KORT NYT

GENERALFORSAMLING

Alle over 16 år, som bor fat i Ørting-Fal­ling Sog­ne, er med­lem­mer af Lokal­rå­det. Også selv om de hver­ken har udfyldt en blan­ket eller betalt kon­tin­gent, som ellers er det almin­de­li­ge, når man bli­ver med­lem af en for­e­ning.  De kan møde op til gene­ral­for­sam­lin­gen og stem­me. Det­te års gene­ral­for­sam­ling fin­der sted d. 29. marts kl. 19 – 21.30 hos Dine­sen i Fal­ling. Lokal­rå­det har eksi­ste­ret siden okto­ber 2014 og skal være områ­dets kon­takt til kom­mu­nal­be­sty­rel­se og for­valt­ning.  Hvis du vil se, hvad rådet arbej­der med, så find alle møde­re­fe­ra­ter på Lokal­po­sten under Lokal­råd og foreninger. 

STØTTE TIL HANDELSPLADSEN

Der er luk­ket så meget som muligt for fry­se­re og køle­re på Han­dels­plad­sen, men alli­ge­vel koster elek­tri­ci­te­ten det hvi­de ud af øjne­ne.  Men Pan­de­ka­ge­bi­len og støt­te­bi­drag ind­brag­te på få timer 16.000 kro­ner – eller et beløb, der bety­der, at reg­nin­gen fra elek­tri­ci­tets­sel­ska­bet for en måneds for­brug, kan beta­les. Pan­de­ka­ge­bi­len done­re­de pen­ge­ne fra to timers salg ved Han­dels­plad­sen, og lands­by­ens bebo­e­re bak­ke­de op og spi­ste fyld­te pan­de­ka­ger til aftens­mad. Den sam­me hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling. 

PANDEKAGEBILEN STØTTER LOKALE

Den 9. decem­ber mel­lem kl. 16 og 18 kan man købe pan­de­ka­ger med fyld ved Han­dels­plad­sen i Ørting. Pen­ge­ne fra sal­get går ube­skå­ret til hjælp til at beta­le el-reg­­nin­­gen. I går var Pan­de­ka­ge­bi­len ved Gyl­ling-Brugs­­en – også for at give et til­skud til de sti­gen­de udgifter. 

Valg flyt­ter sang til kirken

Stem­me­bok­se og valg­til­for­ord­ne­de ryk­ker 1. novem­ber ind i Sog­ne­hu­set og fortræn­ger den sang­grup­pe, som ple­jer at mødes der før­ste tirs­dag i måne­den. Men grup­pen kan sta­dig mødes, for kir­ken er reser­ve­ret til dem. Kaf­fen skal sta­dig tages med hjemmefra. 

BRUGSEN ER NU ÅBEN KL. 8 – 18

Fra i mor­gen – 1. okto­ber – ændrer Gyl­ling-Brugs­­en åbning­sti­den. Den åbner kl. 8 og luk­ker kl. 18. Der er skå­ret en halv time om mor­ge­nen og en time om afte­nen, og er en kon­se­kvens af, at elek­tri­ci­te­ten koster det hvi­de ud af øjne­ne. De nye tider bety­der, at ingen med­ar­bej­de­re bli­ver fyret. 

FDF Ørting-Fal­ling kan fortsætte

Syv voks­ne har meldt sig til at gå ind som fri­vil­li­ge i FDF-arbej­­det. Og det bety­der, at kred­sen kan fort­sæt­te. Ikke kun børn fra det­te områ­de er med i den loka­le FDF-kreds. Også børn fra Gyl­ling del­ta­ger.De kan nu alle mødes igen 1. sep­tem­ber kl. 18.30 ved spej­der­hyt­ten på Tof­ten i Ørting. 

Mari­an­ne Lyst stopper

Sog­ne­præst Mari­an­ne Lyst har valgt at gå på pen­sion ved års­skif­tet. Inden da har hun ferie, der skal afvik­les, så hen­des afskeds­gud­stje­ne­ster bli­ver holdt 27. novem­ber. Det er i Gyl­ling Kir­ke kl. 9.30, og kl. 10.30 på Alrø. 

