Lokalposten har tidligere skrevet om Karen Jeppe i artiklen “Hun så ondskaben – og handlede”. Her følger journalist Helle Schøler Kjær op med en beretning om, hvordan Karen Jeppe ændrede hendes liv
Af Helle Schøler Kjær, journalist
Jeg mødte Karen Jeppe fra Gylling i 2007. Det kan lyde underligt, for da havde hun været død i over 70 år, men det var det, der skete. Da lærte jeg hende lidt at kende, og siden blev det et indgående kendskab, som jeg ikke er bange for at sige om: Det ændrede mit liv.
Det næste lyder også lidt underligt, men det er den skinbarlige sandhed. Jeg er i familie med en kvinde fra Aleppo i Syrien. I mange år troede jeg, hun var syrer, men den sommer i 2007 skulle jeg blive klogere. Hun er armenier, men født og opvokset i den skønneste by i Syrien, Aleppo. Meline er gift med min fætter, deraf familieskabet. I 2007 boede de to i Damaskus, og jeg benyttede anledningen til for første gang at besøge Syrien sammen med den ene af mine sønner.
Det var Meline, der fortalte om Karen Jeppe. Hun var ved at samle en lille udstilling om hende, for som armenier i Aleppo var Meline vokset op med mindet om Karen Jeppe. Der hørte jeg for første gang, at Danmark har en verdensberømt heltinde, som ikke mange danskere kender til.
MODTAGET SOM GAMLE VENNER
Det var mærkeligt at stå midt i Syriens hovedstad Damaskus og høre den historie. Men det var først, da vi senere tog toget de knap 350 kilometer til Aleppo, at jeg virkelig forstod, hvor vigtig Karen Jeppe var for armenierne. I den armenske bydel blev vi modtaget som gamle venner, fordi vi kom fra samme land som Karen Jeppe. Alle voksne armeniere i bydelen syntes at vide, at netop Karen Jeppe havde været enestående i sin hjælp til dette folkeslag, da de blev myrdet og fordrevet fra Tyrkiet under 1. Verdenskrig.
Denne lille fortælling handler om det, jeg lærte af Karen Jeppe. De, som vil læse grundigere om Karen Jeppes livshistorie, kan læse denne artikel, som tidligere er bragt i Lokalposten.
SYGDOM INGEN HINDRING
Da jeg kom hjem, begyndte jeg at undersøge mere om Karen Jeppe. Noget af det første der slog mig var, hvor modig hun var, og hvor iderig og arbejdsom. 27 år gammel tog hun afsted til det sydlige Tyrkiet – med tog, båd, hestevogn og på æselryg – over land, hav og bjerge – til byen Urfa, der i dag hedder Sanliurfa. Hun følte sig kaldet til at hjælpe de kristne armeniere, som på grund af storpolitik i mange år var blevet forfulgt i Tyrkiet. Karen Jeppe var lærer, og hun kom for at undervise børnene og ikke for at missionere som så mange andre, der hjalp armenierne.
Det, der især gjorde indtryk på mig, var, at Karen Jeppe fra ganske ung havde et skrøbeligt sind, dårlige nerver blev det kaldt i min barndom. Fra hun var ganske ung, til hun døde som 59-årig, gav det sig forskellige udtryk, men skrøbeligheden fulgte hende igennem hele livet. Ikke desto mindre gjorde hun det, hun mente var vigtigt, fordi hun havde lyst til at og være nyttig og bygge op.
KAREN JEPPES SVÆRESTE TID
Det første år i Urfa døjede hun igen med sygdom, men hun blev, hvor hun var, for hun havde noget, der skulle udrettes.
I 1914 gik Tyrkiet ind i 1. Verdenskrig på Tysklands side. Det store Osmannerrige, som tyrkerne havde stået i spidsen for, var ved militære nederlag blevet mindre og mindre gennem de sidste 150 år, og de kristne lande havde gennem de forskellige kristne mindretal fået større og større indflydelse.
Ungtyrkerne, som ledede landet, indledte en etnisk udrensningskampagne mod de kristne mindretal. Hundredetusinder kristne armeniere blev myrdet eller drevet på flugt, hvor mange døde på vejen. Mange af de overlevende fra det nordlige Tyrkiet kom igennem Urfa, inden de blev drevet videre ned i den syriske ørken.
I juni 1915 kom de første deportationstog igennem Urfa. Historierne om Karen Jeppes heltemod under folkemordet har vi blandt andet fra hendes adoptivsøn Misak Melkonian. Han skriver, at Karen Jeppe gav mad til dem, hun kunne, og at hun forsøgte at overbevise myndighederne om, at de deporterede i det mindste skulle have en hviledag i Urfa, inden de blev sendt videre. Det lykkedes ikke. Misak skriver:
”Uden Ophør og ogsaa uden at klage, arbejdede Karen Jeppe Ansigt til Ansigt med alle disse Rædsler og bekæftigede sig Dag og Nat med de ulykkelige. Mangen en Gang lykkedes det mig kun med stort Besvær at faa hende til at hvile sig en smule. ”Hvordan skal jeg dog kunne hvile mig, Misak, naar disse Stakler bliver pint? De må dog i det mindste have eet Menneske, der kan trøste dem”.
