KORT NYT

DET BLEV TIL 3.803 KM

Igen i år vandt Hund­slund lokal­dy­sten. På 2. plad­sen kom Sak­sild, som var med for før­ste gang i år. Gyl­ling snup­pe­de 3. plad­sen og Ørting-Fal­ling blev num­mer fire.

Alt i alt fik kon­kur­ren­cen bor­ge­re i de fire lands­by­er til at løbe, gå og cyk­le 3.803 km.

PROGRAMMER FOR DEN NYE SÆSON

Liter­vis af kaf­fe, kort­spil, bræt­spil, fored­rag, udflug­ter, fæl­les­spis­ning….
Dan­ske Seni­o­rers og Tors­dags­klub­bens pro­gram­mer for den kom­men­de sæson rum­mer gode ople­vel­ser for områ­dets “grå guld”.
Beg­ge pro­gram­mer er nu lagt ind under Lokal­råd og for­e­nin­ger. Som sæd­van­ligt fore­går det i Sog­ne­hu­set på Bils­bæ­kvej i Ørting.

THEJSEN FORLADER FONDEN ØRTING

Dit­te-Marie Thej­sen for­la­der job­bet som vice­for­stan­der på Fon­den Ørting for at bli­ve skole­le­der på Åsko­len, frisko­len i Hør­ning. Hun har arbej­det på opholds­ste­det i mere end 10 år.
Åsko­len har 150 ele­ver fra 0. – 7. klas­se, og en af Thej­sens opga­ver bli­ver at arbej­de med en over­byg­ning. Hun er uddan­net lærer fra Den Frie Lærer­højsko­le. Uddan­nel­sen er spe­ci­elt mål­ret­tet frisko­ler, efter­sko­ler og højskoler.

LOKALRÅD

Hvis du vil vide, hvad Lokal­rå­det for Ørting-Fal­ling arbej­der med for tiden, kan du ori­en­te­re dig i de møde­re­fe­ra­ter, der er lagt ind under ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.
Her fin­der du alle refe­ra­ter fra i år – og også fra de sid­ste par år. Nåe­de du ikke gene­ral­for­sam­lin­gen, kan du sam­me sted fin­de beret­ning, refe­rat og regnskab.

LUK IKKE DE TRÆNGENDE IND

Hvis det rin­ger på døren og frem­me­de beder om lov til at bru­ge dit toilet, skal du ikke luk­ke de træn­gen­de ind. For når de går igen, mang­ler du fle­re gen­stan­de. Den ene er en kvinde.

Det har ældre bebo­e­re i Gyl­ling ople­vet, da de var ven­li­ge mod de frem­me­de. Ven­lig­he­den blev ikke gen­gældt. Så glem med­men­ne­ske­lig­he­den – luk og lås døren. Ring til din nabo eller en anden, hvis de bli­ver uden for.

GENERALFORSAMLING

Alle over 16 år, som bor fat i Ørting-Fal­ling Sog­ne, er med­lem­mer af Lokal­rå­det. Også selv om de hver­ken har udfyldt en blan­ket eller betalt kon­tin­gent, som ellers er det almin­de­li­ge, når man bli­ver med­lem af en for­e­ning.  De kan møde op til gene­ral­for­sam­lin­gen og stem­me. Det­te års gene­ral­for­sam­ling fin­der sted d. 29. marts kl. 19 – 21.30 hos Dine­sen i Fal­ling. Lokal­rå­det har eksi­ste­ret siden okto­ber 2014 og skal være områ­dets kon­takt til kom­mu­nal­be­sty­rel­se og for­valt­ning.  Hvis du vil se, hvad rådet arbej­der med, så find alle møde­re­fe­ra­ter på Lokal­po­sten under Lokal­råd og foreninger.

STØTTE TIL HANDELSPLADSEN

Der er luk­ket så meget som muligt for fry­se­re og køle­re på Han­dels­plad­sen, men alli­ge­vel koster elek­tri­ci­te­ten det hvi­de ud af øjne­ne.  Men Pan­de­ka­ge­bi­len og støt­te­bi­drag ind­brag­te på få timer 16.000 kro­ner – eller et beløb, der bety­der, at reg­nin­gen fra elek­tri­ci­tets­sel­ska­bet for en måneds for­brug, kan beta­les. Pan­de­ka­ge­bi­len done­re­de pen­ge­ne fra to timers salg ved Han­dels­plad­sen, og lands­by­ens bebo­e­re bak­ke­de op og spi­ste fyld­te pan­de­ka­ger til aftens­mad. Den sam­me hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.