Pas på kanterne

Cykel­stien mel­lem Ørting og Odder har nu fået et lag asfalt, der har dæk­ket de rev­ner, der for­år­sa­ge­de en del uheld. Den smal­le cykel­sti har der­for nu fået kan­ter, der kan være far­li­ge, hvis cyk­li­ster også lader Tour de Fran­­ce-febe­ren sni­ge sig ind på turen til arbej­de og over­ha­ler. Så pas på. 

CYKELSTIERNE SKAL FORBEDRES

”Det kom­mer på i løbet af for­å­ret – i hvert fald inden som­mer­fe­ri­en”.”Det” er et nyt slid­lag på cykel­sti­er­ne mel­lem Ørting og Odder. Og løf­tet om for­bed­ring af cykel­stien er givet af for­man­den for Kli­­ma- og Pla­n­ud­val­get, Kre­sten Bjer­re i Hor­sens Fol­ke­blad 21. janu­ar. Cyk­li­ster har i lang tid kla­get over de dår­li­ge for­hold, der har bety­det, at man­ge er væltet. 

KAFFEN SERVERESKIRKEN

Så meget er aflyst eller udskudt. Men ikke mor­gensan­gen i kir­ken. Den bli­ver gen­nem­ført 13. janu­ar kl. 9.30 som plan­lagt. Ene­ste ændring er, at der ikke bag­ef­ter er mor­genkaf­fe i Sog­ne­hu­set. Kaf­fen bli­ver den­ne gang ser­ve­ret i kir­ken. Virus-reg­­ler­­ne bli­ver over­holdt, så det er trygt at deltage. 

AFLYSNINGER RAMMER ÆLDRE MENNESKER

Dan­ske Seni­o­rer afly­ser gene­ral­for­sam­lin­gen 10. janu­ar, men håber at kun­ne hol­de den 14. marts kl. 13.30. For­e­nin­gen kan dog glæ­de sig over, at 50 ældre nåe­de at del­ta­ge i jule­mid­da­gen med mad fra Sko­v­bak­ken, før alt luk­ke­de ned. Tors­dags­klub­ben begyn­der først igen 20. janu­ar. Spi­se­ven­ner håber dog at kun­ne sam­le ældre men­ne­sker i Ørting Hal­lens Café d. 18. janu­ar kl. 12. Bli­ver restrik­tio­ner­ne ikke stram­met yder­li­ge­re, lever Cafe­en op til kravene. 

Cor­o­na-aflys­ning

Der bli­ver ingen jule­kon­cert i Fal­ling Kir­ke 14. decem­ber. Menig­heds­rå­det har beslut­tet, at kon­cer­ten med Odder Voi­ces ikke skal gen­nem­fø­res på grund af risi­ko­en for smit­te med Cor­o­­na-virus – eller en af Covid 19’s efter­hån­den man­ge vari­an­ter. End­nu er der ingen mel­din­ger om jule­g­ud­stje­ne­ster­ne i Fjord­pa­sto­ra­tets kirker. 

TRE FRA VORES OMRÅDE VALGT

Den nye kom­mu­nal­be­sty­rel­se får tre med­lem­mer fra vores område. 

Det er Katja Ive­sø fra Gyl­ling valgt for de radi­ka­le, Klaus Rafa­el Jen­sen fra Fal­ling – valgt for de kon­ser­va­ti­ve og Lene Aagaard fra Ørting – valgt for Venstre. 

Det var meget tæt på, at også Jan Kjær­s­gaard fra Ørting var ble­vet valgt. Hav­de han fået 10 mere end de 147 per­son­li­ge stem­mer, han fik, var han også ble­vet valgt. 

Stem­me­pro­cen­ter­ne svin­ge­de en del i områ­det. På Alrø valg­te 88,8 pro­cent af væl­ger­ne at stem­me, i Ørting-Fal­ling var det 74,3 pro­cent og Gyl­ling kun 68,7 procent. 

FØRSTE CORONA-AFLYSNING

Lone Vitus og Søren Kvist på Brand­by­ge­gaard afly­ser årets jule­mar­ked med den begrun­del­se, at “intet tyder på, at det er en god idé at brin­ge man­ge men­ne­sker sam­men inden­dørs de kom­men­de måneder”. 

