KORT NYT

Akti­vi­te­ter – på trods af Corona

På Alrø spil­ler børn og unge fod­bold og rund­bold hver man­dag kl. 15.30. Og på tirs­dag kl.14.00 tyv­star­ter øens pen­tanque klub sæso­nen. Den 16. begyn­der fod­bold­sæ­so­nen i Gyl­ling, og Dan­ske Seni­o­rer Ørting-Fal­ling fort­sæt­ter gåtu­re og spil på FDF-plad­­sen hver man­dag kl. 13.30. Cor­o­na kan ikke stop­pe uden­­dørs-akti­vi­te­ter­­ne, når restrik­tio­ner­ne bli­ver overholdt. 

Tre loka­le stil­ler op

16. novem­ber skal vi til kom­mu­nalvalg.  Fore­lø­big stil­ler tre loka­le op. Det er Klaus Rafa­el Jen­sen fra Fal­ling, der alle­re­de er i kom­mu­nal­be­sty­rel­sen for de kon­ser­va­ti­ve. Og det er John Rosen­høj fra Amstrup, der også alle­re­de har en plads for Dansk Fol­ke­par­ti. Ny er Jan Kjær­s­gaard fra Ørting, der stil­ler op for Soci­al­de­mo­kra­ter­ne. Først efter par­tiets gene­ral­for­sam­ling ved vi, hvil­ket num­mer på listen han bliver. 

Fire loka­le pro­jek­ter fik penge

Kom­mu­nens lokal­råd har delt ud af pen­ge­ne i fæl­les­pulj­en for pro­jek­ter. Fire pro­jek­ter fra vores områ­de fik pen­ge. Lokal­rå­det for Ørting Fal­ling sog­ne fik 40.000 kr til et natur­pro­jekt  ved Older­mands­høj­en på Mose­vej.  Fryse­hu­set i Ålstrup, der er lands­by­ens for­sam­lings­hus, fik 4.735 kr til en ny flag­stang. Gyl­ling For­sam­lings­hus fik 40.000 kr til nyt gulv og Gyl­ling Lokal­råd fik 25.000 kr til øget biodiversitet. 

Defi­ni­tion på optimisme

Den nye café på Alrø, der vil sæl­ge pro­duk­ter lavet af bison kød, isv­af­ler samt kaf­fe og kage, tager alle­re­de nu imod bord­be­stil­lin­ger, for­di ejer­ne for­ven­ter at åbne til påske. De håber på, at Met­te Fre­de­rik­sen til den tid har lem­pet Cor­o­­na-restrik­tio­­ner­­ne. Det er måske nok defi­ni­tio­nen på opti­mis­me, men deler du den, kan du bestil­le bord på hjem­mesi­den http://​alrokg​.dk

AURA-pen­ge­ne skal bru­ges til spil

Dan­ske Seni­o­rer Ørting Fal­ling har fået 2000 kr fra Auras Cor­o­na­hjæl­pe­pak­ke. Pen­ge­ne skal bru­ges til køb af spil, der kan bru­ges udendørs. 

For­e­nin­gens akti­vi­te­ter har været luk­ket ned læn­ge, og med­lem­mer­ne sav­ner at være sam­men. Besty­rel­sen håber der­for, at det sidst i febru­ar bli­ver muligt at arran­ge­re gåtu­re, spil på FDF’s sto­re grund og drik­ke kaf­fe sam­men i shelteret. 

Bil­li­ge­re byggegrunde

På den luk­ke­de del af kom­mu­nal­be­sty­rel­sens møde beslut­te­de med­lem­mer­ne at sæt­te pri­sen på de otte byg­ge­grun­de i Sme­­de­­ga­­de-områ­­det i Ørting ned med 15 pro­cent. Kun to af de otte grun­de er på nuvæ­ren­de tids­punkt for­hånds­re­ser­ve­ret. En ejen­doms­mæg­ler har vur­de­ret, at pri­sen var sat for højt.Også byg­ge­grun­de­ne i Gyl­ling og Hund­slund er svæ­re at sæl­ge. Men her er mel­din­gen fra ejen­doms­mæg­le­ren, at pri­ser­ne mat­cher markedet. 