PANDEKAGEBILEN STØTTER LOKALE

Den 9. decem­ber mel­lem kl. 16 og 18 kan man købe pan­de­ka­ger med fyld ved Han­dels­plad­sen i Ørting. Pen­ge­ne fra sal­get går ube­skå­ret til hjælp til at beta­le el-reg­­nin­­gen. I går var Pan­de­ka­ge­bi­len ved Gyl­ling-Brugs­­en – også for at give et til­skud til de sti­gen­de udgifter. 

Valg flyt­ter sang til kirken

Stem­me­bok­se og valg­til­for­ord­ne­de ryk­ker 1. novem­ber ind i Sog­ne­hu­set og fortræn­ger den sang­grup­pe, som ple­jer at mødes der før­ste tirs­dag i måne­den. Men grup­pen kan sta­dig mødes, for kir­ken er reser­ve­ret til dem. Kaf­fen skal sta­dig tages med hjemmefra.

BRUGSEN ER NU ÅBEN KL. 8 – 18

Fra i mor­gen – 1. okto­ber – ændrer Gyl­ling-Brugs­­en åbning­sti­den. Den åbner kl. 8 og luk­ker kl. 18. Der er skå­ret en halv time om mor­ge­nen og en time om afte­nen, og er en kon­se­kvens af, at elek­tri­ci­te­ten koster det hvi­de ud af øjne­ne. De nye tider bety­der, at ingen med­ar­bej­de­re bli­ver fyret.

FDF Ørting-Fal­ling kan fortsætte

Syv voks­ne har meldt sig til at gå ind som fri­vil­li­ge i FDF-arbej­­det. Og det bety­der, at kred­sen kan fort­sæt­te. Ikke kun børn fra det­te områ­de er med i den loka­le FDF-kreds. Også børn fra Gyl­ling del­ta­ger.
De kan nu alle mødes igen 1. sep­tem­ber kl. 18.30 ved spej­der­hyt­ten på Tof­ten i Ørting.

Mari­an­ne Lyst stopper

Sog­ne­præst Mari­an­ne Lyst har valgt at gå på pen­sion ved års­skif­tet. Inden da har hun ferie, der skal afvik­les, så hen­des afskeds­gud­stje­ne­ster bli­ver holdt 27. novem­ber. Det er i Gyl­ling Kir­ke kl. 9.30, og kl. 10.30 på Alrø.

Pas på kanterne

Cykel­stien mel­lem Ørting og Odder har nu fået et lag asfalt, der har dæk­ket de rev­ner, der for­år­sa­ge­de en del uheld. Den smal­le cykel­sti har der­for nu fået kan­ter, der kan være far­li­ge, hvis cyk­li­ster også lader Tour de Fran­­ce-febe­ren sni­ge sig ind på turen til arbej­de og over­ha­ler. Så pas på.

CYKELSTIERNE SKAL FORBEDRES

”Det kom­mer på i løbet af for­å­ret – i hvert fald inden som­mer­fe­ri­en”.
”Det” er et nyt slid­lag på cykel­sti­er­ne mel­lem Ørting og Odder. Og løf­tet om for­bed­ring af cykel­stien er givet af for­man­den for Kli­­ma- og Pla­n­ud­val­get, Kre­sten Bjer­re i Hor­sens Fol­ke­blad 21. janu­ar. Cyk­li­ster har i lang tid kla­get over de dår­li­ge for­hold, der har bety­det, at man­ge er væltet.

KAFFEN SERVERESKIRKEN

Så meget er aflyst eller udskudt. Men ikke mor­gensan­gen i kir­ken. Den bli­ver gen­nem­ført 13. janu­ar kl. 9.30 som plan­lagt. Ene­ste ændring er, at der ikke bag­ef­ter er mor­genkaf­fe i Sog­ne­hu­set. Kaf­fen bli­ver den­ne gang ser­ve­ret i kir­ken. Virus-reg­­ler­­ne bli­ver over­holdt, så det er trygt at deltage. 

