntrede, og kun Egon Madsen blev reddet. Smeden og tre andre drenge druknede. (Læs historien her)
GIFT MED ANNA MARIE
Johannes Madsen var blevet en veletableret mand i Gylling. Og i 1933 blev han valgt ind i sognerådet, og var medlem frem til 1942.
Han var stadig alene, men i 1933 mødte han den 17 år yngre Anna Marie. Hun var husbestyrerinde på en gård i Gylling, fraskilt efter nogle få års ægteskab med gårdbestyrer Alfred Nygård, og hun havde en lille søn – Chresten.
Hun kom fra Vistoft på Mols, hvor hendes far var skrædder.
Johannes og Anna Marie blev gift i Gylling Kirke 21. august i 1934. Da var Chresten fem år – og Johannes’ børn 20 og 17 år.
Sønnen Egon blev indkaldt til Livgarden, og efter endt militærtjeneste, blev han ansat i vognmandsfirmaet, der gik rigtig godt med koncession til fragtruterne til både Horsens og Århus, og med to lastbiler og en taxa.
Anna Marie og Johannes fik fem fælles børn efter at Johannes var fyldt 50 år. Tove kom til verden i 1938, Verner året efter, Åse i 1941 og Leif i 1942. Efternøleren Frode blev født i 1947.
I 1943 havde de den store sorg at miste lille Verner. Han var knap 4 år, da han blev syg og døde. Han blev begravet på Gylling Kirkegård.
TYSKERNE STJAL LASTBILEN
Besættelsen kom 9. april 1940. Den mærkede man nu ikke meget til ude på landet – bortset fra rationeringen af visse varer.
Men for en vognmand betød det, at de var mangel på brændstof, og at tyskerne skulle give tilladelse til kørsel. Tilladelsen skulle fornyes hver måned. Det værste for Johannes Madsen var dog, da værnemagten i 1944 tog en forholdsvis ny Bedford lastbil fra hans garage. Og det var lige før hans personvogn i begyndelsen af 1945 var gået samme vej. Men Johannes fik det at vide under hånden, og kørte prompte til Århus og solgte bilen, så ingen tyskere kom til at køre syd på i den. Sammen med sønnen Egon tog han ved besættelsens ophør til Sønderjylland for at lede efter lastbilen. De fandt den ikke – og erstatning blev aldrig givet.
JUBILÆUM OG SØLVBRYLLUP
15. februar 1946 kunne vognmandsfirmaet fejre 25 års jubilæum i Gylling, og det blev fejret med fest og lejlighedssang, hvor det første vrag af en lastbil igen blev nævnt. Året efter fyldte Johannes 60 år – hans yngste søn blev født, og han fik barnebarn nummer to. Flere kom til i årene efter.
I 1959 kunne Anna Marie og Johannes fejre sølvbryllup. Festen bliver holdt med mange gæster i lastbil-garagen, der var nykalket og fint pyntet.
SÆLGER FORRETNINGEN EFTER 48 år
Forretningen gik stadig godt. Sønnen Egon tog sig sammen med en medhjælper af det meste af kørslen med den lastbil, som firmaet råder over. Men taxakørslen tager Johannes sig af. I 1962, da han er 75 år, køber han den sidste bil – en Opel Rekord.
I 1968 da han var 82 år, solgte Johannes lastbil og forretningen til Kaj Severinsen – og skrev under på, at han ikke vil bedrive vognmandskørsel i Gylling eller i en radius af 30 km. fra landsbyen i to år. Salgssummen var 9000,- kr. Han stoppede også med at køre taxa, men beholdt kørekortet, der skulle fornyes hvert år. Også personbilen beholdt han. Anna Marie og han blev boende i Gylling, og den foretagsomme mand skulle nu være pensionist. Han bruger tiden på hus og have, som der står i lejlighedssangen, da han i 1972 fylder 85 år.
ANNA MARIE DØR
Men Anna Maries helbred skrantede, og i april 1977 flyttede de to ind på Skovbakkehjemmet i Odder. Knap et år efter – nemlig 02. marts 1978 – døde Anna Marie pludseligt, og blev begravet på Gylling Kirkegård. Johannes, der nu var næsten 91 år, blev for anden gang i livet enkemand.
Først året efter sagde Johannes endeligt farvel til landsbyen og solgte huset på Gylling Østergade 4 A for 365.000,- kr. Selv blev han på hjemmet i Odder, hvor han døde 29. november 1981 94 år gammel.
Når du passerer præstegården og kirken, kig så mod de to røde ens huse, der ligger, hvor “kasernen” lå, og send en venlig tanke til manden, der for godt 100 år siden stod dér aften efter aften, nat efter nat og rodede med et vrag af en lastbil i håb om, at den endnu en dag kunne køre fragt, så han kunne forsørge den lille familie.
