KORT NYT

Menig­heds­rå­det er dørvogtere

Hvis du er vant til at gå i kir­ke jule­af­ten, så skal du hjem­me­fra i god tid, hvis du ikke vil risi­ke­re at bli­ve afvist i døren. Her står et med­lem af menig­heds­rå­det og age­rer dør­vog­ter. D.v.s. luk­ker de hel­di­ge ind og afvi­ser de uhel­di­ge. På grund af afstands–  og kva­drat­me­ter­krav må antal­let af kir­ke­gæn­ge­re jule­af­ten reduceres. 

De to præ­ster i Fjord­pa­sto­ra­tet har beslut­tet at hol­de en gud­stje­ne­ste i alle seks kir­ker den 24. dec. I Ørting er det alle­re­de kl 13. på Alrø kl. 14.30 og i Fal­ling kl. 16. 

Loka­l­om­rå­dets udviklingsplan

Lokal­rå­dets udvik­lings­plan for Ørting-Fal­ling områ­det lig­ger nu på siden ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.  Her lig­ger også det sene­ste møde­re­fe­rat.Lokal­po­sten vil i den kom­men­de tid sæt­te fokus på nog­le af de pro­ble­mer, som pla­nen viser, der er i områ­det med de fire lands­by­er: Ørting, Fal­ling, Amstrup og Ålstrup. 

Østjy­der mod Kattegatforbindelsen

Der er basis for en østjysk for­e­ning mod Kat­te­gat­for­bin­del­sen. Det står fast efter DN-Odders møde “for­bin­del­se eller for­ban­del­se” i Pak­hu­set i Odder tirs­dag 20. okto­ber. DN-Odder mel­der ud, så snart der er nyt om den fæl­les forening. 

På Sam­sø er en enig kom­mu­nal­be­sty­rel­se imod Kat­te­gat­for­bin­del­sen og 400 bebo­e­re er med­lem­mer af for­e­nin­gen imod den. Face­book­grup­pen ”Nej tak til motor­ve­je og Kat­te­gat­bro fra og til Odder” har på kort tid sam­let 1200 medlemmer. 

Vej­bod fortsætter

Den lil­le vej­bod ved Brand­by­ge­gaard har været så vel­be­søgt, at den fort­sæt­ter. Hver dag vil den bli­ve fyldt op med går­dens øl, æg, kar­to­f­ler og grønt­sa­ger. Men det sto­re jule­mar­ked er aflyst. “Desvær­re”, siger Lone Vitus. “Mar­ke­det ple­jer at være et kæm­pe til­løbs­styk­ke, og folk kom­mer fra hele lan­det. Det kan vi slet ikke sty­re i for­hold til forsamlingsforbuddet”. 

Cor­o­na-jul

Jule­af­tens­dag ple­jer kir­ker­ne at være fyldt til sid­ste plads. Men i år vil Cor­o­­na-restrik­tio­­ner kræ­ve utra­di­tio­nel­le løs­nin­ger – hvis de da ikke bli­ver ophæ­vet før 24. dec. I Midt-og Vestjyl­land vil sports­hal­ler bli­ve taget i brug. 

I Fjord­pa­sto­ra­tet, som rum­mer seks kir­ker, er der “end­nu ikke klar­hed over, hvor­dan julen skal fejres”, oply­ser sog­ne­præst Kåre Schel­de Busk. ”Men vi er gået i tænkeboks”. 

Pla­der for de smadre­de vinduer

Fæl­les Ser­vi­ce og Drift er ved at være fær­dig med opryd­nin­gen ved den gam­le bør­ne­ha­ve på Hav­re­væn­get. Hæk­ken er ble­vet klip­pet, de gam­le og nu råd­ne lege­red­ska­ber er ved at bli­ve fjer­net. Det sam­me er de selvså­e­de træ­er og buske. Til­ba­ge skal kun være et are­al med græs, der kan hol­des nede. Låger­ne til byg­nin­gen er ble­vet lavet og aflåst. Ende­lig er der sat pla­der for de smadre­de vinduer. 

Lor­te Corona”

Med dis­se ord afly­ser Karen og Kim Schlos­ser alle fæl­les­spis­nin­ger i Hal­lens Cafeteria. 