Det skrø­be­lig­ste sind kan udret­te mirakler

Lokal­po­sten har tid­li­ge­re skre­vet om Karen Jep­pe i artik­len “Hun så ond­ska­ben – og hand­le­de”. Her føl­ger jour­na­list Hel­le Schø­ler Kjær op med en beret­ning om, hvor­dan Karen Jep­pe ændre­de hen­des liv

Af Hel­le Schø­ler Kjær, journalist

Jeg mød­te Karen Jep­pe fra Gyl­ling i 2007. Det kan lyde under­ligt, for da hav­de hun været død i over 70 år, men det var det, der ske­te. Da lær­te jeg hen­de lidt at ken­de, og siden blev det et ind­gå­en­de kend­skab, som jeg ikke er ban­ge for at sige om: Det ændre­de mit liv.

Det næste lyder også lidt under­ligt, men det er den skin­bar­li­ge sand­hed. Jeg er i fami­lie med en kvin­de fra Alep­po i Syri­en. I man­ge år tro­e­de jeg, hun var syrer, men den som­mer i 2007 skul­le jeg bli­ve klo­ge­re. Hun er arme­ni­er, men født og opvok­set i den skøn­ne­ste by i Syri­en, Alep­po. Meli­ne er gift med min fæt­ter, der­af fami­lie­ska­bet. I 2007 boe­de de to i Dama­s­kus, og jeg benyt­te­de anled­nin­gen til for før­ste gang at besø­ge Syri­en sam­men med den ene af mine sønner.
Det var Meli­ne, der for­tal­te om Karen Jep­pe. Hun var ved at sam­le en lil­le udstil­ling om hen­de, for som arme­ni­er i Alep­po var Meli­ne vok­set op med min­det om Karen Jep­pe. Der hør­te jeg for før­ste gang, at Dan­mark har en ver­dens­be­rømt hel­tin­de, som ikke man­ge dan­ske­re ken­der til.

MODTAGET SOM GAMLE VENNER
Det var mær­ke­ligt at stå midt i Syri­ens hoved­stad Dama­s­kus og høre den histo­rie. Men det var først, da vi sene­re tog toget de knap 350 kilo­me­ter til Alep­po, at jeg vir­ke­lig for­stod, hvor vig­tig Karen Jep­pe var for arme­ni­er­ne. I den armen­ske bydel blev vi mod­ta­get som gam­le ven­ner, for­di vi kom fra sam­me land som Karen Jep­pe. Alle voks­ne arme­ni­e­re i byde­len syn­tes at vide, at net­op Karen Jep­pe hav­de været ene­stå­en­de i sin hjælp til det­te fol­keslag, da de blev myr­det og for­dre­vet fra Tyr­ki­et under 1. Verdenskrig.
Den­ne lil­le for­tæl­ling hand­ler om det, jeg lær­te af Karen Jep­pe. De, som vil læse grun­di­ge­re om Karen Jep­pes livs­hi­sto­rie, kan læse den­ne arti­kel, som tid­li­ge­re er bragt i Lokalposten.

SYGDOM INGEN HINDRING
Da jeg kom hjem, begynd­te jeg at under­sø­ge mere om Karen Jep­pe. Noget af det før­ste der slog mig var, hvor modig hun var, og hvor iderig og arbejd­s­om. 27 år gam­mel tog hun afsted til det syd­li­ge Tyr­ki­et – med tog, båd, heste­vogn og på æsel­ryg – over land, hav og bjer­ge – til byen Urfa, der i dag hed­der San­li­ur­fa. Hun føl­te sig kal­det til at hjæl­pe de krist­ne arme­ni­e­re, som på grund af stor­po­li­tik i man­ge år var ble­vet for­fulgt i Tyr­ki­et. Karen Jep­pe var lærer, og hun kom for at under­vi­se bør­ne­ne og ikke for at mis­sio­ne­re som så man­ge andre, der hjalp armenierne. 

Karen Jep­pe – skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de hele livet

Det, der især gjor­de ind­tryk på mig, var, at Karen Jep­pe fra gan­ske ung hav­de et skrø­be­ligt sind, dår­li­ge ner­ver blev det kaldt i min barn­dom. Fra hun var gan­ske ung, til hun døde som 59-årig, gav det sig for­skel­li­ge udtryk, men skrø­be­lig­he­den fulg­te hen­de igen­nem hele livet. Ikke desto min­dre gjor­de hun det, hun men­te var vig­tigt, for­di hun hav­de lyst til at og være nyt­tig og byg­ge op.