Karen Jeppe gemte sine armenske venner i Urfa i en kælder i sit hus, i et hul i haven, – og da de under den sidste del af folkemordet gemte sig i en hule i bjergene, sørgede hun for mad til dem. Hun mistede mange, blandt dem en armensk præst, der stod hende særlig nær, og hun blev selvfølgelig voldsomt påvirket af det, men hun blev, så længe forfølgelserne stod på. En særlig begivenhed sendte hende i seng i flere uger med nervesammenbrud. Mens en gruppe gemte sig i Karen Jeppes hus, søgte myndighederne efter en præst og hans kone, der var i gruppen. Efter fælles overenskomst tog de to livet af sig for at redde de andre. Misak Melokin skriver om natten, der fulgte:
”Det var umuligt for os at sove denne Nat. Næsten hele natten græd Frøken Jeppe bitre Taarer og vedblev at udbryde. ”Misak, vi er ogsaa mordere”. Hvor meget jeg end forsøgte at trøste hende: Det var forgæves. Saaledes gik tiden indtil Solopgang. Denne Nat var en af de sværeste i vort Liv.”
PÅ ANDEN HÅND MED KAREN JEPPE
I 2009 vendte jeg tilbage til Aleppo for at lave interview med dem, der havde kendt Karen Jeppe. To år efter mit første møde med hende var jeg klar til at lave en række radioudsendelser til P1 om det armenske folkemord, – og om Karen Jeppe.
Udsendelserne han høres her. Den tredje udsendelse handler om Karen Jeppes arbejde i Aleppo efter folkemordet.
Hun døde i 1935, så da jeg kom til byen 74 år efter, var der nogle endnu, der havde kendt både hende og hendes adoptivbørn.
I Aleppo mødte jeg en gammel mand, hvis mor var blevet reddet af Karen Jeppe. Han havde hendes fotografi i pungen fra dengang, hun var ung, og han græd og sagde tak igen og igen, da han fortalte om Karen Jeppe og hans mor, der både fik husly og arbejde. Vi sad arm ved arm, og han kunne huske den danske kvinde, som han skyldte livet, – og sagde tak til mig, fordi jeg var dansk som hende.
Karen Jeppe blev den første kvindelige kommissær i forløberen for FN, der dengang hed Folkeforbundet. Hun påtog sig at hjælpe tvangsgiftede armenske kvinder væk fra deres tyrkiske mænd og illegalt ud af Tyrkiet. Det var ikke uden risiko, men hun og en agent reddede mange kvinder.
Et andet sted i Aleppo mødte jeg to ældre søstre, som havde et album fyldt med billeder af Karen Jeppe og hendes adoptivbørn, blandt andet Misak.
De kunne fortælle, at Karen Jeppe på sine gamle dage konstant havde konstant hovedrysten, og de mente, det måtte komme af nerverne. Hun var et fantastisk menneske, men hun var også skrap, havde de hørt. Selv kendte de adoptivbørnene, men ikke Karen Jeppe. Hende havde de hørt om gennem deres nu afdøde mor, som havde kendt hende godt.
ET FORBILLEDE
Den skrøbelige Karen fra Gylling kom til at udføre store bedrifter. Hun reddede menneskeliv. Hun vaskede og gav mad til de deporterede, som drog gennem Urfa på en dødsmarch, der ville gøre det af med dem i løbet af få dage, men de var blevet set af hende. Det var vigtigt. Efter uhyrlighederne var hun med til at opbygge et armensk samfund i Aleppo; hun lavede skole, systuer, udbyggede landsbyer, samlede penge ind. Hun blev Folkeforbunds-kommissær og reddede flere hundrede fra tvangsægteskaber i Tyrkiet. Hun var en sand heltinde, og da hun døde i Aleppo i 1935, fulgte tusinder hende til graven.
For mig er hun et personligt forbillede, fordi hun gjorde alt dette, samtidig med at hun hele sit liv har kæmpet med en psykisk skrøbelighed, der af og til satte hende helt ud af spillet.
Vi er mange, der kæmper med forskellige former for psykisk sårbarhed, og jeg har selv i perioder af mit liv været i tvivl om, hvordan mine periodevise depressive tendenser kunne påvirke min mulighed for at gøre de ting i mit liv, som jeg synes er vigtige. Mine år med Karen Jeppe gav en dyb erkendelse af, at hvis hun kunne alt det, så kan jeg også det, som jeg i mit liv føler mig kaldet til. Ikke i religiøs forstand, men som menneske.
I flere år efter mine år med Karen Jeppe blev jeg ved med at møde mennesker, der på en eller anden måde havde haft berøring med hende. Især ældre kvinder, der kan huske, at der i kirken blev samlet ind til armenierne og til arbejdet i Syrien. En af dem var min mor, der som barn havde givet bidrag til Karen Jeppes arbejde. Og på den måde er ringen sluttet. Det startede med familien, og det slutter med familien.
Efterskrift: Det Aleppo, jeg besøgte, findes ikke mere. Det armenske kvarter og Karen Jeppes gymnasium er lige så hårdt ramt af borgerkrigen som andre dele af byen. Mange armeniere er flygtet til Armenien eller Libanon eller til Canada og Frankrig, hvor der bor familiemedlemmer.