Lokal­rå­det aflyser

Refe­rat fra det sene­ste møde i Lokal­rå­det for Ørting-Fal­ling Sog­ne er nu lagt ind under Lokal­råd og for­e­nin­ger.Sid­ste i refe­ra­tet er en del dato­er opli­stet. Men for­man­den, Jan Kjær­s­gaard, siger, at møde­r­ne er aflyst til vide­re p.g.a. Cor­o­­na-situ­a­tio­­nen. Hvor­når de kan gen­op­ta­ges afhæn­ger af, om der kom­mer nye restrik­tio­ner for at dæm­me op for Covid-19’s engel­ske mutation. 

Jule­g­ud­stje­ne­ste aflyst

Alle gud­stje­ne­ster er aflyst fra og med 24. decem­ber til 3. janu­ar.Det har menig­heds­rå­det og præ­ster­ne i Fjord­pa­sto­ra­tet beslut­tet efter anbe­fa­ling fra biskop­per­ne.De sene­ste dage har været præ­get af meget for­skel­li­ge udmel­din­ger. Først men­te biskop­per­ne, at der skul­le hol­des gud­stje­ne­ster. Så måt­te de kun vare 50 minut­ter – og helst være uden sal­mesang. Sund­heds­sty­rel­sen redu­ce­re­de til 30 minut­ter. Og så sent som for to dage siden sag­de provst Dort­he R. Søren­sen: Kom trygt i kir­ke. Men her i 11. time er alle gud­stje­ne­ster alt­så aflyst. 

Jule­ga­ve til FDF

Por­to­bel­los vel­gø­ren­heds­pro­jekt har delt pen­ge ud, og Ørting-Fal­ling FDF har fået 5000, – kr. Til lyk­ke.Nor­malt bli­ver der lavet en afstem­ning på Face­book, og de tre for­e­nin­ger og klub­ber, der får flest stem­mer, deler pen­ge­ne. Men i dis­se tider er intet nor­malt, så Por­to­bel­lo har beslut­tet, at give 5000, – kr til hver af de fire indstil­le­de for­e­nin­ger. Sid­ste år løb ØFUG med før­ste­plad­sen ved afstemningen. 

Slut med fitness

Fra i mor­gen kl. 16 og frem til i hvert fald 3. janu­ar luk­ker fit­ness i Ørting Hal­len som føl­ge af de nye Cor­o­­na-restrik­tio­­ner. Så for dem, der ikke kan und­væ­re den dag­li­ge træ­ning, er der kun et at gøre: Find løbe­sko­e­ne frem.Hal­lens cafe­te­ria luk­ker også. Jule­træ­er kan sta­dig hen­tes ved Hal­len på søn­dag mel­lem kl. 15 – 17. Men der er hver­ken gløgg eller æbleskiver. 

Jens Peter er sta­dig formand

Jens Peter Peter­sen, som var for­mand for Ørting-Fal­lings menig­heds­råd, fort­sæt­ter som for­mand. Men nu for det fæl­les menig­heds­råd for Fjord­pa­sto­ra­tet, der består af hele seks sog­ne. Nem­lig Ørting, Fal­ling, Gyl­ling, Alrø, Hund­slund og Tor­rild.Næst­for­mand er Tri­ne Bil­le, som er valgt i Hundslund. 

Menig­heds­rå­det er dørvogtere

Hvis du er vant til at gå i kir­ke jule­af­ten, så skal du hjem­me­fra i god tid, hvis du ikke vil risi­ke­re at bli­ve afvist i døren. Her står et med­lem af menig­heds­rå­det og age­rer dør­vog­ter. D.v.s. luk­ker de hel­di­ge ind og afvi­ser de uhel­di­ge. På grund af afstands–  og kva­drat­me­ter­krav må antal­let af kir­ke­gæn­ge­re jule­af­ten reduceres. 

De to præ­ster i Fjord­pa­sto­ra­tet har beslut­tet at hol­de en gud­stje­ne­ste i alle seks kir­ker den 24. dec. I Ørting er det alle­re­de kl 13. på Alrø kl. 14.30 og i Fal­ling kl. 16. 