Der er man­ge timers for­be­re­del­se i at få det sto­re mar­ked i træla­den til­ret­telagt. Og det kan være spildt, hvis tal­le­ne for antal­let af smit­te­de og hospi­tal­s­ind­lag­te fort­sæt­ter med at sti­ge. Der­for væl­ger de at afly­se alle­re­de nu. 

Pen­sio­ni­st­for­e­ning fyl­der 70 år

Den begynd­te som Gyl­ling Alder­s­ren­te­for­e­ning – nu hed­der den Gyl­ling Pen­sio­ni­st­for­e­ning. Og på ons­dag har den eksi­ste­ret i 70 år. Det vil to dage efter bli­ve fejret i For­sam­lings­hu­set med fore­lø­big 60 del­ta­ge­re. Det vil ske med sang, musik, mad og drik­ke – men også med et lil­le fored­rag om for­e­nin­gens histo­rie. Den kan ellers være svær at styk­ke sam­men, for som det gæl­der for man­ge for­e­nin­ger, er også Alder­s­for­e­nin­gens refe­ra­ter m.v. for de før­ste otte år for­s­vun­det. Det var før vi fik lokalarkiverne. 

Det skrø­be­lig­ste sind kan udret­te mirakler

Lokal­po­sten har tid­li­ge­re skre­vet om Karen Jep­pe i artik­len “Hun så ond­ska­ben – og hand­le­de”. Her føl­ger jour­na­list Hel­le Schø­ler Kjær op med en beret­ning om, hvor­dan Karen Jep­pe ændre­de hen­des liv

Af Hel­le Schø­ler Kjær, journalist

Jeg mød­te Karen Jep­pe fra Gyl­ling i 2007. Det kan lyde under­ligt, for da hav­de hun været død i over 70 år, men det var det, der ske­te. Da lær­te jeg hen­de lidt at ken­de, og siden blev det et ind­gå­en­de kend­skab, som jeg ikke er ban­ge for at sige om: Det ændre­de mit liv.

Det næste lyder også lidt under­ligt, men det er den skin­bar­li­ge sand­hed. Jeg er i fami­lie med en kvin­de fra Alep­po i Syri­en. I man­ge år tro­e­de jeg, hun var syrer, men den som­mer i 2007 skul­le jeg bli­ve klo­ge­re. Hun er arme­ni­er, men født og opvok­set i den skøn­ne­ste by i Syri­en, Alep­po. Meli­ne er gift med min fæt­ter, der­af fami­lie­ska­bet. I 2007 boe­de de to i Dama­s­kus, og jeg benyt­te­de anled­nin­gen til for før­ste gang at besø­ge Syri­en sam­men med den ene af mine sønner.
Det var Meli­ne, der for­tal­te om Karen Jep­pe. Hun var ved at sam­le en lil­le udstil­ling om hen­de, for som arme­ni­er i Alep­po var Meli­ne vok­set op med min­det om Karen Jep­pe. Der hør­te jeg for før­ste gang, at Dan­mark har en ver­dens­be­rømt hel­tin­de, som ikke man­ge dan­ske­re ken­der til.

MODTAGET SOM GAMLE VENNER
Det var mær­ke­ligt at stå midt i Syri­ens hoved­stad Dama­s­kus og høre den histo­rie. Men det var først, da vi sene­re tog toget de knap 350 kilo­me­ter til Alep­po, at jeg vir­ke­lig for­stod, hvor vig­tig Karen Jep­pe var for arme­ni­er­ne. I den armen­ske bydel blev vi mod­ta­get som gam­le ven­ner, for­di vi kom fra sam­me land som Karen Jep­pe. Alle voks­ne arme­ni­e­re i byde­len syn­tes at vide, at net­op Karen Jep­pe hav­de været ene­stå­en­de i sin hjælp til det­te fol­keslag, da de blev myr­det og for­dre­vet fra Tyr­ki­et under 1. Verdenskrig.
Den­ne lil­le for­tæl­ling hand­ler om det, jeg lær­te af Karen Jep­pe. De, som vil læse grun­di­ge­re om Karen Jep­pes livs­hi­sto­rie, kan læse den­ne arti­kel, som tid­li­ge­re er bragt i Lokalposten.

