Han var under-cover på Åkjær gods

Af Lise Laursen og Marianne Hansen

Den tyske journalister Günther Walraff er berømt for at gå under-cover og blive en del af de institutioner og miljøer, han vil beskrive og afdække.
Han udgav sig for at være journalisten Hans Esser, og afslørede bagefter skandaleavisen Bild Zeitungs løgnagtige og opdigtede historier. Han var tyrkiske Ali og levede som den underbetalte gæstearbejder, der dagligt blev udsat for ydmygelser og racistiske overgreb og skrev bagefter bogen ”På bunden”.
Men metoden at walraffe, som det hedder, når journalister går under-cover, var kendt lang tid før han gjorde den berømt – og i visse kredse berygtet. Og den blev bl.a brugt her i vores område for at dokumentere landarbejdernes og tyendes kummerlige vilkår på godset Åkjær.

HARME OVER URETTEN
Det var forfatteren Johan Skjoldborg, der omkring århundredeskiftet lod sig ansætte på godset som landarbejder. (Det er ham, der har skrevet sangen ”med min hakke min skovl og min spade”, som du kan høre her )

Johan Skjoldborg

Skjoldborg blev født i 1861 på Thisted-egnen. Hans far var skomager og husmand, og familien var fattig. Men far’en var en oplyst mand. Som der står i Thy’s historie:
”Hjemmet var fattigt, men ikke et helt almindeligt almuehjem. På trods af en nødtørftig skolegang var faderen en oplyst mand, der gerne ville diskutere med folk. I det gæstfrie hjem kom der folk fra alle samfundslag. Når egnens gårdmænd kom på besøg i skomagerværkstedet, foreholdt skomageren bønderne, hvilket barbari det var at indespærre fattigfolk i fattiggårde. Under disse diskussioner vaktes drengens harme over uretten, og her skabtes det sociale grundlag for den kommende digter”.

HUSMÆNDENES DIGTER
Skjoldborgs første roman, En Stridsmand, handler om klithusmændene omkring Jammerbugten og deres hårde slid. Og i den næste – Kragehuset – fortsætter han med at fortælle om de mennesker, der måtte slide sig halvt ihjel for et pauvert udbytte.
De to bøger gav ham tilnavnet ”husmændenes digter”.
Men Skjoldborg var ikke kun optaget af husmændenes kår. Også af herregårdsarbejdernes og tyendets elendige forhold.
Han var optaget af, at hans romaner skulle være så virkelighedsnære som muligt. Derfor tog han arbejde på Åkjær som røgter, og bagefter skrev han romanen Gyldholm, der udkom i 1902. Det er en barsk skildring af landarbejdernes og herregårdsbissernes kår. Du kan downloade den gratis her
Også forfatteren Jeppe Åkjær skrev artikler og holdt taler om landproletariatet, og i romanen ”Vredens børn”, der udkom i 1904, beskriver han med en grum realisme landtyendets håbløse livs- og arbejdsforhold.

15 MENNESKER I ET LILLE HUS
Forhold vi også fandt på Åkjær. Karlekamre i kostalden, hvor to under uhygiejniske forhold måtte dele en seng – med alt hvad det indebærer af smitte- og sygdomsrisiko.
Landarbejderboliger, hvor familier var stuvet sammen på meget lidt plads. Det fremgår bl.a af folketællingerne, som blev foretaget 1. februar hvert 10. År.
I Aakjær by, som det hed dengang, boede 1. februar 1890 mere end 200 mennesker. Byen omfattede hovedbygningen, Uldrupgaard, Kanalhuset, hvor der boede to familier med i alt ni medlemmer, og 15 andre huse. I disse huse boede to eller flere familier med mange børn. Femten mennesker var ikke ualmindeligt i sådan et arbejderhus.
Omkring 1900 udgjorde landproletariatet godt halvdelen af den befolkning, der boede på landet. Men ejede kun to procent af jorden, og levede reelt på sultegrænsen.

ERHVERV: POLAK
De mange tjenestefolk kom fra forskellige steder. Dog med overvægt af østjyder fra

Man kan være fisker og herremand – men også polak

Randers til Vejle, fra Ebeltoft og Skanderborg. En del fra Sjælland, som f.eks. fåresjæferen på Schæfergården og forvalteren. Blandt tyendet er der en del svenskere med navne som Svensson, Johansson, Forsberg osv. Mellem 1850 og 1910 kom 83.000 svenskere til Danmark. De havde ikke penge til en billet over Atlanten til det forjættede land – Amerika. (Læs Lokalpostens artikel om én af dem her
Svenskerne fik (endnu) mindre i løn end danskerne. Og nederst i hierakiet var polakkerne. De blev også ansat på godserne og de store gårde, fordi de var villige til at arbejde længere – og for ringere løn – end danskerne. I folketællingen fra 1916 er der 17 polakker i Falling – de otte er børn. Under erhverv står de i protokollen opført som ”polak”).

SKJOLDBORG, ÅKJÆR OG SABRO
Skjoldborg og Jeppe Åkjær var ikke alene om i artikler og utallige foredrag at fortælle om landtyendets håbløse livs- og arbejdsforhold. Også socialdemokraten og journalisten Peter Sabro talte de manges sag.
Han blev i 1901 valgt til folketinget, og fik følgende salut i Jyllands-Posten:
målestokken for, hvor langt ned den almindelige valgret har bragt os, og hvor lidt der behøves for at blive folkets kårne repræsentant på Tinge, den haves af Peter Sabroe”
Noget af det første han tog fat på, var kravet om at få forbedret landarbejdernes forhold – og få nedsat en tyendekommisson. Den kom i 1905, men det skulle vare 16 år før tyendeloven blev ændret.

Peter Sabro – Hvis blot ét barn misrøgtes..

Sabro ønskede i det mindste at få afskaffet retten til fysisk afstraffelse af tyendet. Men det gik bl.a. Venstres justitsminister, P.A. Alberti imod – manden, der bedragede for et beløb, som i dagens mønt ville være 5,5 milliarder kroner. Så i de 16 år, før loven blev ændret, kunne datidens ridefogeder tæske løs på tjenestedrenge og piger. Og det skete.
Sabro reddede mange børn fra livet som tjenestedrenge og piger.
I en af sine mange taler, sagde Peter Sabro:
”Hvis blot ét barn misrøgtes og lider nød, da må dets gråd være et råb om hjælp til alle tænkende mennesker…”
Mere end ét barn blev misrøgtet og led nød – også på Åkjær.