Loka­l­om­rå­dets udviklingsplan

Lokal­rå­dets udvik­lings­plan for Ørting-Fal­ling områ­det lig­ger nu på siden ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.  Her lig­ger også det sene­ste møde­re­fe­rat.Lokal­po­sten vil i den kom­men­de tid sæt­te fokus på nog­le af de pro­ble­mer, som pla­nen viser, der er i områ­det med de fire lands­by­er: Ørting, Fal­ling, Amstrup og Ålstrup. 

Østjy­der mod Kattegatforbindelsen

Der er basis for en østjysk for­e­ning mod Kat­te­gat­for­bin­del­sen. Det står fast efter DN-Odders møde “for­bin­del­se eller for­ban­del­se” i Pak­hu­set i Odder tirs­dag 20. okto­ber. DN-Odder mel­der ud, så snart der er nyt om den fæl­les forening. 

På Sam­sø er en enig kom­mu­nal­be­sty­rel­se imod Kat­te­gat­for­bin­del­sen og 400 bebo­e­re er med­lem­mer af for­e­nin­gen imod den. Face­book­grup­pen ”Nej tak til motor­ve­je og Kat­te­gat­bro fra og til Odder” har på kort tid sam­let 1200 medlemmer. 

Vej­bod fortsætter

Den lil­le vej­bod ved Brand­by­ge­gaard har været så vel­be­søgt, at den fort­sæt­ter. Hver dag vil den bli­ve fyldt op med går­dens øl, æg, kar­to­f­ler og grønt­sa­ger. Men det sto­re jule­mar­ked er aflyst. “Desvær­re”, siger Lone Vitus. “Mar­ke­det ple­jer at være et kæm­pe til­løbs­styk­ke, og folk kom­mer fra hele lan­det. Det kan vi slet ikke sty­re i for­hold til forsamlingsforbuddet”. 

Det skrø­be­lig­ste sind kan udret­te mirakler

Lokal­po­sten har tid­li­ge­re skre­vet om Karen Jep­pe i artik­len “Hun så ond­ska­ben – og hand­le­de”. Her føl­ger jour­na­list Hel­le Schø­ler Kjær op med en beret­ning om, hvor­dan Karen Jep­pe ændre­de hen­des liv

Af Hel­le Schø­ler Kjær, journalist

Jeg mød­te Karen Jep­pe fra Gyl­ling i 2007. Det kan lyde under­ligt, for da hav­de hun været død i over 70 år, men det var det, der ske­te. Da lær­te jeg hen­de lidt at ken­de, og siden blev det et ind­gå­en­de kend­skab, som jeg ikke er ban­ge for at sige om: Det ændre­de mit liv.

Det næste lyder også lidt under­ligt, men det er den skin­bar­li­ge sand­hed. Jeg er i fami­lie med en kvin­de fra Alep­po i Syri­en. I man­ge år tro­e­de jeg, hun var syrer, men den som­mer i 2007 skul­le jeg bli­ve klo­ge­re. Hun er arme­ni­er, men født og opvok­set i den skøn­ne­ste by i Syri­en, Alep­po. Meli­ne er gift med min fæt­ter, der­af fami­lie­ska­bet. I 2007 boe­de de to i Dama­s­kus, og jeg benyt­te­de anled­nin­gen til for før­ste gang at besø­ge Syri­en sam­men med den ene af mine sønner.
Det var Meli­ne, der for­tal­te om Karen Jep­pe. Hun var ved at sam­le en lil­le udstil­ling om hen­de, for som arme­ni­er i Alep­po var Meli­ne vok­set op med min­det om Karen Jep­pe. Der hør­te jeg for før­ste gang, at Dan­mark har en ver­dens­be­rømt hel­tin­de, som ikke man­ge dan­ske­re ken­der til.