SYGDOM INGEN HINDRING
Da jeg kom hjem, begynd­te jeg at under­sø­ge mere om Karen Jep­pe. Noget af det før­ste der slog mig var, hvor modig hun var, og hvor iderig og arbejd­s­om. 27 år gam­mel tog hun afsted til det syd­li­ge Tyr­ki­et – med tog, båd, heste­vogn og på æsel­ryg – over land, hav og bjer­ge – til byen Urfa, der i dag hed­der San­li­ur­fa. Hun føl­te sig kal­det til at hjæl­pe de krist­ne arme­ni­e­re, som på grund af stor­po­li­tik i man­ge år var ble­vet for­fulgt i Tyr­ki­et. Karen Jep­pe var lærer, og hun kom for at under­vi­se bør­ne­ne og ikke for at mis­sio­ne­re som så man­ge andre, der hjalp armenierne. 

Karen Jep­pe – skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de hele livet

Det, der især gjor­de ind­tryk på mig, var, at Karen Jep­pe fra gan­ske ung hav­de et skrø­be­ligt sind, dår­li­ge ner­ver blev det kaldt i min barn­dom. Fra hun var gan­ske ung, til hun døde som 59-årig, gav det sig for­skel­li­ge udtryk, men skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de igen­nem hele livet. Ikke desto min­dre gjor­de hun det, hun men­te var vig­tigt, for­di hun hav­de lyst til at og være nyt­tig og byg­ge op.

KAREN JEPPES SVÆRESTE TID
Det før­ste år i Urfa døje­de hun igen med syg­dom, men hun blev, hvor hun var, for hun hav­de noget, der skul­le udrettes.
I 1914 gik Tyr­ki­et ind i 1. Ver­denskrig på Tys­klands side. Det sto­re Osman­ner­ri­ge, som tyr­ker­ne hav­de stå­et i spid­sen for, var ved mili­tæ­re neder­lag ble­vet min­dre og min­dre gen­nem de sid­ste 150 år, og de krist­ne lan­de hav­de gen­nem de for­skel­li­ge krist­ne min­dre­tal fået stør­re og stør­re indflydelse.

En af man­ge døds­mar­cher – foto fra Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gylling

Ungtyr­ker­ne, som lede­de lan­det, ind­led­te en etnisk udrens­nings­kampag­ne mod de krist­ne min­dre­tal. Hund­re­de­tu­sin­der krist­ne arme­ni­e­re blev myr­det eller dre­vet på flugt, hvor man­ge døde på vej­en. Man­ge af de over­le­ven­de fra det nord­li­ge Tyr­ki­et kom igen­nem Urfa, inden de blev dre­vet vide­re ned i den syri­ske ørken.

I juni 1915 kom de før­ste deporta­tions­tog igen­nem Urfa. Histo­ri­er­ne om Karen Jep­pes hel­te­mod under fol­ke­mor­det har vi blandt andet fra hen­des adop­tiv­søn Misak Mel­ko­ni­an. Han skri­ver, at Karen Jep­pe gav mad til dem, hun kun­ne, og at hun for­søg­te at over­be­vi­se myn­dig­he­der­ne om, at de depor­te­re­de i det mind­ste skul­le have en hvi­le­dag i Urfa, inden de blev sendt vide­re. Det lyk­ke­des ikke. Misak skriver:
”Uden Ophør og ogs­aa uden at kla­ge, arbej­de­de Karen Jep­pe Ansigt til Ansigt med alle dis­se Ræds­ler og bekæf­ti­ge­de sig Dag og Nat med de ulyk­ke­li­ge. Man­gen en Gang lyk­ke­des det mig kun med stort Besvær at faa hen­de til at hvi­le sig en smu­le. ”Hvor­dan skal jeg dog kun­ne hvi­le mig, Misak, naar dis­se Stak­ler bli­ver pint? De må dog i det mind­ste have eet Men­ne­ske, der kan trø­ste dem”.
Karen Jep­pe gem­te sine armen­ske ven­ner i Urfa i en kæl­der i sit hus, i et hul i haven, – og da de under den sid­ste del af fol­ke­mor­det gem­te sig i en hule i bjer­ge­ne, sør­ge­de hun for mad til dem. Hun miste­de man­ge, blandt dem en armensk præst, der stod hen­de sær­lig nær, og hun blev selv­føl­ge­lig vold­somt påvir­ket af det, men hun blev, så læn­ge for­føl­gel­ser­ne stod på. En sær­lig begi­ven­hed send­te hen­de i seng i fle­re uger med ner­ve­sam­men­brud. Mens en grup­pe gem­te sig i Karen Jep­pes hus, søg­te myn­dig­he­der­ne efter en præst og hans kone, der var i grup­pen. Efter fæl­les overenskomst tog de to livet af sig for at red­de de andre. Misak Melokin skri­ver om nat­ten, der fulgte:
”Det var umu­ligt for os at sove den­ne Nat. Næsten hele nat­ten græd Frø­ken Jep­pe bit­re Taa­rer og ved­blev at udbry­de. ”Misak, vi er ogs­aa mor­de­re”. Hvor meget jeg end for­søg­te at trø­ste hen­de: Det var for­gæ­ves. Saa­le­des gik tiden ind­til Sol­op­gang. Den­ne Nat var en af de svæ­re­ste i vort Liv.”

