“Marie til Gorm Jørgensen” er død

Lene Møller Jørgensen skriver her – også på vegne af Troels – om Marie Møller Jørgensen,  deres mor som døde mandag. I morgen – lørdag – bliver  hun bisat fra Ørting Kirke kl. 14.

Der var mere end én Marie på Mosevejen. Så vores mor blev kaldt ”Marie til Gorm Jørgensen”. Den anden var ”Marie til kong Hans” – kongetitlen havde han engang vundet til ringridning.
Mor blev født d. 25. maj, 1930 i landsbyen Tiset udenfor Mårslet. Hendes far døde, da hun var to år, og på det tidspunkt var hendes mor høj-gravid med tvillingerne Ruth og Peter. Derfor boede hun det meste af sin barndom hos sin farmor, som hun fik et meget tæt forhold til.

SKOVLY OG FAMILIE

Efter sin konfirmation og afslutningen på 7. klasse kom hun ’ud og tjene’ på en stor gård. Det var en lille sorg for hende gennem hele livet, at hun aldrig fik en uddannelse, og hun var meget, som i meget, opmærksom på, at det skulle hendes børn have.
Hun mødte vores far, Gorm Jørgensen, som arbejdede på en nabogård, og de blev gift i 1954. I august samme år købte de den lille

Ejendommen Skovly på hjørnet af Horsensvej og Mosevejen

ejendom, Skovly på Horsensvej 110 for 49.000 kr. Der var 11 tønder land, og en lille besætning fulgte med – fire fedesvin, nogle køer og ungkvæg, en større hønsegård og to heste, Knold & Tot. Høns og kalve var mors gebet, ligesom hun havde en kæmpe køkkenhave på marken tættest på gården – og naturligvis var en del af haven ved huset forbeholdt bær, ribs, stikkelsbær, hindbær, solbær.
I august 1955 kom Troels til, og jeg kom i august 1960.

VÆG TIL VÆG OG EN NILFISK
Mor var hårdtarbejdende, hjemmegående hustru frem til 1967, hvor hun fik arbejde nogle få timer nogle dage om ugen på Alderdomshjemmet i Odder. Inden da havde hun også arbejdet tre måneder på en tobaksfabrik i Aarhus – det var sådan noget en del ’hjemmegående’ kvinder i Ørting gjorde i perioder. Og mor og Inge Post (Inge Madsen, gift med byens postbud, Håkon) havde besluttet, at de

Først kom Troels – og i 1960 fulgte Lene

ville tjene nogle penge til sig selv. Mor købte væg til væg gulvtæppe – et stort ønske – og en Nilfisk for pengene. Eller i hvert fald for nogle af dem.
Personligt var jeg som barn en hidsig modstander af udearbejdende kvinder – selvfølgelig skulle hun blive hjemme, så hun altid var tilgængelig for mig, og så jeg altid vidste, hvor hun var. Jeg græd og rasede (og skabte mig, ville min mor nok sige) men hun holdt nu fast, og i årene fra 1967 fik hun flere og flere timer og faste vagter i plejen på Alderdomshjemmet. Om sommeren gik jeg ofte til Odder for at hente hende, når hendes vagt sluttede kl. 21 – og hold da op, hvor var et Alderdomshjem noget andet dengang, små værelser og nogenlunde raske, ældre mennesker. Da Alderdomshjemmet lukkede, fulgte hun og mange af de andre ansatte med til plejehjemmet i Ørting.

KØKKENET VAR SALON
Vores mor var et meget glad og positivt menneske, imødekommende og empatisk, og hun var meget vellidt i Ørting. Nabokonerne kom forbi til kaffe, ligesom Inge Post var en rigtig god veninde – hun og mor satte hår på hinanden, der blev rullet papilotter op, som fik et skvat ondulationsvæske og så på med et farvestrålende chiffontørklæde i nogle timer, til håret var tørt. (Jeg lå under køkkenbordet, puslede stille med en dukke, og fulgte opmærksomt med i deres samtale) Indimellem måtte de dog til frisør Bent i Ørting for at få en omgang ’rigtig’ permanent. Posten kom naturligvis hver dag, og vores køkken var et af hans faste kaffesteder.

