Mogens Højmark betragter det ikke som en fornærmelse, når man siger, at det virker som om tiden har stået stille i den lille landsby Ålstrup, hvor gårdene stadig ligger i byen, og de
gamle huse ligger langs vejen. Tværtimod. Han begynder straks at fortælle om stedet. Selv bor han i træskomandens lille hus, der blev bygget i 1872, og her har han og hans kone boet i mere end 30 år.
Lokalhistorien og i det hele taget historie ligger ham på sinde, for ”det er jo vores rod og kender man ikke historien, har man ingen rødder”, som han siger. Han er formand for Lokalhistorisk Arkiv i Gylling. Og synes også, det er på tide, der bliver lavet et arkiv for Ørting-Falling området: ”Tag jer nu sammen”, lyder hans opfordring.
ARBEJDE PÅ GÅRDE
Mogens Højmark var lærer på Gylling Efterskole i 37 år, som er en af Danmarks tre efterskoler, der er specialiseret i at undervise elever med læsevanskeligheder.
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle blive lærer. Det var næsten det eneste, han var sikker på, han ikke skulle være. Den unge fynbo, som han var dengang, ville heller ikke længere gå i skole. Så han tog arbejde på gårdene, og kom også til Norge for at arbejde på en gård. ”Men man fik jo ikke rigtigt noget for det”, siger han. ”Så jeg skulle videre. Og så tænkte jeg, at fordi jeg havde oplevet, at alle unger på gårdene kom til mig, for at få mig til at fortælle historier, hver gang jeg havde en pause, skulle jeg måske alligevel blive lærer”.
SKAL DU IKKE LÆRE AT LÆSE RIGTIGT?
Det blev han så – på Den Frie Lærerhøjskole i Elbæk. Og efter et par omveje blev det til i alt 37 år i Gylling. ”I begyndelsen havde vi kun 32 elever”, siger han. ”Men alle fag skulle være dækket. Så vi lavede skemaet først – og så fordelte vi timerne mellem lærerne. Jeg har undervist i fysik, i motorlære – i stort set alle fag, hvor der var huller at dække”.
I dag har efterskolen 130 elever.
”Det har ikke været let at få forståelse for ordblindhed – læsevanskeligheder.
Vores elever kunne være rigtig gode til matematik og de kunne vide alt om en motor. De kunne bare ikke læse sig til det.
Vi var stolte af at lære dem at bruge computere, der kunne læse en bog højt for dem. Vi plejede at sige, de læste med ørene – ikke med øjnene. Jeg glemmer ikke, da vi havde besøg af Bertel Haarder, der var undervisningsminister. En elev viste ham, hvordan bogen blev læst op. Og så spurgte Haarder: Men skal du da slet ikke lære at læse rigtigt?
Så var der måske ikke noget at sige til, at det dengang var op ad bakke, når eleverne f.eks. bagefter kom på teknisk skole. Jeg blev gang på gang ringet op af dem, og de var kede af det og næsten desperate, fordi de ikke kunne få den hjælp, de havde brug for. De ringede til mig, fordi jeg var skolevejleder. Altså den, der skulle hjælpe dem videre efter skolen”.
Han havde været skolevejleder i 10 år, da han sagde op. ”Manglen på forståelse for vores elevers handicap var ikke til at holde ud. Derfor holdt jeg op, da jeg blev 62 år og kunne få pension”.
SVÆRT AT FORSTÅ UDLÆNDINGEDEBATTEN
Hans datter og ene søn er gået i hans fodspor og er blevet lærere. Hans anden søn er sportsjournalist. Fire børnebørn er også kommet til. De to er adopteret fra Etiopien. Mogens Højmark har derfor fået ind i familien, at mennesker med en anden hudfarve end den gængse blege, der med alle midler bliver brunet i sommertiden, ikke altid bliver behandlet godt.
”I børnehaven og i skolen blev de andre børns ubetænksomme øgenavne dog visket væk, når min søn viste billeder og fortalte om børnehjemmet, hvor de havde hentet mit barnebarn”.
Han har svært ved at forstå den danske udlændingedebat, hvor politikerne skal overgå hinanden og hvor socialdemokraterne – for at hente stemmerne hjem fra Dansk Folkeparti – næsten overgår dét parti i iveren for at foreslå stramninger af lovgivningen. Og hvor eftertiden, når historikere og andre fordyber sig i de bevarede danske medier, må tro, at nogle få 100 kvinder med burka, er det største problem vi havde her i landet i 2017.
EVENTYR FOR BØRN
Selv har Mogens Højmark arbejdet som frivillig på sprogcentret i Horsens, hvor han har haft samtaler med eleverne, for at træne dem i at snakke dansk og for at fortælle dem om dansk kultur. Et arbejde, han kalder givende, fordi ”de jo gav mig noget tilbage i form af viden om deres hjemland og dets kultur”.
Det begyndte han på, da han blev pensioneret.
Han bruger også tid på at skrive eventyr for børn. De ligger i Frysehuset – Ålstrups samlingssted – til fri afbenyttelse af forældre og bedsteforældre. Inge, hans kone, har lavet tre billeder af Juletrolden Muskus, af Elverpigen Helene og af Nissepigen Sanis. De kan også ses i Frysehuset.
(To af historierne kan du downloade Elverpigen Helena Juletrolden Muskus (1)).
Et år blev det til en hel julekalender – et eventyr om dagen til byens børn.
LOKALHISTORISK ARKIV
Men det meste af tiden bruges på Lokalhistorisk Arkiv i Gylling.
At han er blevet så involveret i arkivet skyldes Karen Jeppe. Da han var lærer på Gylling Efterskole fortalte han eleverne om hende. ”De kunne da ikke være i byen med dens mindesten for armeniernes moder uden at kende historien”, siger han. Derfor gik han på det lille arkiv for at finde oplysninger
”I begyndelsen havde jeg kun nok til at fortælle om Karen Jeppe og hendes arbejde i en time”, siger han. ”Til sidst blev det til seks timer”.
Senere skrev han bogen ”Kun et lille lys”. Og så kom der også bud efter ham for at komme ud på aftenskoler og i forsamlingshuse og fortælle om Jeppes enorme betydning for 
armenierne under folkedrabet – og i tiden efter.
Mogens Højmark er kendt af mange armeniere. Og det er ham, der byder dem velkommen, når de én gang om året kommer til Gylling for at mindes det armenske folkemord og kvinden, der hjalp så mange hun kunne.(Læs Lokalpostens artikel om Karen Jeppe)
Interessen for Karen Jeppe – og i det hele taget lokalhistorien – fik ham til at gå ind i Arkivets bestyrelse – og de sidste par år har han været formand.
”Før i tiden blev meget smidt ud, når et hus skulle ryddes ved flytning eller dødsfald. Men nu er mange heldigvis begyndt at komme til arkivet med papirer og billeder. Og det er godt – for det er vigtigt at kunne fortælle lokalhistorien. I det hele taget historien”, siger manden, der bor i træskomandens hus i Ålstrup, hvor hvert hus og gård fortæller en historie om en tid, der var.
Du kan læse mere om Lokalhistorisk arkiv i Gylling her