ANDEN HÅND MED KAREN JEPPE
I 2009 vend­te jeg til­ba­ge til Alep­po for at lave inter­view med dem, der hav­de kendt Karen Jep­pe. To år efter mit før­ste møde med hen­de var jeg klar til at lave en ræk­ke radioud­sen­del­ser til P1 om det armen­ske fol­ke­mord, – og om Karen Jeppe.
Udsen­del­ser­ne han høres her. Den tred­je udsen­del­se hand­ler om Karen Jep­pes arbej­de i Alep­po efter folkemordet.
Hun døde i 1935, så da jeg kom til byen 74 år efter, var der nog­le end­nu, der hav­de kendt både hen­de og hen­des adoptivbørn.

En af de kvin­der, Karen Jep­pe. Bil­le­det sid­der i søn­nens teg­ne­bog, nu en meget gam­mel mand.

I Alep­po mød­te jeg en gam­mel mand, hvis mor var ble­vet red­det af Karen Jep­pe. Han hav­de hen­des foto­gra­fi i pun­gen fra den­gang, hun var ung, og han græd og sag­de tak igen og igen, da han for­tal­te om Karen Jep­pe og hans mor, der både fik hus­ly og arbej­de. Vi sad arm ved arm, og han kun­ne huske den dan­ske kvin­de, som han skyld­te livet, – og sag­de tak til mig, for­di jeg var dansk som hende.
Karen Jep­pe blev den før­ste kvin­de­li­ge kom­mis­sær i for­lø­be­ren for FN, der den­gang hed Fol­ke­for­bun­det. Hun påtog sig at hjæl­pe tvangs­gif­te­de armen­ske kvin­der væk fra deres tyr­ki­ske mænd og ille­galt ud af Tyr­ki­et. Det var ikke uden risi­ko, men hun og en agent red­de­de man­ge kvinder.

Et andet sted i Alep­po mød­te jeg to ældre søstre, som hav­de et album fyldt med bil­le­der af Karen Jep­pe og hen­des adop­tivbørn, blandt andet Misak.

En ældre armensk kvin­de viser bil­le­der frem fra Karen Jep­pes tid, som hen­des far har sam­let. Han var en af dem, der blev red­det af Karen Jeppe.

De kun­ne for­tæl­le, at Karen Jep­pe på sine gam­le dage kon­stant hav­de kon­stant hoved­rysten, og de men­te, det måt­te kom­me af ner­ver­ne. Hun var et fan­ta­stisk men­ne­ske, men hun var også skrap, hav­de de hørt. Selv kend­te de adop­tivbør­ne­ne, men ikke Karen Jep­pe. Hen­de hav­de de hørt om gen­nem deres nu afdø­de mor, som hav­de kendt hen­de godt.

