Det var Gøg og Gokkes heldige aften. Endelig fik de storsmugleren, da han sent om aftenen var på vej hjem fra Tysklandsbussen med flere rammer øl på sin trillebør. For at få denne fangst havde de tilbragt lang tid i Ørting – kørt og gået rundt om aftenen. Så lang tid at beboerne kendte de to toldbetjente, og havde opkaldt dem efter komikerparret. Hvis landsbyens beboere ikke før havde snakket med hinanden om, at det altid er de små fisk, der bliver jagtet, mens de store går fri, så gjorde de det efter den aften og under den efterfølgende jagt på de kunder, der fået del i trillebørens last. En historie vi også hører i dag, når det f.eks. gælder narko og skattesnyderi – de små fisk…
Manden, der havde kørekort til trillebør som transportmiddel for smuglervarer, hed Ejnar Wetche. Han blev født 17. maj 1921 på Fødselsanstalten i Århus, og blev døbt samme sted to dage senere. Han var søn af tjenestepigen Wilhelmine Kirstine Sørensen. Navnet på hans far er ikke nævnt i kirkebogen. Hans navn blev heller ikke nævnt i kirkebogen, da Ejnar blev gift. Men i april 1923 – næsten to år efter drengens fødsel – blev Wilhelmine gift med Åge Frederik Wetche fra Fillerup. Drengen var afleveret hos bedsteforældrene. Det var meget almindelig på den tid, når en tjenestepige “kom i ulykke”, som det hed.
BRILLEGLAS SOM HINKESTEN
Ejnar havde et synshandicap – havde briller med glas så tykke som hinkesten. Det var ved at gå galt, da han arbejdede ved vejvæsenet. Da de var i gang med at asfaltere den gamle skolesti bag Horsensvej i Ørting, var han ved at blive kørt ned af en tromle, men arbejdskammeraterne fik ham hevet væk i sidste øjeblik, men han tabte den ene træsko, som blev tromlet ned i asfalten. Så et sted på Skolestien, der bruges af mange gående, løbende og cyklende, ligger under overfladen et minde om Ejnar.
Før han blev vejmand, som det hed, havde han været ansat på Åkær og på Gyllingnæs. Det var dengang man brugte heste til markarbejdet. Ejnar havde sit eget spand, som han kørte med.
BANKO OG TURE TIL GRÆNSEN
Han blev gift med den to år yngre Mary Margrethe, som var tjenestepige i Falling. De blev gift i oktober 1948. Om hende sagde mange, at hun var en skrap kvinde. Men det kan dem, der kendte hende, ikke genkende. Genboen til de to fortæller f.eks., at når hans kone var på arbejde, kunne Ejnar komme trissende med kylling og sovs og kartofler til mig. For han skulle da have noget at spise.
Ejnar og Mary gik til banko, og af plasticlåg fremstillede Ejnar de små brikker, der blev brugt til at dække de tal på pladen, der blev råbt op.
Alle husker Ejnar som en venlig, men noget naiv mand, der så gerne ville hjælpe og glæde andre.
Da bussen begyndte at køre til Tyskland, var de begge med. Især Mary ville gerne ud, se noget andet end de hjemlige omgivelser, og også snakke med andre mennesker. De smuglede ikke, men købte varer som sukker, marcipan og mandler til eget forbrug, men de tog til tider det samme med også til andre. Drikkevarerne, de tog med hjem, var kun til eget forbrug.
PÅ HERRENS MARK EFTER MARYS DØD
Det var først efter Marys død, Ejnar begyndte at hjemføre øl og også lidt cigaretter til mere end eget forbrug. Bussen kørte to dage om ugen – og hver af dagene to gange. Ejnar var med på alle fire ture – helt enkelt for at slå tiden ihjel. I begyndelsen købte Ejnar kun øl til sig selv og nogle naboer. Men andre hørte om det, og så ville naboens nabos onkel også gerne have en kasse eller to. Det greb om sig. Ejnar tjente ikke en bøjet 25 øre – for kunderne betalte det samme, som han selv havde givet for varerne.