KAREN JEPPES SVÆRESTE TID
Det før­ste år i Urfa døje­de hun igen med syg­dom, men hun blev, hvor hun var, for hun hav­de noget, der skul­le udrettes.
I 1914 gik Tyr­ki­et ind i 1. Ver­denskrig på Tys­klands side. Det sto­re Osman­ner­ri­ge, som tyr­ker­ne hav­de stå­et i spid­sen for, var ved mili­tæ­re neder­lag ble­vet min­dre og min­dre gen­nem de sid­ste 150 år, og de krist­ne lan­de hav­de gen­nem de for­skel­li­ge krist­ne min­dre­tal fået stør­re og stør­re indflydelse.

En af man­ge døds­mar­cher – foto fra Lokal­hi­sto­risk arkiv i Gylling

Ungtyr­ker­ne, som lede­de lan­det, ind­led­te en etnisk udrens­nings­kampag­ne mod de krist­ne min­dre­tal. Hund­re­de­tu­sin­der krist­ne arme­ni­e­re blev myr­det eller dre­vet på flugt, hvor man­ge døde på vej­en. Man­ge af de over­le­ven­de fra det nord­li­ge Tyr­ki­et kom igen­nem Urfa, inden de blev dre­vet vide­re ned i den syri­ske ørken.

I juni 1915 kom de før­ste deporta­tions­tog igen­nem Urfa. Histo­ri­er­ne om Karen Jep­pes hel­te­mod under fol­ke­mor­det har vi blandt andet fra hen­des adop­tiv­søn Misak Mel­ko­ni­an. Han skri­ver, at Karen Jep­pe gav mad til dem, hun kun­ne, og at hun for­søg­te at over­be­vi­se myn­dig­he­der­ne om, at de depor­te­re­de i det mind­ste skul­le have en hvi­le­dag i Urfa, inden de blev sendt vide­re. Det lyk­ke­des ikke. Misak skriver:
”Uden Ophør og ogs­aa uden at kla­ge, arbej­de­de Karen Jep­pe Ansigt til Ansigt med alle dis­se Ræds­ler og bekæf­ti­ge­de sig Dag og Nat med de ulyk­ke­li­ge. Man­gen en Gang lyk­ke­des det mig kun med stort Besvær at faa hen­de til at hvi­le sig en smu­le. ”Hvor­dan skal jeg dog kun­ne hvi­le mig, Misak, naar dis­se Stak­ler bli­ver pint? De må dog i det mind­ste have eet Men­ne­ske, der kan trø­ste dem”.
Karen Jep­pe gem­te sine armen­ske ven­ner i Urfa i en kæl­der i sit hus, i et hul i haven, – og da de under den sid­ste del af fol­ke­mor­det gem­te sig i en hule i bjer­ge­ne, sør­ge­de hun for mad til dem. Hun miste­de man­ge, blandt dem en armensk præst, der stod hen­de sær­lig nær, og hun blev selv­føl­ge­lig vold­somt påvir­ket af det, men hun blev, så læn­ge for­føl­gel­ser­ne stod på. En sær­lig begi­ven­hed send­te hen­de i seng i fle­re uger med ner­ve­sam­men­brud. Mens en grup­pe gem­te sig i Karen Jep­pes hus, søg­te myn­dig­he­der­ne efter en præst og hans kone, der var i grup­pen. Efter fæl­les overenskomst tog de to livet af sig for at red­de de andre. Misak Melokin skri­ver om nat­ten, der fulgte:
”Det var umu­ligt for os at sove den­ne Nat. Næsten hele nat­ten græd Frø­ken Jep­pe bit­re Taa­rer og ved­blev at udbry­de. ”Misak, vi er ogs­aa mor­de­re”. Hvor meget jeg end for­søg­te at trø­ste hen­de: Det var for­gæ­ves. Saa­le­des gik tiden ind­til Sol­op­gang. Den­ne Nat var en af de svæ­re­ste i vort Liv.”

ANDEN HÅND MED KAREN JEPPE
I 2009 vend­te jeg til­ba­ge til Alep­po for at lave inter­view med dem, der hav­de kendt Karen Jep­pe. To år efter mit før­ste møde med hen­de var jeg klar til at lave en ræk­ke radioud­sen­del­ser til P1 om det armen­ske fol­ke­mord, – og om Karen Jeppe.
Udsen­del­ser­ne han høres her. Den tred­je udsen­del­se hand­ler om Karen Jep­pes arbej­de i Alep­po efter folkemordet.
Hun døde i 1935, så da jeg kom til byen 74 år efter, var der nog­le end­nu, der hav­de kendt både hen­de og hen­des adoptivbørn.

