af Lise Laursen og Marianne Hansen
Tirsdag d. 14. februar traf den 11-årige Rasmus Peter Rasmussen den tungeste af alle beslutninger. Han tog et reb og gik ud i Åkjær-skoven ved Svinballe. Lørdag d. 18. blev han begravet.
Rasmus Peter var tjenestedreng på Åkjær. Han kom fra en stor familie, som boede på et husmandssted i Kjærsgårde tæt på godset. Børnene måtte hurtigt ud at tjene. For så var der en mund mindre at mætte.
10 BØRN
Drengen blev født i Gylling 8. juli 1893, og han blev kaldt op efter far’en.
Hans mor’s navn var Kirstine Charlotte, og hun kom fra en landarbejderfamilie, der boede i et af Åkjærs huse.
Forældrene traf hinanden i Gylling, da han var tjenestekarl i Søby, og hun var tjenestepige hos præstegårdsforpagteren og hans kone, der havde en stor husholdning: syv børn, fire piger og fire karle.
De blev gift i Gylling kirke 30. januar 1885 og slog sig ned i en landarbejderbolig ved Gylling, og børnene begyndte at komme. Et hvert år. I 1890 har de fire børn.
I 1897 overtog de husmandsstedet i Kjærsgårde efter hans far, og i 1901 boede de der med seks børn. De fire ældste var allerede kommet ud at tjene. Drengen Rasmus Peter var da otte år gammel.
DE RENE FNAT-REDER
Hvornår Rasmus blev sendt ud for at tjene, ved vi ikke. Men i februar 1905 var han tjenestedreng på Åkjær.
Her havde han fået fnat. En hudlidelse, der skyldes en mide. Den giver en ulidelige kløe, og hvis den ikke bliver behandlet, kan den udvikle sig til eksem eller andre kroniske hudlidelser. Fnatmiden overføres ved tæt kontakt mellem mennesker.
Karlekamre i stalden med deling af senge, uhumsk sengehalm og beskidt sengetøj var de rene fnat-reder.
KIRKEBOGEN: HÆNGTE SIG
I romanen Gyldholm, der udkom i 1902, og som bl.a handler om Åkjær gods, beskriver forfatteren Johan Skjoldborg stedets karlekamre. De var såmænd ikke hverken værre eller bedre end andre steder.
Ethvert udbrud af fnat skulle anmeldes distriktslægen, men det var blot en pæn papir-formulering, der ikke blev fulgt.
Drengen Rasmus Peter havde fået fnat – og da den ikke blev behandlet, bredte den sig – og han blev drillet af andre børn. Dét – sammenholdt med de pinsler, som sygdommen medførte for ham – betød, at han 14. februar 1905 fik nok. I kirkebogen konstateres lakonisk: Hængte sig.
Han blev 11 år.