MODTAGET SOM GAMLE VENNER
Det var mær­ke­ligt at stå midt i Syri­ens hoved­stad Dama­s­kus og høre den histo­rie. Men det var først, da vi sene­re tog toget de knap 350 kilo­me­ter til Alep­po, at jeg vir­ke­lig for­stod, hvor vig­tig Karen Jep­pe var for arme­ni­er­ne. I den armen­ske bydel blev vi mod­ta­get som gam­le ven­ner, for­di vi kom fra sam­me land som Karen Jep­pe. Alle voks­ne arme­ni­e­re i byde­len syn­tes at vide, at net­op Karen Jep­pe hav­de været ene­stå­en­de i sin hjælp til det­te fol­keslag, da de blev myr­det og for­dre­vet fra Tyr­ki­et under 1. Verdenskrig.
Den­ne lil­le for­tæl­ling hand­ler om det, jeg lær­te af Karen Jep­pe. De, som vil læse grun­di­ge­re om Karen Jep­pes livs­hi­sto­rie, kan læse den­ne arti­kel, som tid­li­ge­re er bragt i Lokalposten.

SYGDOM INGEN HINDRING
Da jeg kom hjem, begynd­te jeg at under­sø­ge mere om Karen Jep­pe. Noget af det før­ste der slog mig var, hvor modig hun var, og hvor iderig og arbejd­s­om. 27 år gam­mel tog hun afsted til det syd­li­ge Tyr­ki­et – med tog, båd, heste­vogn og på æsel­ryg – over land, hav og bjer­ge – til byen Urfa, der i dag hed­der San­li­ur­fa. Hun føl­te sig kal­det til at hjæl­pe de krist­ne arme­ni­e­re, som på grund af stor­po­li­tik i man­ge år var ble­vet for­fulgt i Tyr­ki­et. Karen Jep­pe var lærer, og hun kom for at under­vi­se bør­ne­ne og ikke for at mis­sio­ne­re som så man­ge andre, der hjalp armenierne. 

Karen Jep­pe – skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de hele livet

Det, der især gjor­de ind­tryk på mig, var, at Karen Jep­pe fra gan­ske ung hav­de et skrø­be­ligt sind, dår­li­ge ner­ver blev det kaldt i min barn­dom. Fra hun var gan­ske ung, til hun døde som 59-årig, gav det sig for­skel­li­ge udtryk, men skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de igen­nem hele livet. Ikke desto min­dre gjor­de hun det, hun men­te var vig­tigt, for­di hun hav­de lyst til at og være nyt­tig og byg­ge op.

KAREN JEPPES SVÆRESTE TID
Det før­ste år i Urfa døje­de hun igen med syg­dom, men hun blev, hvor hun var, for hun hav­de noget, der skul­le udrettes.
I 1914 gik Tyr­ki­et ind i 1. Ver­denskrig på Tys­klands side. Det sto­re Osman­ner­ri­ge, som tyr­ker­ne hav­de stå­et i spid­sen for, var ved mili­tæ­re neder­lag ble­vet min­dre og min­dre gen­nem de sid­ste 150 år, og de krist­ne lan­de hav­de gen­nem de for­skel­li­ge krist­ne min­dre­tal fået stør­re og stør­re indflydelse.

En af man­ge døds­mar­cher – foto fra Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gylling

Ungtyr­ker­ne, som lede­de lan­det, ind­led­te en etnisk udrens­nings­kampag­ne mod de krist­ne min­dre­tal. Hund­re­de­tu­sin­der krist­ne arme­ni­e­re blev myr­det eller dre­vet på flugt, hvor man­ge døde på vej­en. Man­ge af de over­le­ven­de fra det nord­li­ge Tyr­ki­et kom igen­nem Urfa, inden de blev dre­vet vide­re ned i den syri­ske ørken.