Der kan dog fort­sat købes mad. Men der skal bæres mund­bind, når man ikke sid­der ned. 

Cafe­te­ri­et luk­ker også hver aften kl. 22. Så skal alle være ude. 

To nye med­lem­mer valgt

Godt 30 men­ne­sker mød­te i aften op i Sog­ne­hu­set for at væl­ge med­lem­mer til Fjord­pa­sto­ra­tets fæl­les menig­heds­råd. To gen­gan­ge­re og to helt nye med­lem­mer skal repræ­sen­te­re Ørting og Fal­ling sogne. 

I Ørting blev den nuvæ­ren­de for­mand for menig­heds­rå­det, Jens Peter Peter­sen, valgt sam­men med Git­te Bis­bo Bøgh, der er helt ny i den­ne form for 

fri­vil­ligt arbej­de. Til dag­ligt arbej­der hun som admi­ni­stra­tiv leder på Vestsko­len.Som sted­fortræ­der blev Ton­ny H. Jakob­sen valgt. Også han, der har et entre­pre­nør­fir­ma i Hor­sens, er ny i arbejdet. 

For Fal­ling sogn blev Knud Appel, som er næst­for­mand for det nuvæ­ren­de menig­heds­råd. Han blev valgt sam­men med Lise Færch, som er ope­ra­tions­sy­geple­jer­ske på Hor­sens Syge­hus.Som sup­ple­an­ter blev Kaj Rude­beck og Else Ros­borg valgt. De bor beg­ge i Amstrup. og har beg­ge tid­li­ge­re været med­lem­mer af menig­heds­rå­det for Ørting Falling. 

Det skrø­be­lig­ste sind kan udret­te mirakler

Lokal­po­sten har tid­li­ge­re skre­vet om Karen Jep­pe i artik­len “Hun så ond­ska­ben – og hand­le­de”. Her føl­ger jour­na­list Hel­le Schø­ler Kjær op med en beret­ning om, hvor­dan Karen Jep­pe ændre­de hen­des liv

Af Hel­le Schø­ler Kjær, journalist

Jeg mød­te Karen Jep­pe fra Gyl­ling i 2007. Det kan lyde under­ligt, for da hav­de hun været død i over 70 år, men det var det, der ske­te. Da lær­te jeg hen­de lidt at ken­de, og siden blev det et ind­gå­en­de kend­skab, som jeg ikke er ban­ge for at sige om: Det ændre­de mit liv.

Det næste lyder også lidt under­ligt, men det er den skin­bar­li­ge sand­hed. Jeg er i fami­lie med en kvin­de fra Alep­po i Syri­en. I man­ge år tro­e­de jeg, hun var syrer, men den som­mer i 2007 skul­le jeg bli­ve klo­ge­re. Hun er arme­ni­er, men født og opvok­set i den skøn­ne­ste by i Syri­en, Alep­po. Meli­ne er gift med min fæt­ter, der­af fami­lie­ska­bet. I 2007 boe­de de to i Dama­s­kus, og jeg benyt­te­de anled­nin­gen til for før­ste gang at besø­ge Syri­en sam­men med den ene af mine sønner.
Det var Meli­ne, der for­tal­te om Karen Jep­pe. Hun var ved at sam­le en lil­le udstil­ling om hen­de, for som arme­ni­er i Alep­po var Meli­ne vok­set op med min­det om Karen Jep­pe. Der hør­te jeg for før­ste gang, at Dan­mark har en ver­dens­be­rømt hel­tin­de, som ikke man­ge dan­ske­re ken­der til.

MODTAGET SOM GAMLE VENNER
Det var mær­ke­ligt at stå midt i Syri­ens hoved­stad Dama­s­kus og høre den histo­rie. Men det var først, da vi sene­re tog toget de knap 350 kilo­me­ter til Alep­po, at jeg vir­ke­lig for­stod, hvor vig­tig Karen Jep­pe var for arme­ni­er­ne. I den armen­ske bydel blev vi mod­ta­get som gam­le ven­ner, for­di vi kom fra sam­me land som Karen Jep­pe. Alle voks­ne arme­ni­e­re i byde­len syn­tes at vide, at net­op Karen Jep­pe hav­de været ene­stå­en­de i sin hjælp til det­te fol­keslag, da de blev myr­det og for­dre­vet fra Tyr­ki­et under 1. Verdenskrig.
Den­ne lil­le for­tæl­ling hand­ler om det, jeg lær­te af Karen Jep­pe. De, som vil læse grun­di­ge­re om Karen Jep­pes livs­hi­sto­rie, kan læse den­ne arti­kel, som tid­li­ge­re er bragt i Lokalposten.