En af de kvin­der, Karen Jep­pe. Bil­le­det sid­der i søn­nens teg­ne­bog, nu en meget gam­mel mand.

I Alep­po mød­te jeg en gam­mel mand, hvis mor var ble­vet red­det af Karen Jep­pe. Han hav­de hen­des foto­gra­fi i pun­gen fra den­gang, hun var ung, og han græd og sag­de tak igen og igen, da han for­tal­te om Karen Jep­pe og hans mor, der både fik hus­ly og arbej­de. Vi sad arm ved arm, og han kun­ne huske den dan­ske kvin­de, som han skyld­te livet, – og sag­de tak til mig, for­di jeg var dansk som hende.
Karen Jep­pe blev den før­ste kvin­de­li­ge kom­mis­sær i for­lø­be­ren for FN, der den­gang hed Fol­ke­for­bun­det. Hun påtog sig at hjæl­pe tvangs­gif­te­de armen­ske kvin­der væk fra deres tyr­ki­ske mænd og ille­galt ud af Tyr­ki­et. Det var ikke uden risi­ko, men hun og en agent red­de­de man­ge kvinder.

Et andet sted i Alep­po mød­te jeg to ældre søstre, som hav­de et album fyldt med bil­le­der af Karen Jep­pe og hen­des adop­tivbørn, blandt andet Misak.

En ældre armensk kvin­de viser bil­le­der frem fra Karen Jep­pes tid, som hen­des far har sam­let. Han var en af dem, der blev red­det af Karen Jeppe.

De kun­ne for­tæl­le, at Karen Jep­pe på sine gam­le dage kon­stant hav­de kon­stant hoved­rysten, og de men­te, det måt­te kom­me af ner­ver­ne. Hun var et fan­ta­stisk men­ne­ske, men hun var også skrap, hav­de de hørt. Selv kend­te de adop­tivbør­ne­ne, men ikke Karen Jep­pe. Hen­de hav­de de hørt om gen­nem deres nu afdø­de mor, som hav­de kendt hen­de godt.

ET FORBILLEDE
Den skrø­be­li­ge Karen fra Gyl­ling kom til at udfø­re sto­re bedrif­ter. Hun red­de­de men­ne­ske­liv. Hun vaske­de og gav mad til de depor­te­re­de, som drog gen­nem Urfa på en døds­march, der vil­le gøre det af med dem i løbet af få dage, men de var ble­vet set af hen­de. Det var vig­tigt. Efter uhyr­lig­he­der­ne var hun med til at opbyg­ge et armensk sam­fund i Alep­po; hun lave­de sko­le, systu­er, udbyg­ge­de lands­by­er, sam­le­de pen­ge ind. Hun blev Fol­ke­for­bunds-kom­mis­sær og red­de­de fle­re hund­re­de fra tvang­sæg­te­ska­ber i Tyr­ki­et. Hun var en sand hel­tin­de, og da hun døde i Alep­po i 1935, fulg­te tusin­der hen­de til graven.
For mig er hun et per­son­ligt for­bil­le­de, for­di hun gjor­de alt det­te, sam­ti­dig med at hun hele sit liv har kæm­pet med en psy­kisk skrø­be­lig­hed, der af og til sat­te hen­de helt ud af spillet.

Hel­le Schø­ler Kjær ‑Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.

Vi er man­ge, der kæm­per med for­skel­li­ge for­mer for psy­kisk sår­bar­hed, og jeg har selv i peri­o­der af mit liv været i tvivl om, hvor­dan mine peri­o­de­vi­se depres­si­ve ten­den­ser kun­ne påvir­ke min mulig­hed for at gøre de ting i mit liv, som jeg synes er vig­ti­ge. Mine år med Karen Jep­pe gav en dyb erken­del­se af, at hvis hun kun­ne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kal­det til. Ikke i reli­gi­øs for­stand, men som menneske.
I fle­re år efter mine år med Karen Jep­pe blev jeg ved med at møde men­ne­sker, der på en eller anden måde hav­de haft berø­ring med hen­de. Især ældre kvin­der, der kan huske, at der i kir­ken blev sam­let ind til arme­ni­er­ne og til arbej­det i Syri­en. En af dem var min mor, der som barn hav­de givet bidrag til Karen Jep­pes arbej­de. Og på den måde er rin­gen slut­tet. Det star­te­de med fami­li­en, og det slut­ter med familien.