I juni 1915 kom de før­ste deporta­tions­tog igen­nem Urfa. Histo­ri­er­ne om Karen Jep­pes hel­te­mod under fol­ke­mor­det har vi blandt andet fra hen­des adop­tiv­søn Misak Mel­ko­ni­an. Han skri­ver, at Karen Jep­pe gav mad til dem, hun kun­ne, og at hun for­søg­te at over­be­vi­se myn­dig­he­der­ne om, at de depor­te­re­de i det mind­ste skul­le have en hvi­le­dag i Urfa, inden de blev sendt vide­re. Det lyk­ke­des ikke. Misak skriver:
”Uden Ophør og ogs­aa uden at kla­ge, arbej­de­de Karen Jep­pe Ansigt til Ansigt med alle dis­se Ræds­ler og bekæf­ti­ge­de sig Dag og Nat med de ulyk­ke­li­ge. Man­gen en Gang lyk­ke­des det mig kun med stort Besvær at faa hen­de til at hvi­le sig en smu­le. ”Hvor­dan skal jeg dog kun­ne hvi­le mig, Misak, naar dis­se Stak­ler bli­ver pint? De må dog i det mind­ste have eet Men­ne­ske, der kan trø­ste dem”.
Karen Jep­pe gem­te sine armen­ske ven­ner i Urfa i en kæl­der i sit hus, i et hul i haven, – og da de under den sid­ste del af fol­ke­mor­det gem­te sig i en hule i bjer­ge­ne, sør­ge­de hun for mad til dem. Hun miste­de man­ge, blandt dem en armensk præst, der stod hen­de sær­lig nær, og hun blev selv­føl­ge­lig vold­somt påvir­ket af det, men hun blev, så læn­ge for­føl­gel­ser­ne stod på. En sær­lig begi­ven­hed send­te hen­de i seng i fle­re uger med ner­ve­sam­men­brud. Mens en grup­pe gem­te sig i Karen Jep­pes hus, søg­te myn­dig­he­der­ne efter en præst og hans kone, der var i grup­pen. Efter fæl­les overenskomst tog de to livet af sig for at red­de de andre. Misak Melokin skri­ver om nat­ten, der fulgte:
”Det var umu­ligt for os at sove den­ne Nat. Næsten hele nat­ten græd Frø­ken Jep­pe bit­re Taa­rer og ved­blev at udbry­de. ”Misak, vi er ogs­aa mor­de­re”. Hvor meget jeg end for­søg­te at trø­ste hen­de: Det var for­gæ­ves. Saa­le­des gik tiden ind­til Sol­op­gang. Den­ne Nat var en af de svæ­re­ste i vort Liv.”

ANDEN HÅND MED KAREN JEPPE
I 2009 vend­te jeg til­ba­ge til Alep­po for at lave inter­view med dem, der hav­de kendt Karen Jep­pe. To år efter mit før­ste møde med hen­de var jeg klar til at lave en ræk­ke radioud­sen­del­ser til P1 om det armen­ske fol­ke­mord, – og om Karen Jeppe.
Udsen­del­ser­ne han høres her. Den tred­je udsen­del­se hand­ler om Karen Jep­pes arbej­de i Alep­po efter folkemordet.
Hun døde i 1935, så da jeg kom til byen 74 år efter, var der nog­le end­nu, der hav­de kendt både hen­de og hen­des adoptivbørn.

En af de kvin­der, Karen Jep­pe. Bil­le­det sid­der i søn­nens teg­ne­bog, nu en meget gam­mel mand.

I Alep­po mød­te jeg en gam­mel mand, hvis mor var ble­vet red­det af Karen Jep­pe. Han hav­de hen­des foto­gra­fi i pun­gen fra den­gang, hun var ung, og han græd og sag­de tak igen og igen, da han for­tal­te om Karen Jep­pe og hans mor, der både fik hus­ly og arbej­de. Vi sad arm ved arm, og han kun­ne huske den dan­ske kvin­de, som han skyld­te livet, – og sag­de tak til mig, for­di jeg var dansk som hende.
Karen Jep­pe blev den før­ste kvin­de­li­ge kom­mis­sær i for­lø­be­ren for FN, der den­gang hed Fol­ke­for­bun­det. Hun påtog sig at hjæl­pe tvangs­gif­te­de armen­ske kvin­der væk fra deres tyr­ki­ske mænd og ille­galt ud af Tyr­ki­et. Det var ikke uden risi­ko, men hun og en agent red­de­de man­ge kvinder.

Et andet sted i Alep­po mød­te jeg to ældre søstre, som hav­de et album fyldt med bil­le­der af Karen Jep­pe og hen­des adop­tivbørn, blandt andet Misak.

En ældre armensk kvin­de viser bil­le­der frem fra Karen Jep­pes tid, som hen­des far har sam­let. Han var en af dem, der blev red­det af Karen Jeppe.