SYGDOM INGEN HINDRING
Da jeg kom hjem, begynd­te jeg at under­sø­ge mere om Karen Jep­pe. Noget af det før­ste der slog mig var, hvor modig hun var, og hvor iderig og arbejd­s­om. 27 år gam­mel tog hun afsted til det syd­li­ge Tyr­ki­et – med tog, båd, heste­vogn og på æsel­ryg – over land, hav og bjer­ge – til byen Urfa, der i dag hed­der San­li­ur­fa. Hun føl­te sig kal­det til at hjæl­pe de krist­ne arme­ni­e­re, som på grund af stor­po­li­tik i man­ge år var ble­vet for­fulgt i Tyr­ki­et. Karen Jep­pe var lærer, og hun kom for at under­vi­se bør­ne­ne og ikke for at mis­sio­ne­re som så man­ge andre, der hjalp armenierne. 

Karen Jep­pe – skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de hele livet

Det, der især gjor­de ind­tryk på mig, var, at Karen Jep­pe fra gan­ske ung hav­de et skrø­be­ligt sind, dår­li­ge ner­ver blev det kaldt i min barn­dom. Fra hun var gan­ske ung, til hun døde som 59-årig, gav det sig for­skel­li­ge udtryk, men skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de igen­nem hele livet. Ikke desto min­dre gjor­de hun det, hun men­te var vig­tigt, for­di hun hav­de lyst til at og være nyt­tig og byg­ge op.

KAREN JEPPES SVÆRESTE TID
Det før­ste år i Urfa døje­de hun igen med syg­dom, men hun blev, hvor hun var, for hun hav­de noget, der skul­le udrettes.
I 1914 gik Tyr­ki­et ind i 1. Ver­denskrig på Tys­klands side. Det sto­re Osman­ner­ri­ge, som tyr­ker­ne hav­de stå­et i spid­sen for, var ved mili­tæ­re neder­lag ble­vet min­dre og min­dre gen­nem de sid­ste 150 år, og de krist­ne lan­de hav­de gen­nem de for­skel­li­ge krist­ne min­dre­tal fået stør­re og stør­re indflydelse.

En af man­ge døds­mar­cher – foto fra Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gylling

Ungtyr­ker­ne, som lede­de lan­det, ind­led­te en etnisk udrens­nings­kampag­ne mod de krist­ne min­dre­tal. Hund­re­de­tu­sin­der krist­ne arme­ni­e­re blev myr­det eller dre­vet på flugt, hvor man­ge døde på vej­en. Man­ge af de over­le­ven­de fra det nord­li­ge Tyr­ki­et kom igen­nem Urfa, inden de blev dre­vet vide­re ned i den syri­ske ørken.