LÆSTE LEKSIKON FRA ENDE TIL ANDEN
Mor var en meget videbegærlig og læsende kvinde – hun købte ikke selv dyre ugeblade, men overtog gamle blade fra Inge Post og fra vores mormor. Hun læste, når hun kunne komme til det, f.eks. mens hun vaskede op eller vaskede tøj, og derfor var bladene ofte pjaskvåde og slatne, så de måtte tørres i solen eller på en radiator. Da Lademans leksikon begyndte at udkomme i 1971 meldte vores mor og far sig straks til bogklubben. Det var en fest, når der kom bogpakke. Mor læste leksikonerne – som jo kom i bind over en årrække – fra ende til anden, og vi måbede, grinede og diskuterede teksterne om den store og forunderlige verden. Hun deltog også ivrigt i vores skolegang, læste vores skolebøger, vores stile og opgaver, ligesom hun læste de skønlitterære bøger, som vi fik for i dansk.

FOREDRAG OG BEVÆGELSE
Vores far døde pludseligt af en blodprop i hjertet i 1987. Dengang boede de stadig på ejendommen, havde et par kalve, men Gorm

Den unge Marie ville meget gerne have haft en uddannelse. Men sådan var forholdene ikke

havde fået arbejde på en fabrik. Han blev 59 år, mor var 57 år på det tidspunkt. Lidt, måske kun en anelse, men lidt af hendes glade væsen forsvandt med ham. Hun solgte ejendommen året efter og flyttede op på Murervej i Ørting.
Mor gik til gymnastik hele livet – som helt ung deltog hun i de store gymnastikstævner, som var meget populære dengang. Da vi var børn gik hun også til engelsk ad flere omgange (I can hop, I can run). Hun og Gorm havde en kortklub med venner fra Ørting, de tog på en årlig weekendtur og det fortsatte mor med efter hans død. I det hele taget var hun et meget socialt væsen, som elskede at se andre, opleve noget nyt og røre sig. Da hun blev alene, begyndte hun – udover gymnastikken – at gå til folkedans, svømning, yoga og hvad der eller bød sig af tilbud. Hun har også hørt mange, mange foredrag, men sådan noget som håndarbejde var bare ikke noget for hende – nix, hellere gå tur, svømme eller gå i haven.

KRABBERNE BLEV SAT UD IGEN
Hun var en utrolig kærlig mor, elskede os højt og det fortalte hun ofte. Hun var også stolt af os, men som hun ofte understregede overfor os, så var det jo ikke noget hun sådan gik og pralede med overfor andre – man skal ikke prale og fremhæve sine egne

Marie på “den græske” i Odder sammen med et af de børnebørn, som hun elskede højt

børn. Og hun var også en utrolig kærlig farmor og mormor. Hun nød at passe sine børnebørn – både når der var brug for det pga sygdom eller arbejde, og når det bare var fordi hun savnede dem, og de savnede hende. Hun lagde sig på gulvet og legede med dem, med biler, dinosaurere, lego, barbiedukker. Hun lå på maven side om side med ungerne på badebroen i Sondrup og fangede krabber – Sondrup er et fantastisk krabbested – et afgnavet kyllingelår eller en bid spegepølse er virkelig god madding, og den medbragte plastikspand blev altid pænt fyldt. Inden turen gik hjemad mod Ørting, blev krabberne befriet og sat tilbage i vandet.

SVÆRE ÅR MED ALZHEIMER
I 2006 flyttede hun til Odder i en sprit ny lejlighed, en lys og hyggelig hjørnelejlighed, som hun var meget glad for – for første gang i sit liv havde hun en nybygget bolig.
I 2014 begyndte sygdommen Alzheimer at sætte sit præg på hende – hun blev forvirret, glemte hvad hun skulle, hvor hun var og sommetider, hvem hun var. Året efter fik hun en lejlighed på Skovbakkehjemmet i Odder. Især de første par år med Alzheimer var meget svære for hende, indimellem havde hun helt klare øjeblikke, hun så og fornemmede sin forvandling, det gjorde hende ulykkelig og deprimeret. Et lyspunkt for familien var det, at hun aldrig blev vred eller aggressiv, men stadig havde sin milde personlighed i behold, selvom hun forvandt mere og mere for os. Den frygtelige sygdom tog alt fra hende, men ikke hendes kærlighed til os – hun kunne kende min bror og mig til det sidste og lyste op, når vi kom. Det finder og fandt vi trods alt trøst i.
Vores mor døde mandag d. 30 september  i sin seng på Skovbakkehjemmet i Odder.

Marie Møller Jørgensen bliver bisat fra Ørting Kirke lørdag kl. 14.