Efter­skrift: Det Alep­po, jeg besøg­te, fin­des ikke mere. Det armen­ske kvar­ter og Karen Jep­pes gym­na­si­um er lige så hårdt ramt af bor­ger­kri­gen som andre dele af byen. Man­ge arme­ni­e­re er flyg­tet til Arme­ni­en eller Liba­non eller til Cana­da og Frank­rig, hvor der bor familiemedlemmer.

 

 

 

KALENDER

NYE PROGRAMMER:

Pro­gram­mer­ne for akti­vi­te­ter i Dan­ske Seni­o­rer og i Tors­dags­klub­ben er lagt ind under “Lokal­råd og for­e­nin­ger”. Se et væld af akti­vi­te­ter som fored­rag, kort­spil, hyg­ge, fæl­les­spis­nin­ger og udflugter. 

FÆLLESSANGERNE

Fra tirs­dag d. 05. sep­tem­ber kl. 14 er der igen fæl­les­sang i Sog­ne­hu­set den før­ste tirs­dag i hver måned. Orga­nist Niels Peder sid­der ved kla­ve­ret, og Flem­m­ing Grove syn­ger for. Tag kaf­fe med

SÆRLINGEFRA TOP TIL BUND

Fra den gam­le, der iført tyls­kørt, arbejds­buk­ser og gum­mi­støv­ler, ven­te­de på bal­let­meste­rens kom­me, til “frø­ke­nen” på Åkær, som der sta­dig slad­res om 15 år efter hen­des død. Områ­det hav­de man­ge “sær­lin­ge”, som de blev kaldt, når de ikke opfør­te sig som for­ven­tet. 11. marts kl. 19 – 21 hol­der Gyl­ling Fri­tids­sko­le for­tæl­leaf­ten om de sær­li­ge sær­lin­ge. Bil­let­ten koster 50 kr. og kan købes her.

FORÅRSKONCERT

Odder Voi­ces hol­der for­års­kon­cert i Sog­ne­hu­set på Bils­bæ­kvej 12. marts fra kl. 19 – 21. Både kaf­fen, kor­san­gen og del­ta­gel­se i fæl­les­san­gen er gan­ske gra­tis. Gra­tis kir­ke­bil kan bestil­les på tlf. 48484848 sene­st kl. 17.

MORGENSANG OG KAFFE

Mor­gensan­gen begyn­der i kir­ken 14.marts kl. 09.30 og efter en halv times tid, er der kaf­fe og rundstyk­ker i sog­ne­hu­set. Alle fra Fjord­pa­sto­ra­tet kan være med. Og kni­ber det med at kom­me til Bils­bæ­kvej i Ørting, er det muligt at bestil­le gra­tis kir­ke­bil på tlf. 4848 4848. Det skal gøres halvan­den time før ønsket afgang. Hjem igen kører bilen også.

BRUGSEN HOLDER MEDLEMSMØDE

Spis sam­men med andre og hør, hvor­dan det hele står til i lan­dets bed­ste brugs – Brugs­en i Gyl­ling. Bag­ef­ter kaf­fe og kage – og sik­kert også ban­ko­spil. Pri­sen for det hele er 100 kr. Og det fore­går 15. marts fra kl. 18 i For­sam­lings­hu­set. Bil­let­ter kan købes ved kas­sen – sene­st 7. marts. 

GYMNASTIKOPVISNING

Otte gym­na­stik­for­e­nin­ger og fle­re efter­sko­ler har meldt deres ankomst for sam­men med ØFUGs egne hold at del­ta­ge i den sto­re gym­na­sti­kop­vis­ning i Hal­len 16. marts fra kl. 09.30 til kl. 17.30. Bil­let­ter koster 30 kr. for børn mel­lem 3 og 12 år og for alle, der er – eller har været 13 år – er pri­sen 50 kr. Cafe­en vil være åben hele dagen.


SPISEVENNER
mødes igen 19. marts kl. 12 i Ørting Hal­lens Café. Menu­en er fars­brød med ovns­teg­te kar­to­f­ler, brun sovs og salat. Pri­sen er som sæd­van­ligt 80 kr.