I juni 1915 kom de før­ste deporta­tions­tog igen­nem Urfa. Histo­ri­er­ne om Karen Jep­pes hel­te­mod under fol­ke­mor­det har vi blandt andet fra hen­des adop­tiv­søn Misak Mel­ko­ni­an. Han skri­ver, at Karen Jep­pe gav mad til dem, hun kun­ne, og at hun for­søg­te at over­be­vi­se myn­dig­he­der­ne om, at de depor­te­re­de i det mind­ste skul­le have en hvi­le­dag i Urfa, inden de blev sendt vide­re. Det lyk­ke­des ikke. Misak skriver:
”Uden Ophør og ogs­aa uden at kla­ge, arbej­de­de Karen Jep­pe Ansigt til Ansigt med alle dis­se Ræds­ler og bekæf­ti­ge­de sig Dag og Nat med de ulyk­ke­li­ge. Man­gen en Gang lyk­ke­des det mig kun med stort Besvær at faa hen­de til at hvi­le sig en smu­le. ”Hvor­dan skal jeg dog kun­ne hvi­le mig, Misak, naar dis­se Stak­ler bli­ver pint? De må dog i det mind­ste have eet Men­ne­ske, der kan trø­ste dem”.
Karen Jep­pe gem­te sine armen­ske ven­ner i Urfa i en kæl­der i sit hus, i et hul i haven, – og da de under den sid­ste del af fol­ke­mor­det gem­te sig i en hule i bjer­ge­ne, sør­ge­de hun for mad til dem. Hun miste­de man­ge, blandt dem en armensk præst, der stod hen­de sær­lig nær, og hun blev selv­føl­ge­lig vold­somt påvir­ket af det, men hun blev, så læn­ge for­føl­gel­ser­ne stod på. En sær­lig begi­ven­hed send­te hen­de i seng i fle­re uger med ner­ve­sam­men­brud. Mens en grup­pe gem­te sig i Karen Jep­pes hus, søg­te myn­dig­he­der­ne efter en præst og hans kone, der var i grup­pen. Efter fæl­les overenskomst tog de to livet af sig for at red­de de andre. Misak Melokin skri­ver om nat­ten, der fulgte:
”Det var umu­ligt for os at sove den­ne Nat. Næsten hele nat­ten græd Frø­ken Jep­pe bit­re Taa­rer og ved­blev at udbry­de. ”Misak, vi er ogs­aa mor­de­re”. Hvor meget jeg end for­søg­te at trø­ste hen­de: Det var for­gæ­ves. Saa­le­des gik tiden ind­til Sol­op­gang. Den­ne Nat var en af de svæ­re­ste i vort Liv.”

ANDEN HÅND MED KAREN JEPPE
I 2009 vend­te jeg til­ba­ge til Alep­po for at lave inter­view med dem, der hav­de kendt Karen Jep­pe. To år efter mit før­ste møde med hen­de var jeg klar til at lave en ræk­ke radioud­sen­del­ser til P1 om det armen­ske fol­ke­mord, – og om Karen Jeppe.
Udsen­del­ser­ne han høres her. Den tred­je udsen­del­se hand­ler om Karen Jep­pes arbej­de i Alep­po efter folkemordet.
Hun døde i 1935, så da jeg kom til byen 74 år efter, var der nog­le end­nu, der hav­de kendt både hen­de og hen­des adoptivbørn.

En af de kvin­der, Karen Jep­pe. Bil­le­det sid­der i søn­nens teg­ne­bog, nu en meget gam­mel mand.

I Alep­po mød­te jeg en gam­mel mand, hvis mor var ble­vet red­det af Karen Jep­pe. Han hav­de hen­des foto­gra­fi i pun­gen fra den­gang, hun var ung, og han græd og sag­de tak igen og igen, da han for­tal­te om Karen Jep­pe og hans mor, der både fik hus­ly og arbej­de. Vi sad arm ved arm, og han kun­ne huske den dan­ske kvin­de, som han skyld­te livet, – og sag­de tak til mig, for­di jeg var dansk som hende.
Karen Jep­pe blev den før­ste kvin­de­li­ge kom­mis­sær i for­lø­be­ren for FN, der den­gang hed Fol­ke­for­bun­det. Hun påtog sig at hjæl­pe tvangs­gif­te­de armen­ske kvin­der væk fra deres tyr­ki­ske mænd og ille­galt ud af Tyr­ki­et. Det var ikke uden risi­ko, men hun og en agent red­de­de man­ge kvinder.

Et andet sted i Alep­po mød­te jeg to ældre søstre, som hav­de et album fyldt med bil­le­der af Karen Jep­pe og hen­des adop­tivbørn, blandt andet Misak.

En ældre armensk kvin­de viser bil­le­der frem fra Karen Jep­pes tid, som hen­des far har sam­let. Han var en af dem, der blev red­det af Karen Jeppe.

De kun­ne for­tæl­le, at Karen Jep­pe på sine gam­le dage kon­stant hav­de kon­stant hoved­rysten, og de men­te, det måt­te kom­me af ner­ver­ne. Hun var et fan­ta­stisk men­ne­ske, men hun var også skrap, hav­de de hørt. Selv kend­te de adop­tivbør­ne­ne, men ikke Karen Jep­pe. Hen­de hav­de de hørt om gen­nem deres nu afdø­de mor, som hav­de kendt hen­de godt.