ET FORBILLEDE
Den skrø­be­li­ge Karen fra Gyl­ling kom til at udfø­re sto­re bedrif­ter. Hun red­de­de men­ne­ske­liv. Hun vaske­de og gav mad til de depor­te­re­de, som drog gen­nem Urfa på en døds­march, der vil­le gøre det af med dem i løbet af få dage, men de var ble­vet set af hen­de. Det var vig­tigt. Efter uhyr­lig­he­der­ne var hun med til at opbyg­ge et armensk sam­fund i Alep­po; hun lave­de sko­le, systu­er, udbyg­ge­de lands­by­er, sam­le­de pen­ge ind. Hun blev Fol­ke­for­bunds-kom­mis­sær og red­de­de fle­re hund­re­de fra tvang­sæg­te­ska­ber i Tyr­ki­et. Hun var en sand hel­tin­de, og da hun døde i Alep­po i 1935, fulg­te tusin­der hen­de til graven.
For mig er hun et per­son­ligt for­bil­le­de, for­di hun gjor­de alt det­te, sam­ti­dig med at hun hele sit liv har kæm­pet med en psy­kisk skrø­be­lig­hed, der af og til sat­te hen­de helt ud af spillet.

Hel­le Schø­ler Kjær ‑Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.

Vi er man­ge, der kæm­per med for­skel­li­ge for­mer for psy­kisk sår­bar­hed, og jeg har selv i peri­o­der af mit liv været i tvivl om, hvor­dan mine peri­o­de­vi­se depres­si­ve ten­den­ser kun­ne påvir­ke min mulig­hed for at gøre de ting i mit liv, som jeg synes er vig­ti­ge. Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.
I fle­re år efter mine år med Karen Jep­pe blev jeg ved med at møde men­ne­sker, der på en eller anden måde hav­de haft berø­ring med hen­de. Især ældre kvin­der, der kan huske, at der i kir­ken blev sam­let ind til arme­ni­er­ne og til arbej­det i Syri­en. En af dem var min mor, der som barn hav­de givet bidrag til Karen Jep­pes arbej­de. Og på den måde er rin­gen slut­tet. Det star­te­de med fami­li­en, og det slut­ter med familien.

Efter­skrift: Det Alep­po, jeg besøg­te, fin­des ikke mere. Det armen­ske kvar­ter og Karen Jep­pes gym­na­si­um er lige så hårdt ramt af bor­ger­kri­gen som andre dele af byen. Man­ge arme­ni­e­re er flyg­tet til Arme­ni­en eller Liba­non eller til Cana­da og Frank­rig, hvor der bor familiemedlemmer.

 

 

 

KALENDER

GENERALFORSAMLING

29. marts kl. 19 – 21.30 hol­der Lokal­rå­det gene­ral­for­sam­ling hos Dine­sen i Falling

FORTÆLLINGER OMMOSEFOLKET

30. marts kl. 19 har Kul­tur­hub for­tæl­leaf­ten i Sog­ne­hu­set om Mose­fol­ket. Lise Laur­sen og Ste­en Bil­le vil for­tæl­le om livet i Mosen og om nog­le af dens men­ne­sker. Pris: 20 kr. Kaf­fe og kage i pausen. 

VIKINGER

11. april kl. 14.30 vil histo­ri­ke­ren, arkæ­o­lo­gen og for­fat­te­ren Rik­ke Agne­te Olsen for­tæl­le om vikin­ge­ti­den på Alrø og andre ste­der. Det er i Alrø For­sam­lings­hus og det er den rul­len­de kir­kecafé, der arran­ge­rer. Det er gan­ske gra­tis – også kaf­fe og kage, og det er for alle i Fjordpastoratet. 

MORGENSANG OG KAFFE

13. april er der igen mor­gensang og kaf­fe i Sog­ne­hu­set i Ørting. Det begyn­der kl. 9.30.

LOPPEMARKED

16. april kl. 12 – 15 hol­der Ørting Hal­lens Ven­ner lop­pe­mar­ked i Hal­len. 15. april ind­sam­les lop­per og skrot. 

SPISEVENNER

25. april kl. 12 – 14 mødes Spi­se­ven­ner i Ørting Hal­lens Café for at spi­se kyl­ling med ovns­teg­te kar­to­f­ler og dam­pet grønt.

OLDERMANDSHØJEN

29. april skal Older­mands­høj­en på Mose­vej ind­vies. Sæt kryds i kalen­de­ren – nær­me­re pro­gram følger.

PROGRAMMER:

Pro­gram­mer­ne for akti­vi­te­ter­ne i Dan­ske Seni­o­rer og i Tors­dags­klub­ben er nu lagt ind under “Lokal­råd og for­e­nin­ger”. Se et væld af akti­vi­te­ter som fored­rag, kort­spil, hyg­ge, fæl­les­spis­nin­ger og udflugter.