Efter Marys død var han på herrens mark. At få mad var aldrig et problem. Han gik bare hen på Grillen til Lizzy, der var kendt for at tage sig af enhver fortabt sjæl, og hun havde kendt Ejnar i mange år. Hendes far var vejformand, da han arbejdede der.
Men Ejnar var til salg for opmærksomhed, og det benyttede en yngre kvinde viste sig af. Advarslerne stod i kø, men han trodsede dem alle, for det var jo da den store kærlighed. Men da kvinden havde fået betalt for at få bilen lavet, fået dækket andre påtrængende udgifter og opdagede, at der ikke var så meget mere at komme efter, fordampede interessen for den ældre mand med hinkestenbrillerne lige så hurtigt, som den var opstået.
BUDT PÅ BILLIGE ØL FRA LØVBJERG
Hvem der meldte Ejnar til tolderne, ved vi ikke. Men vi ved, at de to toldere, som beboerne kaldte Gøg og Gokke, begyndte at køre rundt om aftenen i håb om at tage ham på fersk gerning. Og en sen aften i 1991 lykkedes det, da han kom gående med nogle rammer øl på trillebøren, som han havde malet orange. Samme farve havde alt hans værktøj fået, for så vidste han, det var hans.
De to stoppede Ejnar ind på bagsædet og begyndte at køre: Peg på de huse, hvor beboerne har fået eller hentet øl. Det blev lidt tilfældigt, hvad han pegede på, fordi han så dårligt.
Tolderne opsøgte bagefter folk. Flere steder fik de tilbudt en øl – en af de billige. Hvorfor da købe øl fra Tyskland, når de kunne købes på tilbud i Løvbjerg i Odder? Der var eksempler på, at Gøg og Gokke beskyldte folk for at have købt 99 kasser, men antallet blev hurtigt sat ned til 21.
“DE STØRSTE KUNDER” – TRE KASSER
Kunderne og ”hovedmanden” Ejnar blev kaldt Paderborner-Ligaen i de medier, der med interesse fulgte sagen. Ejnar fik sat Ørting på landkortet og på forsiden af Ekstra Bladet og BT. Da han af medierne blev kaldt hovedmanden i Paderboner-Ligaen – opkaldt efter den tyske øl – var han 70 år og folkepensionist.
Politi og toldvæsen fortalte Berlingske Tidende, at de gik efter hans største kunder. Men det kan ingen nikke genkendende til. For der blev forsøgt afkrævet told og bøder af kunder, som havde købt tre kasser øl.
VANDT I RETTEN
10 medlemmer af ligaen nægtede at betale. De hyrede en advokat, og de vandt i retten. De betalte ikke en krone, så mange af dem, der havde sluppet pengene, blev misundelige. Men retten fandt ikke, det var bevis nok, at ”hovedmanden i ligaen”, som var en mellemting mellem halv- og helblind, havde udpeget dem.
Ejnar blev idømt en bøde på 63.000 kr. og afkrævet afgifter på 21.000 kr. Han tilbød at afdrage med 100 kr. om måneden. Mere kunne det ikke blive til, når han kun havde folkepensionen at leve af. Om han nogensinde betalte, står hen i det uvisse.
Ejnar var venlig og hjælpsom, og han ville så gerne glæde andre. Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, så han forstod aldrig helt al den virak om de øl, han havde hentet i Tyskland. Og hvad værre var – menneskeligt set – at han ikke forstod, hvorfor folk nu ikke mere kom på de samme besøg, som da de skulle hente deres varer. Turene med bussen til grænsebutikkerne var det også slut med. Så manden, der fik Ørting sat på medielandkortet, havde det lidt svært de sidste år af livet.
Da han ikke længere kunne klare sig selv, kom han ind på Skovbakkehjemmet i Odder. Her døde han 23. december 2003.
DE SMÅ FISK – DE STORE…
Der blev brugt masser af ressourcer på, som det hed, at optrevle Paderborner-Ligaen. Men da regnebrættet kunne gøres op, var det kun ganske små fisk, der gik i nettet. Og toldvæsenet led endda også nederlag i retten. Historien om små fisk i nettet, mens de store går fri, blev fortalt i Ørting og omegn, og den fortælles stadig, for mange husker, hvordan Gøg og Gokke sneg sig rundt i landsbyen, når mørket var faldet på.