De kun­ne for­tæl­le, at Karen Jep­pe på sine gam­le dage kon­stant hav­de kon­stant hoved­rysten, og de men­te, det måt­te kom­me af ner­ver­ne. Hun var et fan­ta­stisk men­ne­ske, men hun var også skrap, hav­de de hørt. Selv kend­te de adop­tivbør­ne­ne, men ikke Karen Jep­pe. Hen­de hav­de de hørt om gen­nem deres nu afdø­de mor, som hav­de kendt hen­de godt.

ET FORBILLEDE
Den skrø­be­li­ge Karen fra Gyl­ling kom til at udfø­re sto­re bedrif­ter. Hun red­de­de men­ne­ske­liv. Hun vaske­de og gav mad til de depor­te­re­de, som drog gen­nem Urfa på en døds­march, der vil­le gøre det af med dem i løbet af få dage, men de var ble­vet set af hen­de. Det var vig­tigt. Efter uhyr­lig­he­der­ne var hun med til at opbyg­ge et armensk sam­fund i Alep­po; hun lave­de sko­le, systu­er, udbyg­ge­de lands­by­er, sam­le­de pen­ge ind. Hun blev Fol­ke­for­bunds-kom­mis­sær og red­de­de fle­re hund­re­de fra tvang­sæg­te­ska­ber i Tyr­ki­et. Hun var en sand hel­tin­de, og da hun døde i Alep­po i 1935, fulg­te tusin­der hen­de til graven.
For mig er hun et per­son­ligt for­bil­le­de, for­di hun gjor­de alt det­te, sam­ti­dig med at hun hele sit liv har kæm­pet med en psy­kisk skrø­be­lig­hed, der af og til sat­te hen­de helt ud af spillet.

Hel­le Schø­ler Kjær ‑Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.

Vi er man­ge, der kæm­per med for­skel­li­ge for­mer for psy­kisk sår­bar­hed, og jeg har selv i peri­o­der af mit liv været i tvivl om, hvor­dan mine peri­o­de­vi­se depres­si­ve ten­den­ser kun­ne påvir­ke min mulig­hed for at gøre de ting i mit liv, som jeg synes er vig­ti­ge. Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.
I fle­re år efter mine år med Karen Jep­pe blev jeg ved med at møde men­ne­sker, der på en eller anden måde hav­de haft berø­ring med hen­de. Især ældre kvin­der, der kan huske, at der i kir­ken blev sam­let ind til arme­ni­er­ne og til arbej­det i Syri­en. En af dem var min mor, der som barn hav­de givet bidrag til Karen Jep­pes arbej­de. Og på den måde er rin­gen slut­tet. Det star­te­de med fami­li­en, og det slut­ter med familien.

Efter­skrift: Det Alep­po, jeg besøg­te, fin­des ikke mere. Det armen­ske kvar­ter og Karen Jep­pes gym­na­si­um er lige så hårdt ramt af bor­ger­kri­gen som andre dele af byen. Man­ge arme­ni­e­re er flyg­tet til Arme­ni­en eller Liba­non eller til Cana­da og Frank­rig, hvor der bor familiemedlemmer.

 

 

 

KALENDER

DANSKE SENIORER
Hver man­dag helt frem til og med 26. april mødes med­lem­mer­ne af for­e­nin­gen Dan­ske Seni­o­rer Ørting-Fal­ling ved Sog­ne­hu­set til fæl­les gåtu­re, spil på FDF-plad­sen og kaf­fe i bål­hyt­ten. 01. marts er møde­tids­punk­tet kl. 09.30. Men fra 8. marts er det ændret til kl. 13.30.


Hver lør­dag frem mod påske er restau­rant Møl­le­går­dens take away åben fra kl. 10.30 – 15.30 for salg af fri­ske fisk, deli­ka­tes­ser, kaf­fe, varm cacao og dagens kage. Du kan også få et stjer­neskud med hjem. Men det skal bestil­les for­ud på tlf. 86552083

SANGEFTERMIDDAGE AFLYSES
San­g­ef­ter­mid­da­ge­ne i Sog­ne­hu­set den før­ste tirs­dag i måne­den afly­ses helt. For­hå­bent­ligt kan de begyn­de igen 1. september. 

AFLYSTMORGENSANGKIRKEN
Mor­gensang med efter­føl­gen­de kaf­fe i Sog­ne­hu­set er aflyst.