Dybvad indgik i kongens byttehandel – og så forblev klippeøen Bornholm dansk

På Gyllingvej midt mellem Ørting og Gylling ligger gården Dybvad med den gamle store, hvide bindingsværks-hovedbygning fra omkring 1760 – og de hvide produktionsbygninger af nyere dato.
De fleste ved, at gårdens marker er omlagt til økologisk landbrug. Men de færreste ved, at hvis Frederik d. III ikke –

Frederik d. III brugte byttehandel til at betale pant for Bornholm

efter at have tabt krigen mod svenskerne – havde haft mulighed for at bytte Åkær og Dybvad med et svensk gods, havde Bornholm næppe været en del af Danmark. Men sådan er det. Åkær og Dybvad blev byttet med et skånsk gods, og så kunne pantet på Bornholm indløses, og klippeøen forblev dansk.
Men det er hverken svenskere eller bornholmere, der bor på gården. Det er Anne og Henrik Kreutzfeldt, som er tredje generation af familien, der står som ejere.

BISKOPPEN BLEV SMIDT UD
Men navnet Kreutzfeldt har ikke altid stået på skødet. Faktisk kun siden 1914.
Gården har haft mange skiftende ejere – med de fineste titler og med ret til at opkræve kirke-tiende og bruge præstegårds-jordene i flere sogne.
Først var det biskopperne, der kunne kalde sig ejere af Dybvad. For kirken ejede nemlig godset Åkær, og Dybvad var en del af Åkær. Men med reformationen var det bal fordi. I 1536 fratog kongen kirken jord og rigdom, og Åkær blev nu et len under kronen. Det samme blev Dybvad altså – men her boede fæstebønder.

LIVSVARIGT FÆNGSEL
En af dem – Christoffer Eriksen – var så dygtig, at han i 1550 fik kongebrev på, at han hverken skulle betale afgifter eller udføre arbejde på godset Åkær, så længe han boede på Dybvad. Han må have haft penge, for han havde råd til at sende begge sønner på universitetet. Det skulle han måske have ladet være med, for det gik dem skidt.
Den ene søn – Jørgen Christoffersen Dybvad – blev teolog og en respekteret professor. Men han kunne ikke holde sin mund, og kritiserede åbent nogle af kongens foranstaltninger. Det var Christian den IV, og han brød sig ikke om kritik, så professorstolen blev i 1607 sparket væk under Dybvad.
Den anden søn – Christoffer Dybvad – kunne heller ikke holde mund. Han var matematiker og blev kongeligt ansat ved domkirken i Lund. Men han kritiserede adelens udstrakte beføjelser, og blev også beskyldt for at håne kristendommen og de lutherske præster. Det gav ham livsvarigt fængsel, og han blev sat i fangehullet på Kalundborg slot. Her døde han fire år efter i 1622.

Frederik måtte sno sig for i det mindste at beholde Bornholm

Efter svenskekrigen skiftede Dybvad igen ejer. For gården indgik i en byttehandel for at Danmark kunne beholde Bornholm. Kongen – Frederik d. III – overlod Åkær – og dermed Dybvad – til førsteminister, Joachim Gersdorff.  Til gengæld fik han Gersdorff’s besiddelser i Skåne, og de blev brugt til at indløse pant for Bornholm, så øen kunne forblive dansk.  

SÅ BLEV DET EN HERREGÅRD
Da Gersdorff døde solgte hans arvinger Dybvad til en mand med ambitioner. Han hed Laurits Brorson, og var en af Gersdorff’s betroede mænd.
Dengang blev Dybvad kaldt en bondegård, men det var ikke nok for Brorson. Han ville have en herregård, og lod som en begyndelse straks gøre et våbenskjold – et lam og en fane. Historien er dog, at det var hans kone, der ville bo på en herregård. Brorson fik retten til at opkræve kirke-tiender fra Gosmer, Halling, Randlev, Hundslund og Torrild sogne – og han fik også nogle fæstegårde, så han kunne hundse med de forarmede bønder. Og Dybvad fik mere jord.
Hans søn, Thøger, overtog efter ham, og han var efter sigende en dygtig landmand. Det var ham, der fik bygget den nuværende hovedbygning på Dybvad omkring 1760. Han købte også Åkær, så nu hørte Åkær og Dybvad igen sammen – men nu som to herregårde. Og sådan var det stort set frem til 1914, hvor første generation Kreutzfeldt købte gården.

”UINDSKRÆNKET TILLID”
Det var Christian Kreutzfeldt – den nuværende ejers farfar. Før købet havde han forpagtet stedet i knap 11 år. Da han døde 71 år gammel skrev Horsens Folkeblad i nekrologen: ”Kreutzfeldt var en mand, som nød den mest uindskrænkede tillid på egnen”. På grund af Dybvads gamle tilknytning til Gosmer kirke, blev han begravet på kirkegården dér.
Et par år før han døde, havde han forpagtet Dybvad til sønnen, Bent Kreutzfeldt. Han købte Dybvad i 1953. Som der stod i en note i Århus Amtstidende:
”Dybvad Hovedgaard ved Ørting er af Fru Anna Kreutzfeldt overdraget til Sønnen. Proprietær Bent Kreutzfeldt, ifølge tinglyst Skøde for 464.111 Kr.”
Anden generation havde overtaget Dybvad.

FREDEDE BYGNINGER BLEV VÆLTET

Den fredede lade blev væltet i 1959

Gården var blevet fredet i 1950. Men alligevel gav fredningsmyndighederne tilladelse til, at den gamle bindingsværkslade og stald blev væltet. Det ville fredningsmyndighederne næppe have tilladt i dag, men begrundelsen dengang var, at hvis der opstod brand, ville de gamle bygninger brænde i løbet af kort tid. Også hovedbygningen fra 1750.
Hovedbygningen er fredet. Og i dag kan ejerne ikke ændre det mindste uden fredningsmyndighedernes velsignelse.
Men Bent Kreutzfeldt fik kun 15 år som ejer af Dybvad, hvor han var vokset op. Han døde i 1968 – kun 45 år gammel.
Hans enke, Inga, drev Dybvad til tredje generation, Henrik og Anne, var klar til at overtage.

ØKOLOGI OG TOMME BYGNINGER
De to købte gården i 1983. Dengang var der ingen dyr på gården – køerne var sat ud i 1978. Det passede Henrik fint – for ham var det markernes planteavl, der skulle bære økonomien. Men der kom dyr på gården – grise. For grise var Annes

De store stalde er nu tomme

kæphest, så de blev Annes del af forretningen. Det var avldyr, som hun solgte videre. Det gjorde hun frem til 2015. Da var kødpriserne var faldet så meget, at ingen havde brug for avlsdyr. Og de to store stalde blev igen tomme.
Men der skulle stadig tjenes penge, og da forbrugerne efterspørger økologiske produkter, så det blev den niche, ejerne valgte.
Og bortset fra en enkelt mark på Margrethelyst er alle Dybvads marker nu lagt om.
Men staldene er tomme, og der kommer ikke dyr ind igen. Så nu diskuterer familien, hvordan de store bygninger kan bruges. Fjerde generation, som også har stor kærlighed til stedet, deltager i diskussionerne – og bidrager med ideer. Familien vil have liv i gården igen. (Læs mere her)