ET FORBILLEDE
Den skrø­be­li­ge Karen fra Gyl­ling kom til at udfø­re sto­re bedrif­ter. Hun red­de­de men­ne­ske­liv. Hun vaske­de og gav mad til de depor­te­re­de, som drog gen­nem Urfa på en døds­march, der vil­le gøre det af med dem i løbet af få dage, men de var ble­vet set af hen­de. Det var vig­tigt. Efter uhyr­lig­he­der­ne var hun med til at opbyg­ge et armensk sam­fund i Alep­po; hun lave­de sko­le, systu­er, udbyg­ge­de lands­by­er, sam­le­de pen­ge ind. Hun blev Fol­ke­for­bunds-kom­mis­sær og red­de­de fle­re hund­re­de fra tvang­sæg­te­ska­ber i Tyr­ki­et. Hun var en sand hel­tin­de, og da hun døde i Alep­po i 1935, fulg­te tusin­der hen­de til graven.
For mig er hun et per­son­ligt for­bil­le­de, for­di hun gjor­de alt det­te, sam­ti­dig med at hun hele sit liv har kæm­pet med en psy­kisk skrø­be­lig­hed, der af og til sat­te hen­de helt ud af spillet.

Hel­le Schø­ler Kjær ‑Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.

Vi er man­ge, der kæm­per med for­skel­li­ge for­mer for psy­kisk sår­bar­hed, og jeg har selv i peri­o­der af mit liv været i tvivl om, hvor­dan mine peri­o­de­vi­se depres­si­ve ten­den­ser kun­ne påvir­ke min mulig­hed for at gøre de ting i mit liv, som jeg synes er vig­ti­ge. Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.
I fle­re år efter mine år med Karen Jep­pe blev jeg ved med at møde men­ne­sker, der på en eller anden måde hav­de haft berø­ring med hen­de. Især ældre kvin­der, der kan huske, at der i kir­ken blev sam­let ind til arme­ni­er­ne og til arbej­det i Syri­en. En af dem var min mor, der som barn hav­de givet bidrag til Karen Jep­pes arbej­de. Og på den måde er rin­gen slut­tet. Det star­te­de med fami­li­en, og det slut­ter med familien.

Efter­skrift: Det Alep­po, jeg besøg­te, fin­des ikke mere. Det armen­ske kvar­ter og Karen Jep­pes gym­na­si­um er lige så hårdt ramt af bor­ger­kri­gen som andre dele af byen. Man­ge arme­ni­e­re er flyg­tet til Arme­ni­en eller Liba­non eller til Cana­da og Frank­rig, hvor der bor familiemedlemmer.

 

 

 

KALENDER

TORSDAGSKLUBBEN
…afly­ser alle klu­b­ef­ter­mid­da­ge­ne i Sog­ne­hu­set i hele decem­ber på grund af Corona-restriktionerne.

KØB GAVER OG JULEPYNT
Gal­le­ri­et ved Den Gam­le Sta­tion i Ørting hol­der åbent 4. dec. fra kl. 13 – 17, 5. dec. fra kl. 10 – 16 og 6. dec. fra 10 – 16. Det er muligt at købe gaver og julepynt. 

SYNG JULEN IND
6. decem­ber kl. 14.00: De ni læs­nin­ger i Ørting Kir­ke. Og bag­ef­ter invi­te­rer menig­heds­råd og Dan­ske Seni­o­rer alle, der har lyst, på gløgg og æbleski­ver i Sognehuset.


MORGENSANGKIRKEN
10. decem­ber kl. 9.30 er der mor­gensang i kir­ken for sid­ste gang i år. Som sæd­van­ligt er der bag­ef­ter mor­genkaf­fe og samvær i Sognehuset. 

HENT DIT JULETRÆ
13. decem­ber mel­lem kl. 15 og kl. 17 kan I hen­te jeres jule­træ ved Ørting Hal­len. Det skal bestil­les sene­st 6. dec. Ring eller send sms til 24679108. Træ­er op til 2 meter koster 150 kr – over 2 meter koster 200 kr. Cafe­te­ri­et er åbent og sæl­ger gløgg/​saftevand og æbleski­ver for 25 kr